Jans frikvarter

Jans frikvarter

Blog

Clouds
Clouds

Går samfundssind begge veje ved en pandemi?

Vi var mange der skulle vise samfundssind og møde ind på arbejdet for at få "hjulene til at køre". Det har haft sine omkostninger. Nu, hvor vi er ude på den anden side, tabte vi nogle af vores medarbejdere på gulvet pga.de senfølger, som coronaen skabte. Skal vi ikke også vise samfundssind overfor de syge medarbejdere? Er det ikke moralsk forkert at stikke dem en fyreseddel fordi, de passede deres arbejde i en krisetid?

Publiceret Senest opdateret

Prøv at tænke dig 18 måneder tilbage. Rask og rørig. På trods af en pandemi, bliver du sendt på arbejde omgivet af mange andre mennesker. Pludselig er du smittet med corona fordi du passede dit arbejde. Coronaen rammer nogle hårdt. Andre mildt. Nogle rammes først bagefter. Alt efter, hvilken arbejdsplads du er på, kan du risikere at blive fyret pga. en sygdom du har fået på din arbejdsplads. Ingen hensyntagen. Blot en fyreseddel.

Selv nærmer jeg mig 1 års dagen for min corona pådragelse. Det var en mild omgang. Desværre har mine selvfølger efterfølgende været en udfordring.

Min hverdag med senfølger
Min AMR kikkede med forundring på mig. Jeg havde med stolthed fortalt hende, hvordan jeg kom gennem arbejdsdagen. ”Jamen Jan, din arbejdsopgave er ikke at planlægge din dag sådan! Din planlægning skal alene handle om, hvordan man underviser. Ikke, hvordan du sparer skridt fra A til B til C…… Heller ikke, hvordan du sparer på din samlede energi, når du er på arbejde.”

Jeg er lidt udfordret i min hverdag. Min ben driller. Jeg har fået tinnitus. Hver morgen minder min vejrtrækning mig om, at jeg har haft corona. Hver gang jeg trækker vejret ind, lyder det som mange små bobler, der brister. Når jeg rejser mig fra min seng, så er det en kamp for at holde benene oppe. De skal lige gåes i gang. Når jeg har været i bad, har jeg et 5 minutters udstrækningsprogram som skal laves. Ellers, så møder jeg dagen med stive ben. Og det kan ses.

En dag, kikkede en kollega bekymret på mig. ”Jan er du ok? Du ser virkelig ud som om, at du koncentrerer dig om at gå”. Det gjorde jeg også. Det var som om, at forsiden af lårmusklerne ikke samarbejde med bagsiden. Jeg havde en ”Hakkende gang”. I mit indre så jeg ”Terminator” gå ned af skolegangen. Løft ben op, skub underben frem, sæt foden i gulv var den rytmiske fornemmelse. Kollegaen fortsatte: ”Du må undskylde, at jeg spørger. Min mor har haft en hjerneblødning. Hun skal tænke over, hvordan man går! Du ser lige så koncentreret ud, som en der skal lære at gå efter en hjerneblødning.

Jans frikvarter

Lærer og meningsdanner. Arbejder i indskolingen, hvor matematik og idræt fylder rigtig meget. Idræt er hjertefaget. Men matematikundervisningen ligger også under huden og kribler. Jeg elsker at prøve at forstå elevernes udfordringer med matematikken og samtidig gøre faget så forståelig og konkret som muligt for det enkelte barn. For mig er idræt bare en magisk verden. Som jeg er nødt til at dele med børnene. Jeg er indskolingslærer pga. børnenes umiddelbarhed og ligefremhed. Ingen er mere begejstrede og fantastiske til at udfylde livsglæde end indskolingsbørn. Mit yndlingsmotto er: ”Længe leve barndommen”. Og netop i undervisningen præsenterer børnene barndommen for mig, når jeg mindst venter det. Og via denne blog håber jeg at kunne dele nogle af disse oplevelser. Jans frikvarter handler hovedsageligt om børn. Men i og med, at bloggen hedder Jans frikvarter, så kan der komme et enkelt pip om andre ting, hvis NEJ-hatten falder for tungt ned over øjnene. For på vores skole bruger vi også frikvarterne på at læsse af på kollegaerne, hvis der er behov for det.

