»Rosenthal-effekten gælder ikke kun for dine elever, men også deres forældre«

Tegning: August, 7 år gammel (nu 8)

Ikke alene er det en hjælp for børn, når vi tror på deres forældre – det er også en hjælp for forældrene

For de fleste er familiebrud i mere eller mindre grad forbundet med en form for skam: det lykkedes ikke at holde sammen på familien. Mange bekymringer og spørgsmål melder sig hos både børnene og forældrene.

Og hvad er ofte en støtte for os som mennesker, når hele fundamentet vakler? Det er, når nogen tror på, at det hele nok skal gå. Selvfølgelig uden at negligere alt det svære.

Det er ikke blot Rosenthal, som har påvist, at en persons forventninger til en andens præstationer har tendens til at blive opfyldt. Det ved man også fra forskningen inden for forskellige metoder i det sociale arbejde.

Som fagpersoner har vi mødt en del børn og unge, hvis forældre ikke er lykkedes med at opnå et godt samarbejde. Og jeg ved godt, at der er skilsmisser, hvor det er svært – eller næsten umuligt – at tro på, at forældrene nogensinde får et bare nogenlunde konstruktivt samarbejde. Det underkender jeg ikke … Jeg har selv mødt det mange gange i mit arbejdsliv …

Men vi underkender nogle gange, at der faktisk er en del børn, som har forældre, der samarbejder rigtig fint. Flere end vi måske er klar over. »Mine forældre er gode til at tale med hinanden« - svarer 45 % af børnene i en spørgeskemaundersøgelse, som Epinion har foretaget for Egmont Fonden og Børns Vilkår.

Vi skal huske på, at børn og forældre kastes ud i en livskrise, når familien bliver brudt. Det er derfor, vi som fagpersoner kan opleve forældre, der virker mere fokuserede på hinandens mangler – frem for at holde fokus på deres børns behov. Som ’vidne’, og med øje på de klemte børn, kan det være svært at tro på, at forældrene kan finde vejen mod den mere konstruktive tilgang til hinanden.

Min erfaring er; at jo mere vi tror på, at forældrene nok skal lykkes med at få opbygget et godt samarbejde; jo større er chancen. Forældrene mister nemt troen på sig selv og egne (samt hinandens) evner i forbindelse med en skilsmisse. Rosenthal ville derfor nok give mig ret i, at der er brug for vores positive forventninger til forældrene og deres præstationer som deleforældre.

Historien om August og hans forældres skilsmisse

Jo flere (gode) erfaringer vi har med forældres proces og forløb i forbindelse med skilsmisse; jo bedre kan vi tro på, at det hele nok skal falde på plads.

Derfor vidste jeg også, at August ville komme helskindet igennem en svær tid. Han gik i børnehaveklasse, da hans forældre blev skilt og flyttede fra hinanden. I starten var Augusts far rigtig ked af det og vred på hans mor. Og hans mor kunne ikke helt forstå hans far, så mor og far havde mange sammenstød. August hørte også sin far råbe af mor, og han kunne mærke sin mors irritation over far. Efter et lille års tid fik Augusts far det bedre, men nu var mor begyndt at blive trist. Og sådan forløb det – som processen meget sammenligneligt gør i mange andre familier – og efterhånden havde både mor og far det meget bedre …

Så på mors fødselsdag knapt halvandet år senere tegnede August tegningen ovenfor til sin mor. Den fortæller jo ’det hele’ så fint ❤ Der var ikke længere et hjerte rundt om mor og far. Men August og hans storebror er omgivet af kærlighed, når de er hos far, og når de er hos mor. Og i midten står mor og far sammen, fordi de stadig er sammen om det at være forældre. August og hans bror skal ikke længere høre på, at deres forældre skændes, for nu har de fået det godt med hinanden. Derfor er forældrene nogle gange hjemme at spise aftensmad hos hinanden, og de kan også mødes, når fars nye kæreste er der.

Mange ville ikke have troet, at August ville ende med at have nogle forældre, som kunne få det til at fungere så fint – hvis de havde oplevet de første turbulente måneder op til og efter skilsmissen. Men vi var flere, som troede på det …

Tegningen – og fortællingen – bringes efter aftale med August og hans forældre.