Jans frikvarter
Blog
Sporskifte med aftryk
Her er en beskrivelse af min sidste arbejdsuge på min gamle skole. Jeg havde bedt om at løse vikartimer i stedet for at være hjælp for mine afløsere. I situationen gav det mest mening for alle. Og i vikartimerne gav det mulighed for at se nogle ting, man ikke reflektere over i dagligdagen.
Den sidste uge har jeg været så privilegeret, at være vikar på min skole. Min nu forhenværende arbejdsplads.
Det gav ikke mening, at jeg skulle fortsætte i eget skema, fordi jeg snart skulle skifte arbejdsplads. Derfor blev jeg, efter eget ønske, vikar. Igennem vikartimerne, fik jeg, meget belejligt, lov til at besøge de klasser jeg har haft gennem de 7 år, som jeg har været på skolen.
Jeg mødte 12-tals pigen i 8.klasse, som spurgte om hjælp til et matematikstykke. Jeg vidste at hun kunne stykket. Jeg svarede med et smil, hvorefter hun sagde: ”Du tror, at jeg er lige så klog som en blondine!?” Jeg svarede: ”Nej, selv om det er 5 år siden jeg havde dig til matematik, så er du stadig den samme pige, som i 3. klasse. Du er stadig dygtig!”
Matematiklæreren, som også var i klassen, sagde efterfølgende, at jeg havde været heldig med at have elevene i indskolingen. Den besked var der flere af elevene som fangede med stor tilfredshed. Jeg mødte også min sidste matematikklasse, som jeg har haft gennem de sidste tre år. Her var eleverne vokset i sommerferien, både fysisk og mentalt. Der var kommet mere ro over dem og det gav mig ro i sindet at vide, at de var kommet godt i gang. Og selv om, at de havde skiftet klasseværelse, så havde vi stadig den samme ping-pong som tidligere.
Det specielle, ved at komme rundt i klasserne, var oplevelsen at komme ind i en nyt stemningsrum. Der var forskel på de to 8. klasser stemningsmæssigt. Og det samme kunne jeg sige om de andre klasser jeg skulle undervise i. Det var tydeligt at mærke, at lærernes personlighed havde været med til at præge klasserne. Jeg lærte i vikartimerne, at når nogen træder ind i en klasse, så træder de ind i et rum, hvor en lærer har sat sit aftryk. Nogle sætter store aftryk. Andre små. Andre igen, sætter et stort personligt aftryk på relativ kort tid. Alt i symbiose med eleverne. Det var bemærkelsesværdigt interessant.
Min allersidste dag sluttede med mange kram. De sidste blev modtaget eller givet lige uden for mit forberedelsesrum. Lige inden jeg skulle holde weekend. Der stod nogle gamle elever som jeg ikke havde haft i de sidste par år. De skulle lige sige pænt farvel.
På vej væk fra skolen, kørte jeg af sted med et stort smil. Jeg har haft nogle fantastiske elever og kollegaer. Jeg håber at få lov til at sætte lige så store aftryk på min kommende arbejdsplads, som jeg kunne se, at mine kollegaer har gjort på min gamle skole.
