Jans frikvarter
Blog
Paradigmeskift i skoleverden
Et paradigmeskift er et skift i tænkemåde eller et skift fra et paradigme til et andet. Med anmeldelse af Niels Egelund og 3 andre forskere til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed blæser der måske nye vinde omkring folkeskolen
Foto: Ryan McGuire
En gang i mellem må man bare erkende sit nederlag og overgiver sig. Den her time, var en af dem. Jeg havde tabt hele klassen på gulvet, i en ellers velforberedt og godt kørende matematiktime. Pludselig og uden varsel hang halvdelen af 1. klasse i vindueskammene uden at jeg kunne få dem ned. De skreg og var uden for pædagogisk rækkevidde. Ikke fordi de var uopdragne. De var bare glade. En klovn fra et cirkus var gået forbi vinduerne med nogle reklameplakater under armen. Ungerne havde luret, at han skulle over i SFOén. Og jeg kunne simpelthen ikke vinde deres opmærksomhed tilbage.
Pludselig var klassen rømmet. En elev havde fået en god ide. Han vendte sig om mod mig og spurgte forventningsfuldt, om de måtte gå over i SFO’en. Efter et opgivende positivt svar var klassen tom. For ikke at lade pædagogerne i stikken, gik jeg hen mod SFOén. I skolegården mødte jeg nogle 3. klasses elever. Desperate og med frygt i øjnene var de på flugt. De var på vej væk i høj fart og med høje skrig. De havde mødt en ”killer klovn” på deres vej. Sådan kan man opleve flere paradigmeskift i løbet af kort tid.
Et andet skifte er Keld Skovmand forhåbentlig på vej med. Keld har set klovnene og deres ageren i folkeskolen. I hvert fald har han anmeldt dem til nævnet for videnskabelig uredelighed.
Skoleverden har været ramt af målstyring i alt for lang tid. 3000 læringsmål gav anledning til dyb frustration for den enkelte lærer og elev. 500.000 elever skulle pludselig bevidstgøres om, hvilke læringsmål der skulle arbejdes med. Målene var skåret helt ned i detaljen og fremkom tragikomisk i den enkelte lærers øjne. Overvej, hvor mange læringsmål en enkelt lærer skulle redegøre for, hvis hun havde 4 klasser på et enkelt år.
Måske er både Niels Egelund, Lars Qvortrup, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christiansen endelig på vej ud af undervisningsministeriet måde at tænke læring på. Måske kan ministeret endelig se, hvor dårligt baggrundsarbejde, der ligger til grund for reformen. Pragmatisk har det i hvert fald ikke været. Og hvis det viser sig, at forskerne har lavet plagiater, citatfuskeri og fejlagtige gengivelser af kilder eller forskningsresultater, så står vi med en rigtig grim sag. I sidste ende lykkedes det, med hjælp fra Antorini, at skabe en stat, som pludselig kunne overvåge alt læring på alle landets folkeskoler.
Den nye reform gav mange flere undervisningstimer, mindre forberedelse og absurd mange mål. Mål som lærerne skulle understrege og fortælle om gennem årsplaner og opsætte visuelt i klassen. Mål som skulle vise, hvor eleverne var og skulle bevæge sig hed. Selv om mange af målene efterfølgende er gjort frivillige, så ligger de stadig i de nationale tests. Så helt sluppet for målene er eleverne ikke. Lærere og elever møder også tankegangen på de digitale platforme, hvor eleverne skal bevidstgøres om, hvad de ikke kunne før og hvad de efterfølgende har lært.
Forhåbentlig kan selv socialdemokratiet forstå, hvor undergravende et fundament, deres forståelse af læring, har skabt i folkeskolen. Det kunne være fantastisk, hvis Annette Lind (Antorinis arvtager??) og hendes partikammerater kunne indse, at ideologier ikke hører til i folkeskolen. Tænk, hvis der kunne skabes en fælles konsensus med lærerne, for at få lavet en folkeskole som også virker pragmatisk i hverdagen. Hvis det kunne lykkes, så kunne man få "killer-klovnen" helt ud af folkeskolen. Men det kræver, at vi får lukket Cirkus Antorini helt ned.
