BLOG

Empty article - Subtitle

En hyldest til alle jer lærere, som betyder alverdens for børn og unge … og deres fortsatte voksenliv

Lærere er nogle gange netop dén ’betydningsfulde anden’, som kommer til at spille en afgørende rolle for en elev med socialt ulige betingelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Paul Domenick /Flickr.com

Jeg kunne her indlede med at citere K.E. Løgstrup. I stedet linker jeg til Politikens artikel, som indledningsvist skriver, at »Jacob Risgaard er medstifter af webshoppen Coolshop og kendt fra DR-programmet ’Løvens hule’. Men det kunne nemt være gået en anden vej i livet for den succesfulde iværksætter, hvis det ikke havde været for en helt særlig klasselærer.«

De lærere er der uden tvivl mange af – det er bare ikke alle eleverne, der ligesom Jacob Risgaard bliver kendt.

Og dermed er I mange tidligere og nuværende lærere, som aldrig får at vide, hvad I reelt har betydet for særlige elever. Jeg vil tro – og håber – at nogle af jer måske sidenhen møder eller bliver kontaktet af tidligere elever, men mange gange får vi ikke at vide, hvad vi reelt har betydet i et barns eller en ungs liv.

Jeg kom i tanke om at skrive min hyldest til alle jer lærere, fordi jeg selv er blevet kontaktet af en kvinde, som nu er midt i 30’erne. Jeg lærte hende at kende, da hun gik på mellemtrinnet, og jeg var hendes socialrådgiver indtil nogle år efter, at hun var fyldt 18 år.

Det er første gang, jeg har fået at vide, hvordan det er gået et af de børn og unge mennesker, som jeg har haft kontakt med - i mine 22 år som socialrådgiver på børn og ungeområdet. Hvilket er naturligt, når jeg netop ikke er en lærer eller en anden fagperson, som har den daglige eller ugentlige kontakt med børnene og de unge. Men det gjorde virkelig indtryk på mig, at jeg med min ’sparsomme’ indsats og kontakt har betydet så meget for, hvor Emma (som hun ikke hedder i virkeligheden) er i sit liv i dag. Dette blogindlæg er skrevet med accept fra Emma, og hun har læst og godkendt indholdet.

Emma skrev i sin henvendelse til mig på Facebook (en besked jeg var tæt på at slette, fordi Emma havde ændret sit fornavn en smule):

”Hej Camilla Jeg håber du har det godt ♥ Jeg har tænkt så meget på dig. Håber virkelig du kan huske mig for du har været sådan en stor del af mit liv og en af de få mennesker der virkelig har været der for mig.”

Emma skriver videre, at hun gerne vil vise mig, at hun er kommet godt videre, så jeg kan se, at ”det du gør til daglig virkelig betyder og hjælper dem der har det svært”.

”Du var min engel”, afslutter Emma.

Husk på, at I med jeres daglige tilstedeværelse kan betyde endnu mere i børn og unges liv!

Jeg tror, at jeg mest af alt har betydet noget for Emma, fordi jeg igennem alle årene kunne se alle hendes kvaliteter, så bagom hendes ’eskapader’ (som Jacob Risgaards lærer beskriver det i Politikens artikel), og jeg troede på, at Emma, blot i kraft af den person hun var, ville klare sig. Og det gjorde hun …

Så jeg vil alligevel her til slut trække på K.E. Løgstrups vise ord:

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt (…) Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej."

Uanset; så er det din fortjeneste Emma, at du lykkedes!!!