Zionisme og kristendomskundskab

Kristendomskundskab er både et dannelses- og kulturfag i folkeskolen.

Kristendomskundskab skal ifølge bekendtgørelse sørge for, at eleverne tilegner sig viden og færdigheder, der gør dem i stand til at forstå og forholde sig til den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre.

Folkeskolen skal også forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre samt gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer.

Kristendomskundskab er et fag, som helt naturligt skal beskæftige sig med Zion og zionisme, hvis eleverne skal være oplyste om baggrunden for kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde, den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom.

Faget kristendomskundskab fokuserer i dag meget på det første af fire kompetenceområder; nemlig livsfilosofi og etik. Bibelske fortællinger og viden om bibelens historie og konkrete fortællinger forsømmes.

Således lærer man fx ikke meget om Israels geografi eller om, hvad Zion er for noget.

Det er et meget svært emne og problem nu om dage, hvor der udspiller sig en grufuld krig i Mellemøsten, mellem palæstinensere og israelere.

Alle tager stilling og forholder sig selvfølgelig til billeder og beretninger fra kampene, hvor det ofte også går ud over børn og gamle på begge sider.

Det er derfor ærgerligt, at nutidens unge ikke ved noget om fx Zionismens lange historie og baggrund.

Ikke fordi det skal bruges som en undskyldning for Israels bosættelser og krig mod Hamas/ palæstinserne.

Men for at eleverne som kommende samfundsborger kan vide, at det ikke er en helt ny historie, og at landområdet Israel/Palæstina har en lang og mere end 2000 års historie bag sig med konflikt, krige, besættelse og undertrykkelse.

Ja, man kan faktisk kun gå galt i byen, hvis man begynder at argumentere for, hvem der har ret til hvad og hvilke landområder.

Det er kun ærgerligt, hvis netop forkerte og diskutable fortællinger bruges til at provokere modparten til andre historier. Alt sammen noget, der kun forlænger og forstærker konflikten, Grøfterne graves netop kun dybere med upræcise oplysninger.

Derfor bør elever, når de forlader folkeskolen, vide, hvad Zion og zionisme er. Det er noget de faktisk helt automatisk får med, hvis de lærer noget om Biblens baggrund, historie og geografi.

Fx kunne man jo starte med at høre om Kong David. Han er som bekendt ifølge bibelen fra Betlehem og bliver konge i Jerusalem.

Første gang ordet "Zion" nævnes i Bibelen, er i 2. Samuel 5:7: "Men David indtog klippeborgen Zion, det samme som Davidsbyen." Altså var Zion oprindeligt navnet for den gamle, jebusitiske fæstning i byen Jerusalem. Zion kom til at stå for ikke blot fæstningen, men også for byen, hvori fæstningen stod. Efter David indtager "Zions fæstning," blev Zion kaldt for "Davids by" (1. Kong. 8:1; 1. Krønike 11:5; 2. Krønike 5:2).

Eleverne kan også, når de hører og lærer om Israel lære, at det latinske navn ”Palæstina” går sprogligt tilbage til det græske ord for ”filister”. Filistrenes landområde omkring Gaza har dog aldrig heddet Palæstina, hverken da de selv var herrer i området eller senere i græsk tid. Navnet Palæstina er udelukkende skabt af romerne i et forsøg på at svække den jødiske tilknytning til landet efter år 70 e Kr.

Alle elever har hørt om Holocaust, men måske ikke om baggrunden for Holocaust. Det forhold at jøder i Europa i århundreder havde været udsat for forfølgelser.

I slutningen af 1800 tallet starter to ungarske jøder, Theodor Herzl og Max Nordau på baggrund af den antizionisme, de personligt havde været udsat for i 1897 den første Zionistkongres i Basel med henblik på at få støtte til bosættelser og på sigt eget land i det tyrkiske osmanniske Palæstina.

Især Dreyfus-affæren og Pogromerne i Rusland i 1880’erne satte gang i zionismen og ikke mindst Dreyfus-affæren i Frankrig i 1894, hvor en fransk-jødisk officer blev uskyldigt dømt for spionage og anklaget for højforræderi, havde medført en bølge af antisemitisme i hele Europa. Dreyfus affæren er fint beskrevet i Émile Zola: ”Jeg Anklager…!

Jødernes ellers så trygge og lovende situation havde fået et alvorligt knæk, og selv de mest assimilationslystne jøder begyndte så småt at hilse tanken om et jødisk hjemland i Palæstina. Den zionistiske bevægelse mødte dog stor modstand blandt Europas ny emanciperede jøder, idet mange i højere grad identificerede sig som franskmænd, tyskere, hollændere, danskere end om jøder med interesse i eget landområde.

204 repræsentanter fra 54 lande deltog i det historiske møde i 1897, hvor Herzl indledte med ordene: ”Vi er her for at lægge Grundstenen til det Hus, der skal beskytte den jødiske nation.”

Herzl skrev senere i sin dagbog: ”Hvad jeg har udrettet i Basel, er Grundlæggelsen af den nye jødiske stat. Hvis jeg sagde dette højt, ville Verden le ad mig. Men om 5 Aar – senest om 50 – vil Verden indse, at jeg havde Ret.”

Hvis man vil prøve at forstå zionismen, kan man læse Max Nordau, en af zionismens grundlæggere og fædre. Nordau forsøgte som mange andre intellektuelle jøder at undgå at være jøde, men had og antisemitisme overbeviste ham om at arbejde sammen med Herzl for Israel.

Alt dette kan man selvfølgelig ikke lære i kristendomskundskabsundervisningen; men man kan have en bedre faglig baggrund for egne synspunkter og holdninger, også når man blander sig på de sociale medier.