At være ikke-delebarnet i en delebarns-familie

Min datter beskrev i blogindlægget ”Min mor og far bor sammen, men jeg er OGSÅ delebarn …”, hvordan hun i dagligdagen oplever at være det barn, som bliver ladt tilbage, når hendes storebrødre tager hjem til deres ”andre” forældre.

Det er ikke altid nemt for min datter, hvilket tydeligt fremgår af hendes beskrivelse!

Men tænk engang; som skolesocialrådgiver hører jeg faktisk aldrig lærere eller elever fortælle om det savn, som også andre, end min datter, må opleve – når de er barnet i familien, som kun har ét hjem. Hænger det mon sammen med, at ikke-delebørnenes situation betragtes som gunstig? For de er jo så privilegerede, at de bor sammen med begge deres forældre.

… Men de bor jo ikke sammen med deres halvsøskende og/eller bonussøskende hele tiden …

Der er skrevet en del om, at børn i forbindelse med deres forældres brud splittes op og savner hinanden. Men ikke-delebørnene nævnes ikke i den sammenhæng.

Hvornår kan vi give ikke-delebørnene mulighed for at fortælle, hvordan det er at være barnet i familien, som kun har ét hjem, når ens halv/bonussøskende flytter ind og ud?

• Når klassen taler om forskellige familiekonstellationer
• Når delebørnene fortæller om jul, fødselsdage og ferier, som er påvirkede af mor og fars skilsmisse
• Når det i øvrigt falder sig naturligt at sige:

”Vi er opmærksomme på, at det kan være svært at være skilsmissebarn. Men vi ved ikke så meget om, hvordan det er at være ikke-skilsmissebarn i en skilsmissefamilie. Så hvordan er det for dig/jer, at …?”

Dermed undgår vi at antage, at det er forbundet med vanskeligheder at være ikke-delebarnet. Vi skal jo ikke skabe problemer, som reelt ikke er til stede. Samtidig er det rart for børn at få mulighed for at udtrykke sig om tanker og følelser, som de troede, de var alene om. Hvilket jo netop var tilfældet for min datter: ”Jeg føler mig som den eneste i hele universet som har to brødre der er skilt.”

Hvad kan være en støtte i ikke-delebarnets dagligdag?

Jeg ville ønske, jeg kunne linke til et par artikler eller andet relevant. Men jeg er ikke lykkedes med at finde noget, og som sagt hører jeg ikke om udfordringer for ikke-delebørnene på skolerne. Så her er mine helt egne bud og erfaringer – primært til forældre:

• Forbered barnet på, hvornår dets søskende skal hjem til sine ”andre” forældre. Selv om skiftedagen ligger fast, husker ikke-delebarnet ikke nødvendigvis, hvornår det er.  

• Lav en kalender med visuelt overblik over, hvornår barnets søskende er hvor. Så er der endnu større chance for, at skiftedagen ikke kommer uventet.  

• Ændringer i samværet er særligt vigtige at huske på! Forbered både i god tid og mind løbende om, hvornår barnets søskende ikke er hjemme som vanligt.  

• Udforsk sammen med barnet hvad der hjælper, når barnet savner sine søskende. Læs eventuelt eksempler på enkle spørgsmål, som er indsat i blogindlægget ”Delebørn har opskriften på, hvad de har brug for”.  

• Måske hjælper Face Time, telefonopkald og anden kontakt både på savn og med at bevare børnenes forbindelse i de perioder, de ikke bor under samme tag.  

• Ritualer forud for skiftedag og ved genforening kan på mange måder være en støtte for barnet. Det er for eksempel hyggeligt at sidde med hele familien og tale om mulige planer for den kommende weekend/uge – både inden ”afsked” og ved ”gensyn” med barnets søskende.  

• Hvis barnet eksempelvis ønsker færre legeaftaler, når dets søskende er hjemme, skal barnets ønske om ekstra tid med sine søskende måske imødekommes. (Hvis det ikke er i konflikt med delebørnenes behov.)  

• Hvis det lader sig gøre, kan det være en fordel at ”låne” barnets søskende fra deres ”andre ” forældre, når barnet skal spille skuespil i skolen, har fødselsdag og lignende.  

• Nogle børn er formentligt misundelige på deres søskendes ekstra rejser og gaver i forbindelse med dobbelt op af ferier, fødselsdage og jul: Sørg for at hygge med barnet og gør lidt særligt ud af den uge, hvor barnets søskende er ude at rejse eller er til spændende arrangementer. Og tal med barnet om forskellene på ferier og gaver: Hvorfor det hænger sådan sammen, fordele og ulemper – for både barnet og barnets søskende.

Der er selvfølgelig en grund til, at jeg ikke har hørt andre end min datter give udtryk for sine tanker og savn af sine brødre, når de ikke er hos os. Jeg sammenligner bestemt ikke ikke-delebørns vilkår med delebørnenes vilkår, som er forbundet med større grad af udfordringer. Men måske vi i et eller andet omfang alligevel overser ikke-delebørnene …  

Kommenter og skriv meget gerne, hvis I har forslag og tanker!