Jans frikvarter

Jans frikvarter

Blog

Er jeg stadig indebrændt?

Før ferien fik jeg en hård medfart fra en socialdemokrat. Det gav anledning til nogle tanker om manglende forståelse for min oplevelser i 2013. Jeg oplevede også at blive irriteret over kommentaren "I skylder os stadig en månedsløn!" Det var bare i den anden grøft. Er jeg stadig indebrændt?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har det stadig svært med 2013. Svært, fordi jeg til dels blev udelukket fra mit arbejde. Svært, fordi jeg til dels fik læst og påskrevet, at jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok. Det var nok det sidste som gjorde mest ondt. ”Lærere bør ikke klage over, at de har et halvtidsjob og lang sommerferie – de laver alligevel ikke en skid.”

På min skole var vi blevet advaret om situationens alvor i god tid. Som jeg husker det, kom oplysningerne allerede sidst i oktober året før. Vores tillidsmand havde fået til opgave, at fortælle, at noget var i gærde. En slags drejebog om KLs planer (endda måske i samarbejde med finansministeriet) fortalte, at vi kunne risikere en faglig kamp.

Kampen kom. Michael Ziegler orkestreret af Bjarne Corydon bankede lærerne godt og grundigt på plads. Ingen lærere var i tvivl om, hvad der skete under forløbet. Vi var blevet advaret. Vi blev sat op i tid for at kunne finansiere en skolereform, som ikke virkede. 6 år efter bliver jeg stadig træt af politikerne, som udtaler sig om forløbet. Især det at blive mødt af anerkendende politikere, som giver udtryk for, at det var et uskønt forløb. Men, som også er dygtige til at sige, nu er det tid til at kikke fremad og genskabe tilliden til lærerne. (Jeg synes det mere handler om at opnå tillid fra lærerne!)

Jans frikvarter

Lærer og meningsdanner. Arbejder i indskolingen, hvor matematik og idræt fylder rigtig meget. Idræt er hjertefaget. Men matematikundervisningen ligger også under huden og kribler. Jeg elsker at prøve at forstå elevernes udfordringer med matematikken og samtidig gøre faget så forståelig og konkret som muligt for det enkelte barn. For mig er idræt bare en magisk verden. Som jeg er nødt til at dele med børnene. Jeg er indskolingslærer pga. børnenes umiddelbarhed og ligefremhed. Ingen er mere begejstrede og fantastiske til at udfylde livsglæde end indskolingsbørn. Mit yndlingsmotto er: ”Længe leve barndommen”. Og netop i undervisningen præsenterer børnene barndommen for mig, når jeg mindst venter det. Og via denne blog håber jeg at kunne dele nogle af disse oplevelser. Jans frikvarter handler hovedsageligt om børn. Men i og med, at bloggen hedder Jans frikvarter, så kan der komme et enkelt pip om andre ting, hvis NEJ-hatten falder for tungt ned over øjnene. For på vores skole bruger vi også frikvarterne på at læsse af på kollegaerne, hvis der er behov for det.

De trætter mig, fordi det virker som en sludder for en sladder. Der har endnu ikke været handling bag politikernes ord. Ordene har på den baggrund ikke virket ægte. Bare en rigtig politiker snak. Manglen på autenticitet eller forståelse for forløbet har simpelthen ikke været der fra politikerne. Måske er de i virkeligheden bange for at stikke hånden ned i den hvepserede, de selv har bygget. Jeg ved det ikke.

En anden ting, som irriterer mig, er sætninger som: ”I skylder mig en månedsløn, den kan I starte med at betale tilbage”. Som om, at det scenarie vil ske! Det kommer ikke til at ske. Det er ikke realistisk. Jeg forstår til fulde frustrationen. Jeg var der selv. Og den gjorde ondt. Jeg betalte af på min lånte månedsløn gennem 4 år. Men det ændrer ikke ved sagen om, at vi tabte.

Mine sår fra den faglige kamp ligger ikke i, om jeg blev franarret en månedsløn. Det handler mere om, at jeg blev påduttet mange flere timer i klasserummet, frataget en stor mængde forberedelse samtidig med, at omverden tror, at jeg bliver bedre til at undervise, når jeg pludselig skal være mere på i længere tid med nogle ekstra børn, som er så udfordret, at de har brug for et andet tilbud.

Det gør ondt. Det har ramt både børn og ansatte. Skoleverden er justeret af nogle såkaldte eksperter, som ikke har haft en dagligdag i skolen. Så jo, jeg er stadig bitter. Men tro mig. Ikke på grund af en månedsløn. Argumentet med den manglende månedsløn tror jeg ikke vi får den store forståelse for – det gør vi til gengæld, når vi skitsere problemerne for både børn og ansatte, som vi møder gennem folkeskolereformen. Det ligner, at der er ved at komme en brydningstid. Frem med argumenterne. Og lad være med at ligne den forsmåede ekskæreste, som ikke fik alle pengene med ud af forholdet. Det får vi alligevel ikke noget ud af.

Og politikerne? Det er nu, de kan genskabe tilliden. Hvis de tør. 

Med ønsket om et godt skoleår til jer alle.

Powered by Labrador CMS