Er DLF en forening for lærere eller læringsmedarbejdere?

I skæbneåret 2013 vedtog Folketingets flertal en læringsrevolutionær skolereform, og en forudsætning herfor var en total undertvingelse af lærerstanden, der derfor blev lockoutet og gjort til ”læringsmedarbejdere” (Mårtensson 2015). Under den Orwellske parole ”normalisering” fik de nu gendøbte læringsmedarbejdere – i modsætning til resten af landets lønmodtagere – undtagelsesvist fastsat deres arbejdsforhold ved lov, og toneangivende reformstøtter meddelte derpå via pressen, at nu skulle alle rette ind og ”komme i arbejdstøjet”. Som det både er blevet grundigt dokumenteret og direkte indrømmet af centrale aktører, skete alt dette under ret lyssky forhold (Mathiasen 2017).

I perioden fra 2013 til 2016 stod den læringsrevolutionære orden ganske stærkt. Strategien var her at true enhver kritik til tavshed og desuden politisk stå fast på, at man aldrig nogensinde vil acceptere fremkomsten af hverken en fri lærerstand eller en fri befolkning (de to ting er nøje forbundne, og ethvert tilløb hertil skulle derfor slås ned). Nu skulle vi have målstyret læring, digitalisering, kontrol og styring! Undervisningsminister Christine Antorini betegnede - med terminologi lånt fra maoismen - selv perioden som en "kulturrevolution". I helt samme ånd formulerede DPU`s nuværende institutleder, den reformbegejstrede Claus Holm, en lignende opfattelse på poetisk vis: ”For omtrent 160 år siden formulerede Karl Marx forestillingen om en rig individualitet som det kommunistiske samfunds individideal. I dag får forestillingen relevans.” (Holm 2015)

Stor var skuffelsen da også i de læringsrevolutionære miljøer, da den skolekyndige og reformkritiske politiker Merete Riisager blev gjort til undervisningsminister i efteråret 2016. Især dagbladet Politiken gik helt i panik, men rystelserne kunne også mærkes i Skolelederforeningen og andre revolutionære fora. Den nye ministers første Sorø-møde handlede om dannelse – netop det ord, som direktør Per B, Christensen og professor Jens Rasmussen ellers tidligere forsøgte at få helt ud af læreruddannelsen, der som bekendt blev reformeret som optakt til folkeskolereformen (Christensen et al. 2012). Riisager talte også varmt om rigtige lærere og rigtig undervisning, og fik hurtigt gennemført forsøgsordning med kortere skoledage og en lempelse af målstyringstvangen. Lyse toner begyndte derpå også at lyde fra forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind, der pludselig ville have mere ånd på de danske universiteter, og endda også godt kunne tænke sig et nyt filosofikum. Uroen begyndte at brede sig i læringsrevolutionære kredse: Skulle Danmark nu ikke alligevel være en toptunet konkurrencestat, befolket af postmarxistiske individer, der fra start til slut er formet af statens økonomiske strategier? Og hvad med læringsuligheden? Hvad med de fæle, hurtiglæsende kinesere, der snart kommer og tager vores jobs? Hvad med den "spændende og varierede skoledag", der på målstyret vis løfter alle børn et helt læringsår? Hvad med alle de dejlige 21st century skills?

Tøbruddet i 2016 kunne hurtigt mærkes over det ganske land. Der blev i tiden herefter indgået lokalaftaler med lærerne i mange kommuner, de mest ”omstillingsparate” mellemledere begyndte at bruge ord som dannelse og undervisning igen, og Lyngby-Taarbæk kommune trak sig fra et storstilet A.P.-Møller-projekt fra skolereformens dage. Svend Brinkmann, der forinden havde modtaget Rosenkjær-prisen, fik stor offentlig gennemslagskraft, Lene Tanggaard blev sat i spidsen for revisionen af de fælles mål for folkeskolen, og en ny forening for åndsfrihed blev stiftet med Grundtvigianeren Ingrid Ank i spidsen. Alle vegne piblede lyset frem.

Årene 2016 til 2018 har bestemt skabt håb og grund til optimisme. Uden tvivl. Dog har det hele tiden stået klart, at de mest læringsrevolutionære ideologer og mellemledere blot har ventet på den næste socialdemokratiske regering af Corydonsk støbning – også selv om reformhelten Bjarne selv har søgte andre græsgange (først McKinsey, derpå dagbladet Børsen). Man vil have styringsdagsordenen tilbage! Og det kan kun gå for langsomt.

