De stille piger

Så sig dog noget!

Som mit første indlæg her på Folkeskolen.dk, kan jeg passende starte ud med et emne der ligger mig nært: Nemlig de stille piger i klassen. De fleste har gået i klasse med dem, nogle af os var dem, og af en eller anden grund er det blevet den officielle og lidt negativt stemte betegnelse for de ofte dygtige piger, som sjældent siger noget i plenum.

Når jeg søger på begrebet "de stille piger" på nettet, ser jeg udelukkende artikler som finder begrebet problematisk. At disse "generte" piger skal søge ud af deres normale adfærd. Men hvad hvis de slet ikke er generte?  Jeg var en af de stille piger. Faktisk var "du skal sige noget mere-forespørgslen" en fast del af mine skolesamtaler. Hver gang følte jeg mig forkert og misforstået, da jeg, på ingen måde, anså mig selv for genert. Så uanset om man, som en del af disse elever, føler sig genert eller ej, tror jeg på at flere deler/delte min tanke:

Jeg havde simpelthen bare ikke brug for at ytre mig så ofte .. og hvad så?

Er ekstrovert det nye normal?

Ud fra mine erfaringer som vikar, er min oplevelse af børn i dag, at mange har et stort behov for at udtrykke sig- og helst ofte. Faktisk virker det til at mange børn har svært ved, overhovedet at være i stilheden. Om det skyldes den såkaldte curlinggeneration eller konkurrencestatens forventning om præstation, findes der garanteret mange teser om. Men mit ønske som fremtidig lærer er, ikke at gøre noget til normalen. Naturligvis vil der oftest være et segment i overtal, men vi må ikke gøre noget til normalen- for det gør minoriteterne unormale.

Så mit ønske er, at lige såvel som vi prøver at inkludere de urolige elever i klasserne, så lad os også inkludere de introverte elever. Selvfølgelig skal vi, som lærere, have pejlemærker indenfor deres faglige forståen og viden, men lad os ikke gøre stilheden til et problem. Lad os tværtimod nyde disse elevers formåen til at være i sig selv :-)