BLOG

BLOG

Empty article - Subtitle

Statsministerens ’nytårsforsæt’ står i skærende kontrast med kommuners omlægning mod tidligere, forebyggende indsatser og ikke mindst forskningen på området

Hvad tænker de mon i Socialstyrelsen om deres statsministers melding, som karambolerer med styrelsens fokus på at forebygge anbringelser af børn og unge?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.«

... Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale den 1. januar 2020.

Som socialrådgiver gennem mere end 20 år på børn og ungeområdet kan jeg sagtens tilslutte mig den sidste del omkring vilkårene for anbragte børn og unge. Men budskabet, om at flere børn skal anbringes, giver ikke mening! Det er på ingen måde i tråd med den forskning, som ikke mindst Mette Frederiksens styrelse under Social- og Indenrigsministeriet (Socialstyrelsen) refererer til.

»Forebyggelse som alternativ til anbringelse af børn og unge« er en af de mange forskningsbaserede udgivelser, Socialstyrelsen har lanceret.

Ikke blot udenlandske studier, men også forskning fra SFI (nu VIVE) viser, at anbragte børn klarer sig dårligere end ikke-anbragte børn på stort set alle målte parametre (skolepræstation, sundhed og trivsel).

Og i dagene efter Mette Frederiksens nytårstale, bragte flere aviser interviews med danske forskere på området, blandt andet seniorforsker ved VIVE, Anne-Dorthe Hestbæk. Vel at mærke under overskrifterne:

Desuden har flere foreninger efter statsministerens nytårstale redegjort for, at

Og så vil jeg blot nævne overskriften:

Jeg er ikke imod anbringelser, og jeg har i min tid som såkaldt myndighedsrådgiver anbragt børn og unge. Men jeg ved, at børn kommer bedst igennem deres barndom og sidenhen voksenliv, hvis vi lykkes med at sikre, at barnet kan forblive sammen med sine forældre. Det handler ikke om – som Mette Frederiksen i sin nytårstale udtaler – berøringsangst. Hvis socialrådgiverne, som arbejder med de mest sårbare familier, har berøringsangst i forhold til at gribe ind, så ved jeg ikke, hvor vi er henne. Dagligt har socialrådgivere de nødvendige samtaler med både forældre og børn, og hvis jeg endelig skulle rette en kritik imod mit fag, så ville det derimod være, at vi i nogle sammenhænge burde være lidt mere ydmyge. For ydmyghed i relation til at forsøge at forstå familiens unikke situation, og hvad de har brug for, dét er – hvilket forskningen også viser – hvad der er brug for. Et tæt og reelt inddragende samarbejde med familien baner vejen for de mest effektive indsatser i familier. Det handler ikke om at tage forældrenes parti, men den samlede families parti, og dermed i særlig grad børnenes parti.

Frivillige anbringelser så vidt muligt i stedet for anbringelser uden forældrene samtykke Og når børn bliver anbragt, bør vi stræbe efter at nå frem til en frivillig anbringelse. Det er der størst mulig sandsynlighed for, når vi netop er tilpas ydmyge og i tæt samarbejde med familien. Det kan også lykkes med familier, som til en start har modstand på samarbejdet med socialrådgiveren. Frivillige anbringelser giver børnene bedre mulighed for at falde til og udvikle sig, end tvangsanbringelser giver mulighed for. Nøjagtigt på samme vis som skilsmissebørn, der får bedre udviklingsbetingelser, når far og mor er enige om, hvor barnet skal bo. Jeg har arbejdet med familier, hvor skole og dagtilbud havde svært ved at se på, at der gik nogle måneder ’mere’, inden barnet blev anbragt. Og det forstår jeg i den grad! Men på den lange bane er det afgørende, at forældrene bakker op om anbringelsen af deres barn. Så falder barnet bedre til ro med så indgribende en foranstaltning, som en anbringelse er.

Lovgivningsmæssigt – og ikke mindst fornuftmæssigt og menneskeligt set – skal kommunen altid vælge den mindst indgribende foranstaltning, som kan løse barnets vanskeligheder. Anbringelse er den mest indgribende foranstaltning. Derfor bliver jeg rystet, når statsministeren formulerer et mål i sig selv om, at »Flere udsatte børn skal have et nyt hjem.«

Vi skal i stedet sørge for i endnu højere grad at opspore og forebygge samt sikre tidlig indsats.

Powered by Labrador CMS