Jans frikvarter
Blog
Lærertanker i en coronatid
Mette Frederiksen har åbnet op for, at 0- til 5. klasse kan begynde at gå i skole igen. Er vi klar til det? For mig ligger der både faglige og personlige overvejelser bag. Og jeg er bekymret.
Men stor forventning satte jeg mig foran fjernsynet for at høre, hvilke planer Mette havde til den gradvise åbning af samfundet. Til min store overraskelse og herefter oplevelsen af at blive ramt af modsatrettede følelser, da det var de små klasser, som skulle starte den forsigtige genåbning af samfundet.
Jeg skulle have været på arbejde alligevel. I følge skolens vagtplan, skulle jeg været en del af nødpasningen. Det havde jeg selvfølgelig indrettet mig efter og faktisk også glædet mig til. Jeg vidste i forvejen, at der ikke var mange børn i nødpasningen, hvilket igen har betydet, at vi har kunnet indrette forskellige sikkerhedsforanstaltninger og rum til læring for børnene. Så selv om, at vi lever i en tid, som kan virke uoverskuelig, så kunne vi skabe nogle små zoner, hvor vi kunne skabe et trygt rum i nødpasningen.
I går sprang bomben så. Børn op til 5. klasse skal starte i skole igen. Begrundelsen lød, at forældrene skulle have arbejdsro hjemme. Selvfølgelig forstod statsministeren godt, at der kunne være en bekymring for smitte mellem børn og voksne. Så undervisningen skal så vidt muligt være udeundervisning. Skal undervisningen være inde, så skal der være så meget afstand mellem hver person, som muligt. Rengøringen skal herefter afhjælpe smitterisikoen. Der skal være mere rengøring. For hygiejnen skal være i top.
Her bliver jeg noget bekymret. De første tanker jeg gør mig er, at rundt omkring i landets kommuner har man været særdeles dygtig til at spare på skolernes rengøring. Men måske, det ændrer sig fremadrettet. Måske bliver gulvene igen helt lyse! Det næste jeg kommer til at tænke på, er at vi har en del ældre kollegaer på skolerne. Kan de eller jeg tåle, at blive ramt af co-vid 19? Andre er i risikogruppen eller gift med en, som er i den gruppe. Hvad gør vi med dem? Må de blive hjemme?
Til aller sidst savnede jeg en klar udmelding fra statsministeren. Hvorfor ikke være ærlig? Vi lever i en tid, som er helt anderledes end den vi kendte for kort tid siden. Hvorfor ikke bare sige til skolerne: "Jeres primære opgave er, at passe børnene! Sørg for at passe på dem og jer selv! Vi har en økonomi, som vi skal have gang i. Vi har en stor forventning til, at I skaber et miljø, som er trygt for børn og voksne!"
Jeg har ikke noget imod at udvise samfundssind. Jeg vil gerne hjælpe samfundets forældre. Men vær nu ærlig og skab præmissen, som gør, at jeg som samfundsborger kan hjælpe. At sætte skolen ind med begrundelsen for at lære, er at skabe et rum for pseudolæring. Måske tager jeg fejl. Det håber jeg. Måske bliver jeg klogere på tirsdag, når jeg møder ind til nødpasning. Måske kan jeg faktisk lave undervisning ude i skolegården. Men tillad mig, at være bekymret. Vi bliver mange samlet. Og tanken ligger der hele tiden. Er det sundhedsmæssigt forsvarligt. Den bekymring forsvinder ikke i løbet af påsken.
God påske.
