Jans frikvarter
Blog
Når senfølger skubber til ens identitet
Jeg blev ramt af corona sidste forår. Efterfølgende har jeg været meget udfordret af senfølger. I bloggen vil jeg prøve at fortælle lidt om mine oplevelser. Ikke for at man skal få ondt af mig. Men for at give et indblik i, hvad senfølger er. Senfølger er et ukendt land - men helt sikkert anerkendt i sundhedssystemet. Jeg tror, at vi er nogle stykker, som kæmper med at komme oven på efter corona.
Jeg har passeret årsdagen for min corona. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den sygdom skulle få så stor indvirken på mit liv. Inden jeg blev smittet, var jeg meget aktiv. Romaskine hver anden eller tredje dag i minimum 30 min, en rimelig god kondi og travlt med 11 idrætstimer på skoleskemaet.
I min fritid var jeg afsted 4 gange om ugen som elitetræner for en fodboldklub. I de få huller, som var tilbage, blev tiden brugt som instruktør for nye fodboldtrænere rundt omkring i Jylland.
Jeg havde læst, at man skulle starte langsomt op efter corona. Jeg valgte som noget af det første at gå en strækning rundt om, hvor jeg bor. Gåturen blev på ca. 600 meter. Undervejs måtte jeg tage 2 siddepauser på bænke undervejs. Oplevelsen var overraskende og skræmmende. Ca. 40 minutter med åndenød og ekstrem træthed. Det var som at løbe de sidste 2 km på en halvmarathon, hvor man ikke var i form. I stedet for løb, så gik jeg meget langsomt.
Sundhedssektoren
På sundhedssiden har jeg haft en læge, som har mødt min udfordring med stor hjælp. Hun har været god til at sende mig forskellige steder hen.
Ud over genoptræningsforløb hos to fysioterapeuter og en ergoterapeut, har hun sørget for, at en anden læge stak nåle med strøm ind i mine muskler. En tredje læge ringede til mig og fortalte mig, at det ikke var ALS. Men en form for muskelsvind. En fjerde læge var ikke sikker på, at det var corona relateret i første omgang. I anden omgang var hun dog helt sikker på, at det netop var corona relateret. Jeg var, i mellemtiden, blevet til en samtale på en lægekonference med forskellige professorer. På den baggrund blev jeg taget med i et medicinsk forsøg for folk med muskelsygdomme.
Den samme læge var lidt mere positiv i anden omgang. Der var mange som mig, fik jeg at vide. Men i modsætning til første samtale, nedtonede hun håbet for, at jeg kunne komme tilbage i samme gamle stand, som før jeg blev syg med corona.
En femte læge stak en nål dybt ind i mit lår to gange og trak muskelvæv ud af mig. Den bedste læge var dog stadig den første. Hun var god til at lytte og sende mig rundt i systemet. Sidst vi mødtes, sluttede hun mødet af med, at fortælle at der stadig var håb for mig. Hun begrundede det med, at der forskes meget i senfølger og fortsat ville blive det. På trods af alle de ting, som jeg er blevet udsat for i sundhedssystemet, så betød det noget, da hun gav mig et klem på armen og ønskede mig god bedring, inden hun sendte mig ud. Det var noget af det mest menneskelige jeg havde mødt på min vej i sundhedssystemet.
I dag er mit liv fyldt med kontraster.
To møder på samme dag. Første møde var med ergoterapeuten, som tilbød mig hjælpemidler fra hjælpemiddelcentralen. Hun nævnte selv en ”bispestol”, som er en form for en høj rollator. Den kunne jeg gå rundt med i klassen og støtte albuerne på. Senere samme dag, sad jeg til et nyt møde. Denne gang i fodboldklubben. Her blev blandt andet diskuteret, hvordan vi kunne optimere processerne, så vi kunne gøre miljøet bedre for vores landsholdsspillere.
Min uge, uden for hjemmet, er delt i tre. Arbejde, genoptræning og fodbold. Det mest underlige er, når jeg starter min undervisning med indskolingsbørn i 1. eller 2. klasse for dernæst at tage til genoptræning. Jeg træner i et varmvandsbassin sammen med folk, som er +70 år. Jeg føler mig pludselig meget gammel.
Hvor er jeg på vej hen?
Min identitet har ændret sig i faser. Jeg er gået fra en meget aktiv person til en person, der har indstillet sig på, at håndtere udfordringerne, som de kommer. Jeg har til dels accepteret, at sådan ser det ud lige nu. Jeg har forsøgt at hvile i min situation og gribe udfordringen.
Det, der er svært, er når jeg ser en trænerkollega eller idrætslærer udfører en simpel øvelse. Det gør ondt at tænke på, at jeg ikke selv kan vise så simple øvelser, som et knæløft. Jeg er i en proces, hvor jeg skal lære at acceptere, at min identitet ikke længere er den aktive person, som var god til at lære andre nye former for bevægelser. Nu er jeg blot idrætslæreren, som kikker på. Og kan helt sikkert ikke længere genkende mig selv i min gamle identitet.
Jeg har ikke helt accepteret, at jeg ikke kan træne konditionstræning. Musklerne vil ikke. De gange, hvor jeg har forsøgt, har lungerne meldt sig i koret med mine muskler og bedt mig om at lade være. Ikke fordi, at jeg ikke kan trække vejret. Men jeg får en følelse af en ”knudeform” sætter sig i min venstre lunge. Det er svært at være ramt af covidrelateret myopati. Jeg glæder mig til, at jeg bliver rask igen.
En gang i mellem tænker jeg på, om jeg kunne have undgået smitten. Lærere og pædagoger var blandt dem, som ikke måtte bruge værnsmidler på trods af, at de gik mellem mange mennesker. Jeg husker stadig utrygheden og de mange modsatrettede regler i hverdagen med børnene. Det håber jeg, at man vil tage hensyn til, når erstatningssagerne en gang gøres op.
