Jans frikvarter

Blog

Tanker anno 2021

Som jyde blev jeg udfordret af mine københavnske kollegaer tilbage i 2001. Det var meget farverigt og godt. I dag står jeg som nogle af dem gjorde, og kikker tilbage på de gode gamle dage og mimrer over, hvor godt det var tilbage i 2001. For det var godt, dengang.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pædagogisk tjald

"Jeg savner de dage, hvor lærermøderne emmede af pædagogisk tjald" sagde min kollega.

Året var 2001. Hun gik i hjemmestrikket sweater om vinteren og batikfarvede tøj om sommeren. En kontrast til min sirlige jyske påklædning. Lewis cowboy bukser, en matchende trøje samt sorte Ecco sko.

Jans frikvarter

Lærer og meningsdanner. Arbejder i indskolingen, hvor matematik og idræt fylder rigtig meget. Idræt er hjertefaget. Men matematikundervisningen ligger også under huden og kribler. Jeg elsker at prøve at forstå elevernes udfordringer med matematikken og samtidig gøre faget så forståelig og konkret som muligt for det enkelte barn. For mig er idræt bare en magisk verden. Som jeg er nødt til at dele med børnene. Jeg er indskolingslærer pga. børnenes umiddelbarhed og ligefremhed. Ingen er mere begejstrede og fantastiske til at udfylde livsglæde end indskolingsbørn. Mit yndlingsmotto er: ”Længe leve barndommen”. Og netop i undervisningen præsenterer børnene barndommen for mig, når jeg mindst venter det. Og via denne blog håber jeg at kunne dele nogle af disse oplevelser. Jans frikvarter handler hovedsageligt om børn. Men i og med, at bloggen hedder Jans frikvarter, så kan der komme et enkelt pip om andre ting, hvis NEJ-hatten falder for tungt ned over øjnene. For på vores skole bruger vi også frikvarterne på at læsse af på kollegaerne, hvis der er behov for det.

Hun var en dygtig lærer. Smilende, tillidsfuld og favnende for den enkelte. Jeg vil altid huske hende for sætningen med pædagogisk tjald.

I dag kan jeg også tænke over, om vi måske skulle vi dyrke mere af den pædagogiske tjald. I dag står jeg i det jyske. Oftest i idrætstøj, fordi jeg har et dagligt skema som bestået af 2 timers idrætsaktiviteter.

Gamle dage

En af de ting jeg kan huske fra "gamle dage" er vores idrætstimer. Vi var 3 lærere til vores 3 klasser på årgangen. Det var en god tid. En kollega og jeg var ansvarlige for årsplanen. Sammen fik vi kørt den igennem i forhold til faghæftet for idræt. Tilgangen var, at give alle eleverne en oplevelse ud fra deres forudsætninger. Selvfølgelig var der udfordringer. Men en anden type end i dag. I atletik skulle vi sørge for, at de kom gennem de aktiviteter som faghæftet beskrev, i boldspil en anden type aktiviteter og sådan kom vi igennem de 5 områder, som der var på det tidspunkt.

Vi havde mere plads til at dyrke oplevelserne i faget. Der var mulighed for at give plads til fordybelsen. På en nærmest Grundtvig-Koldsk måde var der tid og rum til at "lege" idræt og opdage fagets herligheder. Vi skulle ikke krydse af, at vi nu havde nået målet "Eleven kan analysere bevægelsesmønstre inden for løb, spring og kast" efter 7. klasse. Med fare for at romantisere de gamle dage, kan jeg huske, at eleverne hvilede mere i sig selv. Også i idræt. Også selv om jeg kan huske at min kollega Ernst kunne fortælle, at børnene var nemmere at have med at gøre længere tilbage i tiden.

Selv om alting var bedre i gamle dage, så hvilede børn mere i sig selv tilbage i 2001. Måske kan man give ipads, institutionaliserede børn og manglende opdragelse rigtig meget skyld.

Uddannelse af konkurrencestatens soldater hænger stadig ved

Men sandheden er vel også, at vi har strammet kravene yderligere omkring de børn, som går i skole. Håndværk/design med eksamen efter 8. klasse, pejlemærker og mål, nationale mål og tests, sprogtest i børnehaveklassen, uddannelsesparathed osv. Livets skjorte strammer i dag fra en tidlig alder. Det er svært at forholde sig til, at konkurrencestatens krav om kompetente medarbejdere starter allerede i folkeskolen. Et ønske om øget effektivitet har udfordret læringsplanerne og ikke mindst eleverne.

Måske kunne det være, at vi skulle overveje at gå lidt i den anden retning. Det ligger ikke i børns natur at blive motiveret af en national test, ej heller om man i idræt kan "samtale om den fysiske aktivitets betydning for en sund livsstil" efter 5. klasse.

"Jan, det var godt nok en lækker matematikopgave, du gav mig!" (Dreng, 9 år)

Der er ingen tvivl om, at vi har mange påvirkninger gennem ydre motivation. Men den måde vi ønsker at movitere på, kan påvirke deres selvbillede. Hvis vi vænner vores børn til, at alle deres handlinger skal vurderes, bedømmes, måles eller vejes, så vil det få konsekvenser for deres selvbillede. Og det ser vi allerede i dag gennem instagram, facebook osv.

Jeg kunne godt ønske mig, at vi gav børnene lidt mere "fri" fra bedømmelserne. Og i stedet gav dem mulighed for at fordybe sig endnu mere i en ting end de gør i dag. Blot for at give dem en indre tilfredsstillelse eller nydelse, som fordybelse kan give. 

Tænk, hvis vi slap for prøver i idræt, håndværk og design og andre praktisk musiske fag. I stedet kunne man give en udtalelse omkring deres arbejdsindsats. Arbejdsindsatsen burde være mere værdsat end om man lige kan "analysere normer og værdier i idrætskulturen" efter 7. klasse. I bund og grund ville det være dejligt, hvis folkeskolen gav plads til mere af den indre motivation og mindre af den ydre motivation. For den ydre, den styrer totalt folkeskolens elever. Og den udstilles, hver gang OECD udgiver en ny rangliste omkring læring.

Måske, vi som lærere, skulle overveje vores egne rolle i det her. Og måske, vores undervisningsminister burde overveje, hvor vigtig de forskellige prøver er. Herunder "Håndværk og design" midt i en coronatid.