Jans frikvarter

Jans frikvarter

Blog

Fritidsreflektion

Der er håb. Og nogle gange er det givende at se hele barnets hverdag. Ikke kun, hvordan de håndtere at sidde bag et skolebord i løbet af en skoledag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om man har diagnoser kan man sagtens være succesfuld i sit liv.

En af mine gode venner har en diagnose. Og jeg har altid værdsat ham for hans mange ideer og hans energi. Opgaven var tidligere at styre hans spontanitet, når vi arbejdede sammen, men samtidig give plads til hans mange ideer. Kemien og selskabet var altid godt. I dag kan der gå halve år inden vi snakker sammen i telefon. Men når vi gør, så snakker vi sammen i lang tid. Jeg har aldrig forbundet hans væsen med ADHD.

En hverdags oplevelse til reflektion

Jans frikvarter

Lærer og meningsdanner. Arbejder i indskolingen, hvor matematik og idræt fylder rigtig meget. Idræt er hjertefaget. Men matematikundervisningen ligger også under huden og kribler. Jeg elsker at prøve at forstå elevernes udfordringer med matematikken og samtidig gøre faget så forståelig og konkret som muligt for det enkelte barn. For mig er idræt bare en magisk verden. Som jeg er nødt til at dele med børnene. Jeg er indskolingslærer pga. børnenes umiddelbarhed og ligefremhed. Ingen er mere begejstrede og fantastiske til at udfylde livsglæde end indskolingsbørn. Mit yndlingsmotto er: ”Længe leve barndommen”. Og netop i undervisningen præsenterer børnene barndommen for mig, når jeg mindst venter det. Og via denne blog håber jeg at kunne dele nogle af disse oplevelser. Jans frikvarter handler hovedsageligt om børn. Men i og med, at bloggen hedder Jans frikvarter, så kan der komme et enkelt pip om andre ting, hvis NEJ-hatten falder for tungt ned over øjnene. For på vores skole bruger vi også frikvarterne på at læsse af på kollegaerne, hvis der er behov for det.

Jeg stod med en vis spænding og betragtede disse fodboldspillere. Det var et handicaphold, bestående af udviklingshæmmede og unge mennesker med forskellige diagnoser. Og lige netop i dag, skulle jeg være træner for dem alle. Og jeg var helt uforberedt på gruppen.

Belært af min tid som folkeskolelærer ved jeg, hvad der kan ske, når et barn ikke magter en ramme, som det bliver sat i. Jeg har set og mærket på egen krop, hvad der kan ske, når et barn bliver udad reagerende. Og det har gjort ondt på mig i mere end en forstand.

Og det var det, som jeg havde i baghovedet, da jeg stod parat med kegler, bolde og veste. Spillerne kikkede alle tilbage på mig med respekt og spænding. For der var kommet en udefra, som skulle forestå en træning med dem.

Selve træningen forløb godt. Det var ligesom at træne andre børn. De var måske mere kantede og udtryktsfrie i deres væsen. Og de afspejlede en livsglæde, som var smittende for alle. På intet tidspunkt var der konflikter. Det var spillere, som gik til den fodboldmæssigt og havde en kort vej til smil og latter. Og selv om udfordringerne for nogen var store, så blev der gået til den med krum hals. Alle var accepteret for, hvad de kunne.

Efter træningen fik jeg en snak med trænerne, som fortalte, at der stort set aldrig var konflikter. Både spillere og trænere havde til gengæld en masse gode oplevelser. De mente selv, at hemmeligheden lå i, at alle vidste, at hverdagen i almindelighed kunne være svær, men når man trådte ind over kridtstregen, så handlede det om at være fri for de besnærende bånd, der måske opleves i skoleverden. Aftalen, indbyrdes mellem spillerne og trænerne, var at man lod problemstillingerne blive uden for kridtstregen. Og det var faktisk lykkedes.

Da jeg tog hjem fra træningen var jeg opløftet. Reflekterende over, at min gode ven havde fået succes i sit eget liv. Så stor, at jeg ikke så hans diagnose. Samtidig så viste en stor gruppe drenge mig, at skolelæreren ser eleven i skoletiden og ikke det hele menneske, som også har en hverdag, der går ud over skoletiden. Drengene viste mig, at der findes en verden, hvor alle kan lykkes, hvis rammerne er til det. Tak for det.

Powered by Labrador CMS