Jans frikvarter
Blog
At være indskolingslærer betyder, at man har sin egen fanklub
I et læserbrev blev der for nylig efterlyst lærere til indskolingen. Det pågældende skolebestyrelsesmedlem konstaterede, at det var svært at tiltrække lærere til indskolingen. Og det kan jeg godt forstå. Det er hårdt at arbejde i indskolingen. Af samme grund valgte jeg at skifte væk fra min gamle arbejdsplads. Der var brug for nye impulser.
Mødet i butikken
For nylig mødte jeg en af mine gamle elever. Han stod i butikken sammen med sine forældre. Forsigtigt gik jeg hen bag ham og sagde: ”Hej Niels”. Han vente sig om og kikkede overraskende på mig. Da overraskelsen fortrak, fik jeg et overraskende og intenst kram. Selv om Niels går i 4. klasse, så kan han sagtens uddele krammere til lærere han ikke har set i 11 mdr.
Når andre skummer fløden
På min gamle skole var der lærere, som i sjov spurgte, hvorfor de skulle skifte væk fra mellemtrinnet? Nu havde indskolingslærerne lært børnene at sidde stille. Indskolingslærerne havde fundet de børn, som havde brug for ekstra støtte. Og de børn, som ikke hører til i en almindelig klasse, var oftest videresendt blevet videresendt. Når eleverne kommer på mellemtrinnet, så er de blevet gjort skoleklar – opdraget! Det blev sagt med et glimt i øjet. Men der var alligevel gemt en sandhed i drillerierne.
Mandagsbørn
Forleden sad jeg med en god kollega. Vi var, rent mentalt, slået hjem i ludo. Begge havde vi haft en intens dag i vores klasser. Hun oplevede, hvordan en elev nægtede, at lave sine opgaver. I frustration kastede eleven ting efter hende. En reaktion, som fjernede lærerens fokus for de resterende elevers læring. Det handlede kun om at få den pågældende elev på ret køl igen.
Jeg selv, var blevet udfordret på min tålmodighed. ”Tydelige rammer” var pludselig blevet til en maratondisciplin i en af mine klasser. Den samme kommando blev nævnt igen og igen. I alle former for nuancer. Kommandoerne mødte børnene i variationerne anerkendende tilgang, mindre anerkendende tilgang og mindre pædagogisk tilgang. Børnene var bare ikke klar til undervisning den mandag. Så vi nåede kun det halve, at det jeg havde planlagt. Nogle dage opleves meget udfordrende. Og det var en af de dage.
Gode indskolingslærere – hvad kan de?
Gode indskolingslærere er robuste, tålmodige og tydelige i deres rammer. De er nødt til at være overdrevne tydelige for at ramme hele klassen. Men også ekstrem rummelig og kunne se den enkelte elev, der hvor han/hun er. Og det gælder uanset, om man har en dreng med uforløste diagnoser eller den stille pige, som allerede er i gang med næste års matematik. Det skal rummes blandt alle eleverne, som er i gang med at lære at gå i skole. En af mine tosprogede elever, som ikke kunne finde det rigtige ord, mente, at jeg var en ond lærer. En ond lærer, som kunne lege sjove lege med eleverne i frikvarteret og samtidig synes, at alle børn er superfantastiske. Der var både alvor og smil i hendes øjne, da hun sagde det. Hun mente, at det var gode kvaliteter for en lærer. I virkeligheden mente hun, at jeg var god til at være striks og hen ad vejen, lette på kravene, når der var plads til det.
Niels, fra før, synes det er svært at gå i 4. klasse. Som moderen udtrykte det, så savner Niels anerkendelsen fra indskolingstiden. ”Vi ved godt, at det er svært at have Niels. Men vi savner, at man også ser alt det gode i ham. Og vi ved, at det kan være en udfordring for lærerne, når de har rigtig mange elever i klassen og samtidig stiller krav til læring!”
Hvorfor skal man være indskolingslærer?
Min motivation for at arbejde i indskolingen ligger i barnets umiddelbarhed. Barnets evne til at udtrykke glæde over den mindste ting. Barnets uskyldighed i den enkelte oplevelse eller opgave. Den møder jeg, hver dag. Hver morgen er der en super glad hilsen fra min egen personlige fan-klub. Uanset om det er den ene eller anden klasse jeg går ind i. Jeg er, i alt beskedenhed, en meget vigtig person for mine elever. I hverdagen er jeg deres Superman. På den lange bane, er jeg med til at hjælpe dem ud i samfundet, mens jeg, på den korte bane, hjælper børnene til at få en god skolegang. Når jeg vinker farvel til dem efter 3. klasse, så kan jeg se, at jeg har været med til at gøre en forskel. En gang i mellem, så er jeg så heldig at møde en dreng som Niels, som så kan fortælle, hvor stor en betydning man har haft på hans skolegang.
