Jans frikvarter

Jans frikvarter

Blog

Tilbageblikket fra år 2060

For 40 år siden, kunne man hygge sig på en anden måde i ungdomsklubben. Man kunne skyde med luftbøsse. Og var man en god skytte, kunne man vinde en ekstra præmie. En cigaret. En politisk ukorrekthed, som ikke var gået i dag! Hvad vil man undres over, om vores skolepolitik, om 40 år?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Trækken på skuldrene af tiden efter Corydons reform

Vil man til den tid undres over, hvorfor man ikke hørte efter lærerne? Vil man spørge sig selv om, hvorfor børn og unge mennesker, skulle presses til en skoledag til kl. 15.00 flere dage om ugen? Argumentet i folkemunde var plausibelt nok. Jo flere skoletimer et barn har, jo mere læring må det opnå. Det var sådan politikerne tænkte, da de ændrede børnenes hverdag. Der skulle hældes mere viden på den enkelte. På den måde, var vores børn blevet et vigtigt produkt for vores vidensamfund, som igen ville gøre, at vi kunne konkurrere med omverden. Man valgte med den beslutning, ikke at høre på lærernes oplevelser og erfaring. Lærerne var reduceret til en produktionsmedarbejder, som skulle hælde viden på den enkelte elev og lave effektmål på den enkelte elev via læringsmål allerede fra 1. klasse. I politikernes iver efter at hælde viden på eleven, hørte de ikke, hvad lærerne fortalte, om elevernes skoledag.

Den sidste time på dagen var for eleven oftest helt uproduktivt. De kæmpede på det mentale plan for at lære. Men trætheden havde suget alt kraft ud af hovedet på eleven, som en tør svamp, som suger vand op. Politikerne argumenterede imod, ved at sige, at det var lærernes skyld. Der skulle blot mere bevægelse og spændende undervisning til. Selv i 2060, vil Antorinis citat om slagtning af geder, blive husket. Med et stort skuldertræk, måske. 

Jans frikvarter

Lærer og meningsdanner. Arbejder i indskolingen, hvor matematik og idræt fylder rigtig meget. Idræt er hjertefaget. Men matematikundervisningen ligger også under huden og kribler. Jeg elsker at prøve at forstå elevernes udfordringer med matematikken og samtidig gøre faget så forståelig og konkret som muligt for det enkelte barn. For mig er idræt bare en magisk verden. Som jeg er nødt til at dele med børnene. Jeg er indskolingslærer pga. børnenes umiddelbarhed og ligefremhed. Ingen er mere begejstrede og fantastiske til at udfylde livsglæde end indskolingsbørn. Mit yndlingsmotto er: ”Længe leve barndommen”. Og netop i undervisningen præsenterer børnene barndommen for mig, når jeg mindst venter det. Og via denne blog håber jeg at kunne dele nogle af disse oplevelser. Jans frikvarter handler hovedsageligt om børn. Men i og med, at bloggen hedder Jans frikvarter, så kan der komme et enkelt pip om andre ting, hvis NEJ-hatten falder for tungt ned over øjnene. For på vores skole bruger vi også frikvarterne på at læsse af på kollegaerne, hvis der er behov for det.

Mere viden i grundskolen som et pseudogymnasium

Det virkede som om, at vores gymnasieuddannelse blev ført ind i vores grunduddannelse. Pejlemærker, mål, evalueringer og mere faglighed (også unødvendige færdigheder!) blev trukket ned over eleverne. Bare for at underbygge, at børn skulle lære mere. I en tidlig alder, blev børnene ansporet til at læse videre. Det var et paradoks, i og med, at samfundet i samme periode manglede praktiske hænder til at bygge samfundet op – I stedet fik vi flere gymnasieelever. Set i bagspejlet var løsningen på vores manglende hænder mærkelig. Det blev opfindelsen af et nyt praktisk-musisk fag, ”håndværk og design.” Der var ikke noget galt med faget. Men det blev akademiseret med en prøve. En mere nøje gennemgang af de enkelte fag, viste hvordan skolen blev mere akademiseret helt ned i 0. klasse, hvor der blev indført stop-prøver.

Der var mange tests i den periode. Børn blev målt. Politikerne brugte målingerne rent politisk og sat i forhold til resten af verden. Især afsættet, hvor et enkelt tv-program, sammenlignede den danske folkeskole med en elitær skole i Kina, rystede politikerne. Politikere brugte efterfølgende programmet til at sætte en politisk dagsorden. Her blev det tydeligt, at skolepolitikken havde afsæt i konkurrencestatens rødder fremfor børnene og de unge mennesker.

Coronaen – en skelsættende mulighed

Måske vil man også kikke tilbage på den skelsættende periode, hvor coronaen ramte folkeskolen. Lige der forsvandt sygefraværet fra klasseværelserne. Der var bedre trivsel hos den enkelte og børn, gik rundt med sænkede skuldre. Forventningspresset var for en periode væk. Små klasser, korte arbejdsdage og en bedre relation mellem lærere og elever var udslagsgivende for, at man kom igennem pandemien uden større bekymringer. Og det vidste sig, at fagligheden forblev intakt.

Set i det store lys var det bemærkelsesværdigt, for i samme periode var der mange unge mennesker som led under udbrændthed og lavt selvværd. Deres identitet var bundet op på, hvilke karakterer de fik og hvilke muligheder det gav senere i livet. Igen blev det forstærket af samfundets krav. De unge mennesker skulle hurtigst muligt igennem en uddannelse, samtidig med, at det blev forventet, at man kun fik en chance. Dette blev der heldigvis blødt lidt op for. Men det ændrede ikke de problemer mange år frem, hvor mange unge mennesker knækkede nakken. Men meget symptomatisk, så blev coronatiden blot en parantes i dansk skolehistorie. Man undlod at lære at erfaringerne. Rent politisk konstaterede man tørt, at der ikke var økonomi til det. I virkeligheden handlede det mere om vilje. Men argumentet om den dyreste folkeskole i verden gjorde sig stadig gældende.

Et vigtigt spørgsmål

Set i bagklogsskabens klare lys, så kunne mange ting være undgået i den periode. Den største spørgsmål er, hvorfor inddrog man ikke medarbejderne og deres knowhow? Lærerne havde fingeren på pulsen og vidste, hvor skoen trykkede. Men, ligesom på sundhedsområdet, valgte man ikke at høre på lærerne, som kunne se, hvor problemerne var. I stedet valgte politikerne at høre på konsulenter og professorer, som kunne lave store overskrifter uden at forholde sig til, om det var praktisk muligt. Det var ærgerligt. For var lærerne blev inddraget, så havde udviklingen de næste 40 år frem, set mere lys ud. Desværre blev folkeskolen allerede tidligt udfordret på lærermangel, nedskæringer og lav anseelse for alle andre end de parter, som var i folkeskolen. En krise som var startskuddet til de mange privatskoler, som findes nu.

Powered by Labrador CMS