Jans frikvarter
Blog
Ensomt at være syg over en længere periode
I går var årsdagen for, at jeg fik min lugte- og smagssans tilbage. Jeg husker stadig glæden, da jeg smagte varm salt leverpostej, som var suppleret med bacon imens duften af søde pandekager fra cafeen på modsatte side ramte mig. Det var et sansebombedemant for både næse og tunge. Lige der, opdagede jeg, hvor stor betydning, sanser har for en god madoplevelse.
Her 16 måneder efter, er jeg udfordret af en muskelsygdom, som hedder myopati. Det er en sygdom, som jeg har erhvervet pga. corona. Oven i smerter mine håndled. Mine fingrer er trætte, leddene i fingrene er svage og hævet. Oven i hyler mine ører pga. tinnitus. Jeg er begyndt at få huller i min hukommelse. Det kan bedst sammenlignes med, at man kommer tilbage fra sommerferien og skal ”genetablere” navne på nogle af de elever, man har glemt i sommerferien.
Den følelse af, at jeg godt kan navnet, men skal grave dybt efter det er frustrerende. I stedet for navne, er det aftaler, navne på begreber, elever, kollegaer og andre småting, som er glemt. Tidligere kunne jeg grave navnene frem. I dag kan jeg ikke finde navnet. Senest, var det navnet på min kones arbejdsplads, der var væk. Den del er lidt foruroligende.
Jeg fik ret hurtigt anerkendt min senfølge som en arbejdsskade. Arbejdsskadestyrelsen gav en tilbagemelding om, at jeg ville få besked om mit videre forløb i Maj måned 2022. Den er blevet skubbet til Juli, hvor jeg den 29.7 kan konstatere, at intet er sket. Jeg har fået lavet en §56, hvilket betyder, at jeg kan gå til/fra arbejde, når senfølgerne fylder for meget.
Ud over, at melde ind på "mitsygefravær.dk", bliver jeg også jævnligt kontaktet af kommunen. ”Hej jan. Vi skal have fundet ud af, hvordan vi får dig tilbage på arbejdsmarkedet igen!” En underlig besked, da jeg mener, at jeg er på arbejdsmarkedet. Min brøde har været, at jeg har været deltidssygemeldt en måned. 2 dage om ugen, har jeg været hjemme, så jeg har kunne være på arbejdet, de andre dage. Musklerne har været ekset, stive eller trætte pga. genoptræning.
Ud over at have dårlig samvittighed over for børnene, forældrene og mine kollegaer, så har jeg været bekymret for, alt det papirnusseri, som åbenbart følger med fra min bopælskommune.
Andre som er værre stillet end mig, har udtalt, at hvis man ikke er syg, så bliver man det, når jobcenteret kommer ind over. Den lille flig, jeg har haft med kommunen at gøre, giver mig en forståelse for, denne udtalelse. Jeg står lidt alene med min sygdom. Heldigvis er jeg blevet mødt med en god forståelse fra min arbejdsgiver.
Men systemet giver mig en oplevelse af, at der ikke rigtig sker noget, samtidig med, at der stilles nogle krav andre steder fra. Den del føles ensomt og bekymrende. Det står som en kontrast til den smitteeksponering, som lærerne blev udsat for, hvor begrundelsen nærmest var, at inden for skolens matrikel smitter børn ikke.
Jeg håber ikke, at I andre bliver ramt med covid senfølger. Det er ensomt og svært at forstå for andre. Af samme grund er jeg lidt bekymret for de kommende måneder. For mig, er covid meget mere end en influenza. Det eneste jeg kan trøste mig med er, at vi nu har mulighed for at blive vaccineret. Det fandtes ikke, dengang jeg blev smittet.
