Kristendomskundskab

Typisk eksempel på fællesmål for kristendomskundskab 7.-9.:                                                       Eleven har viden om hovedtræk i verdensreligioner og livsopfattelser

Jeg skal være kristendomskundskabslærer. Eller jeg uddanner mig i hvert fald til det - og jeg synes at det er svært. Her tænker jeg ikke på selve indholdet i faget, som desuden også kan være noget kludret noget. Nej her tænker jeg min undervisningsmetode. Altså mig som underviser. For hvordan bliver jeg en oplyser, uden at være en forkynder? Jeg vil næsten påstå at det er en hver kristendomskundskabslærers værste marreridt, at blive beskyldt for at forkynde.

Men hvordan skal jeg så undervise i religionskundskab? (Let's face it, det er heldigvis hvad det er). Hvordan giver jeg den helt basic viden såsom ritualer, tilbedning og levemåde videre, samtidig med at skabe forståelse for bl.a. det åndelige som jo lever i religionen? Jeg tror at det handler om at skabe forståelse. Misforstå mig ej, ikke en forståelse i form af forkyndelse. Men en forståelse for at nogle finder deres ritualer, deres tilbedning og deres levemåde korrekt for dem. Og en forståelse for, at hvis man prøver at forstå, så kan man se værdier i det meste - også selvom det ikke er ens kop te. Jeg skriver bestemt ikke nu, at religionsundervisningen ikke bør indeholde oplysning om helt basic viden. Jeg siger bare at oplysningen ikke må blive på bekostning af undersøgelsen af hvad religion mere er. Om ikke andet må de historiske paralleller, som jo kan findes mellem nogle religioner, vidne om at der er så meget mere historisk kulturel solidaritet og sammenhæng, end de fleste aner. 

Alt i alt handler mit lille opråb om, at de her komptencemål for kristendomskundskab er en smule naive, uopdaterede og forsimplede.  Det må derfor være os, som religionsundervisere, som skal omfavne dette uskrevne ansvar.