Man vælger ikke selv, om man vil være mønsterbryder

Jeg voksede op langt ude på landet med en psykisk syg mor, der sov det meste af tiden. Hun kunne ikke arbejde, hun kunne end ikke passe sit eget hus.

I 19 år boede vi sammen, uden hun på noget tidspunkt modtog hjælp og støtte fra det offentlige. Jo piller, penge og diagnoser fik hun. Men psykologhjælp, rådgivning, coaching eller lidt støtte i at opfostre sine børn, så hun aldrig noget til.

Min far forsvandt, da jeg var to år gammel, og min mor fandt en anden mand, som ikke var Guds bedste barn. Han drak og slog med hårde genstande.

Jeg delte værelse med hans søn. Vi betragtede os selv som brødre. Jeg tror, at vores fælles opvækst i kaos bandt os sammen på trods af, at vi ikke deler blod.

Hverken ham eller jeg blev spået nogen lys fremtid. Alle statistikkerne påviste – det gør de desværre fortsat – at børn som os med stor sandsynlighed ville følge i vores forældres fodspor.

Spådommen gik ikke i opfyldelse for mit vedkommende: I dag er jeg lærer, har mit eget hus, en skøn kone og en lille datter. Så godt gik det desværre ikke min bror, som i dag bor i et beskyttet hjem, han ikke tør bevæge sig ud af. Hans horoskop var lagt i statistikkerne.

Vælger ikke selv

Som voksen spekulerer jeg stadig på, hvorfor jeg klarede den, og han ikke gjorde. Ét står helt klart: Det handler på ingen måde om, at min bror ikke gad eller var doven. Tværtimod. Han ville da også gerne have været mønsterbryder. Men han havde ikke kræfterne til at vriste sig fri af fortiden.

Fænomenet mønsterbryder er kendt fra socialvidenskaben, hvor psykologerne bruger termen til at beskrive personer, som har brudt med deres negative sociale arv. At blive mønsterbryder er ikke noget, der er alle forundt, det er almen viden i disse kredse. Det er en meget krævende proces, som nogen aldrig vil kunne gennemgå. De er simpelthen ikke stærke nok.

Forudsætningen for mønsterbrud er, at man er heldig at have en vis portion medfødte kvalifikationer. Man kan f.eks. ikke tage en uddannelse, hvis ens IQ ikke rækker til det.

Jeg kunne nemt følge med i skolen, fordi jeg var heldig at have evnerne til at lære. Det havde min bror ikke.

Men grundstenen til mit mønsterbrud blev lagt længe inden skolen begyndte. Det skete, da jeg var helt lille, inden jeg overhovedet blev klar over, at jeg voksede op i en socialt belastet familie. De første to år, boede jeg med min rigtige far og min mor. En far, som havde gode ressourcer, og kunne hjælpe og støtte min mor i at passe mig som helt spæd. Min brors to første leveår foregik under helt andre omstændigheder. Og vi ved i dag, at de første leveår i barnets liv er afgørende for dets videre udvikling.

Vi ved også, at hvis et barn vokser op under socialt belastede forhold, bliver ressourcepersoner afgørende for, hvordan barnet klarer sig. Igen var der stor forskel på min brors familie og min. Jeg havde adgang til langt flere ressourcepersoner.

De mennesker, som bliver mønsterbrydere kæmper hårdt, ingen tvivl om det, og deres indsats er bemærkelsesværdig. Men deres kræfter kommer ikke alene fra dem selv.

Folkeskolen er central

At blive mønsterbryder kræver, foruden den individuelle styrke, at samfundet er indstillet på at hjælpe og støtte én. Her er folkeskolen en vigtig brik. Som lærer, møder jeg dagligt børn, der er i gang med at bryde deres negative sociale arv.

Jeg ved, at hvis det skal lykkes, så kræver det en stor, stærk folkeskole, som befolkning og politikere bakker op om. I folkeskolen ser vi børnene hver dag, og vi kæmper deres sag. Her oplever barnet at være en del af samfundet på lige fod med alle andre. En del af ét stort fællesskab. Her sidder det ved siden af ressourcestærke børn, som det kan knytte bånd og livslange venskaber til. Her møder det tryghed og en fast ramme, som vil være konstant igennem hele dets opvækst, i modsætning til hvad hjemmet kan tilbyde.

Folkeskolen har i årtier gjort en gigantisk indsats i forhold til at løfte de svageste, men i dag bevæger vi os i den forkerte retning. De ressourcestærke børn og familiers flugt fra folkeskolen er bare en del af den onde spiral, som betyder, at det i fremtiden bliver endnu sværere at være mønsterbryder. Karakterkravene til de gymnasiale uddannelser er en anden.

Man må forstå at det folkeskolen kan i forhold til at binde bånd i mellem mennesker fra alle samfundslag både er unikt og uvurderligt.

Eliten vil ikke forstå

Statistikkerne indikerer også, at det er blevet sværere at være mønsterbryder end for bare få år siden, for uligheden vokser i Danmark. Den politik, som regeringen lægger op til, vil skubbe yderligere på den udvikling. De planlægger skattelettelser, der reelt finansieres af forringelser i velfærden.

Regeringen og støttepartierne synes at mene, at det er godt for vores land, at uligheden vokser. Det er som om, man tror, at alle kan bryde med den sociale arv, hvis bare de tager sig sammen.

Hvis det var så enkelt at blive mønsterbryder, hvorfor har vi så ikke langt flere? Personligt vil jeg i hvert fald ikke tilbage, hvor jeg kommer fra. Jeg er lykkelig over at være nået så langt. Mon ikke alle andre i samme situation har det lige sådan. Mon ikke min bror gerne ville have den følelse? Han er ulykkelig. Jeg misunder ham ikke, heller ikke når jeg skal på arbejde mandag morgen, og han ikke skal.  

Men jeg tror desværre, at eliten i Danmark undervurderer, hvor svært det er at bryde mønstre, man har arvet fra sine forældre, fordi de aldrig selv har mærket det på egen krop. Gabet mellem Taberdanmark og Christiansborg er blevet så stort, at politikkerne ikke har nogen anelse om, hvor mange børn, der faktisk vokser op under problematiske forhold. De ser dem slet ikke. Derfor har de ikke skrupler over at føre politik, som skaber endnu mere ulighed.

Jeg oplever også, at de partier, som ønsker større ulighed i Danmark misbruger begrebet mønsterbyder. De prædiker den amerikanske drøm, i håb om at legalisere deres foretagende. Når nogen rejser sig, kan alle! lyder budskabet.

Det er farligt for Danmark, hvis vi bygger vores samfund på ideen om, at alle kan bryde fri af den negative sociale arv, hvis blot de gider. Så lad os nu droppe retorikken om, at folk, det ikke lykkes for, er dovne. Lad os hellere indrømme kompleksiteten og være realistiske. Det er ikke alle, der har kræfterne til at bryde fri, og hvad vil vi så gøre med dem? Politikerne har ansvaret for at give et fornuftigt svar på det spørgsmål.

Vi bærer arven fra vores forældre, og den vil have indflydelse på os, uanset hvordan vi bærer os ad. Jeg kæmper stadig, og er på ingen måde brudt helt fri. Det gør jeg nok aldrig. Men jeg har lært at klare mig. Eller jeg har måske altid kunnet klare mig?

Det er måske i virkeligheden forskellen på min bror og jeg. At vi ikke deler blod.

(Info: Billedet er ikke min bror og jeg - Indlægget er en kronik i Information 22/12 2016)