Nu er den længe ventede 2018-overenskomst for lærerne så endelig blevet landet. Det var her, at Danmarks lærere for alvor skulle vende tilbage til skolen, det var her, de igen skulle blive til lærere i stedet for læringsmedarbejdere. Det var nu, det skulle ske! Hvordan gik det så? Jo, de ”normaliserede undtagelsesansatte” i vores folkeskoler er stadig umælende læringsmedarbejdere, men nu skal de og deres fagforening til gengæld være venner med KL – på KL´s og Lov 409`s præmisser. Lærerne fik nogle pæne lønstigninger, og en kommission, hvor førnævnte Per B. Christensen skal lede undersøgelsen af lærernes arbejdstid. Tilsyneladende er der behov for at finde ud af, om den i indledningen beskrevne proces har heldige eller uheldige konsekvenser for skolens virke? Christensen er selv tidligere læringsrevolutionær arbejdergiver på området, og er kendt som en ihærdig reformstøtte. Næstved Kommune, hvor han tidligere var direktør, er tilsvarende kendt for mange kulturombrydende omorganiseringer, et stærkt fokus på synlig læring og for vistnok at være den første kommune, der i stillingsopslag brugte betegnelsen ”læringsmedarbejder” om de mennesker, der har deres virke på en skole.

Det bliver spændende at se, om de menige lærere stemmer ja eller nej til det indgåede overenskomstforlig. Hov, nej, det gør det egentlig ikke! Enhver fornuftig lærer vil naturligvis stemme nej, for forliget vil jo i praksis medføre, at læringsrevolutionen vil blive stadfæstet, og de seneste års tøbrud vil ebbe ud i ingenting. Modsat bør enhver fornuftig læringsmedarbejder stemme ja i troen på, at der trods alt bare er tale om et normaliseret lønarbejde, ligesom skolereformen rummer rigtig mange spændende muligheder, og ingen får noget ud af at have nej-hatten på.

Der er ingen tvivl om, at et ja vil være det mest bekvemme: Bedre løn, medindflydelse, ro og regelmæssighed. DLF kan komme ind i KL-varmen, og læringsmedarbejderne kan over for den øvrige fagbevægelse blive brugt som eksemplet på, hvor rare KL og Moderniseringsstyrelsen er ved ellers historisk genstridige foreninger, der ender med at falde til patten. Det er ikke for at puste til forventningerne, men jeg tror bestemt, at ja-linjen ad åre kan føre til nogle virkelig gode lønforhøjelser og ordninger for alle DLF-medlemmer.

Lige så sikkert er det, at et nej er nødvendigt for at redde folkeskolen. KL er overordnet stadig en læringsrevolutionær organisation, og især valget af Per B. Christensen som kommissionsformand er en klar pejling af, hvilken vej, der vil blive fulgt. I kulissen venter endvidere en kommende socialdemokratisk undervisningsminister (måske Antorini??), samt en hær af djøfiserede konsulenter og mellemledere, der i et par år har samlet kræfter til en ny tur i manegen. Hvis lærerne efter en kommisionsproces accepterer at agere som rene læringsmedarbejdere, er folkeskolen uigenkaldeligt tabt. Og dermed har vi alle tabt, hele Danmark. Når man er rigtig lærer, er man det ikke for en egens skyld, man påtager sig et virke af kærlighed til kulturen og mennesket. En læringsmedarbejder arbejder i sagens natur blot med læring for at få et udkomme til dagen og vejen.

Så: Det bliver spændende at se om DLF er en forening for lærere eller læringsmedarbejdere.

Litteratur:

Antorini om "kulturrevolutionen" på skoleområdet: https://www.mm.dk/artikel/forandring-kommer-blaa

Christensen, Per B. & Rasmussen, Jens et al. (2012): Deregulering og internationalisering. Evaluering og anbefalinger om læreruddannelsen af 2006. Kbh.: Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte for Følgegruppen for ny læreruddannelse.

Holm, Claus (2015): ”Den rige personlighed er livsduelighed”. I: Linder, Anne (red): Livsduelighedens pædagogik – faglige pointer til den relationsprofessionelle. Frederikshavn: Dafolo, s. 179-196.

Mathiasen, Anders-Peter (2017): Søren og Mette i benlås. Kbh: Politikens Forlag

Mårtensson, Brian Degn (2015): Konkurrencestatenspædagogik - en kritik og et alternativ. Aarhus: Aarus Universitetsforlag.