Jans frikvarter
Blog
Jeg bliver så træt af alt den snak om at bevægelse fremmer læring.
Som indskolingslærer bemærker jeg ofte meget aktivitet. Det sker, at de andre elever har travlt med et gloseløb, staveords tagfat eller noget helt tredje. Der er helt sikkert gang i gode aktiviteter. For energien kan høres ind i vores klasseværelset. Hver gang.
I sommer var jeg på kursus i bevægelse. Det bar præg af et vækkelsesmøde, hvor en enkelt turde stille det kritiske spørgsmål: "Hvad gør man, når man ikke kan fange elevernes koncentration efter aktiviteten?"
Svaret var, at det skulle læreren ikke tænke på. For eleven fik mere ud af aktiviteten læringsmæssigt. Med mig hjem, fik jeg 101 aktivitetskort i en fin æske. Og æsken, den er stadig lige så fin, som den er ny. Næsten helt ubrugt.
Da jeg startede i min klasse, var den meget urolig. Små spirrevipper, som havde svært ved at sidde stille. En oplevelse, som var meget naturlig og forventelig. For eleverne gik i første klasse og koncentrationen hos den enkelte varede kort. De var en udfordrende klasse på tålmodigheden for mange voksne.
Da jeg har idræt som linjefag, er aktiv træner i min fritid og trænerinstruktør i et af de store specialforbund, så ved jeg om nogen, hvor vigtig bevægelse er. Bevægelse er bare ikke ensbetydende med, at den hellige grav er velforvaret, når den laves. I min optik sikrer den ikke bedre læring. Den kan sikre meget andet. Men ikke bedre læring i min optik. Jeg bliver så ærgerlig, når folk fortæller, at bevægelse giver bedre læring. Min erfaring er, at god trivsel giver bedre læring. Og bevægelse kan virke, som et forstyrrende element i den kontekst.
Rammerne for eleverne skal være tydelige. En klar og tydelig klasseledelse udfordres, når der er smil, glæde og forbrug af energi. Ikke i ”nuet”. Men bagefter. Det tager tid at ”lande” efter en leg. Og selv om jeg er tydelig i mine krav, så går der oftest et par minutter inden børnene er klar til at komme videre efter aktiviteten.
Har man elever med særlige behov, så er det heller ikke sikkert, at det er et af de behov, som står øverst på deres liste. Der er mange impulser at forholde sig til. Mine elever går nu i anden klasse. De sidder pænt på deres pladser og arbejder rigtig godt. De har 4 moduler om ugen med idræt. Skemalagt med 90 min pr. gang. Så de er sikret mere end de 45 minutters bevægelse om dagen, 4 dage om ugen. Det sker, at der er en voksen fraværende fra klassen. Feedbacken fra vikaren er oftest meget positiv. ”Hvor er de flittige og rare!” Hånden på hjertet. De er flittige og rare fordi de har mødt en tydelig klasseledelse. Ikke pga. de 45 min. bevægelse gennem skoledagen.
Mine elever kan godt blive trætte. De kan også godt give udtryk for det. Måske ikke altid verbalt. Men, der findes mange forskellige tegn på den manglende koncentration. Nogen begynder at kikke ud i luften. Andre forstyrrer og andre igen får pludselig behov for et ekstra toiletbesøg . De forskellige signaler, som jeg møder gennem eleverne, fortæller mig, at vi skal ud at lege. Vi kalder aktiviteten en ”lufter”. Og i stedet for, at jeg styrer legen, så slipper jeg eleverne ”fri”. De leger selv. At sætte eleven fri til leg er verdens bedste aktivitet. Når de kommer glade ind, så er de allerede parate til at lære mere.
Måske, hvis jeg skal undervise i 9. klasse, kan prøve udfordringen "at hoppe en 2. grads ligning". Det kan være, at den form for bevægelse, er mere menigsfuldt i udskolingen.