Jeg har nogle forskellige oplevelser med mine ben. Nogle gange, kan jeg have en følelse af, at bounce afsted. Jeg har virkelig gummiben. Andre gange, kan jeg mærke, hvordan bindevævet strammer hårdt om musklerne. Det sværeste er, når benene føles som beton. Virkelig stive og tunge. En enkelt gang faldt jeg bagover fordi min benmuskler ikke kunne holde mig oppe. Jeg var stødt langsomt ind i en ting, som lå på jorden. Normalt er jeg rimelig adræt og kan holde mig oppe. Her faldt jeg, i langsom gengivelse, mod en madras, som jeg havde taget frem i idræt.

Undersøgelsen, ultimo marts
Der stikkes nåle i mine muskler. Herefter sendes der lidt strøm gennem den enkelte muskel, som undersøges. Lægen, som foretager undersøgelsen konstaterer, at mine muskler ikke opfører sig som normalt. Mine muskler fører ikke den mængde strøm igennem, som forventes. Inden han tager sidste nål ud, fortæller han, at her er det endelige bevis for min arbejdsskade. Jeg kunne forvente, at jeg blive kontaktet af dem fra Aarhus (Skejby). De samler på, sådan nogen som mig til forsøg.

2 dage efter modtager jeg en journal, hvor jeg har fået diagnosen myopati. Det er faktisk det eneste, der står. ”Diagnose: Myopati UNS” Samme dag bliver jeg ringet op af en læge, der er tilknyttet det privathospital, som udførte undersøgelsen. Hun havde lige læst min journal. I den forbindelse ville hun fortælle, at de vil indstille mig til muskelbiopsi. Jeg skulle endelig ikke være bange for, at det var ALS! Sygehuset, som har sendt mig til undersøgelse på privathospitalet, vil kontakte mig om det videre forløb.

Ikke alle står lige så godt som mig
Jeg har siden været i kontakt med 1 anden person, som også har fået diagnosen myopati. Hun havde også pådraget sig senfølger, fordi hun var blevet smittet med corona på arbejdet. I dag er hun inde i en afskedigelsesproces pga. sygdommen.

Der findes andre lærere, som har mødt samme udfordring med fyringsseddel til følge. De blev smittet på arbejdet. Efterfølgende blev de fyret fordi, at de havde for mange sygedage pga. senfølger.

Jeg, derimod, er heldig med min ledelse. Min ledelse vil gerne være med i processen og hjælpe mig. Hvis udfordringerne bliver for store, så vil de hjælpe med at fastholde mig. Det krænker min retfærdighedssans, at andre bliver fyret, fordi de er blevet smittet med corona på deres arbejde. Det er ikke i orden. Den håber jeg, at DLF vil gribe og arbejde videre med. Hvordan passer man på medlemmer, som udsættes for en vis smitterisiko og efterfølgende smides væk, når de har været for meget syge?

Pt. er Jeg i en følelsesmæssig limbo. Jeg har mødt udfordringen med oprejst pande. Det går nok! Tanken om, at der er andre, som har det værre end mig, har gjort mig lidt ydmyg i forhold til situationen. Nu er jeg kommet til næste step. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, at have myopati.

Jeg ved kun, at det ikke er ALS. Jeg har hørt fra andre i min situation, at jeg skal indstille mig på, at sygdommen er kronisk. Her en uge efter min diagnose, afventer jeg stadig kontakt fra sygehuset. Min største bekymring ligger både i mit fremtidige arbejdsliv og at skulle afgive min hobby, som er min største passion.

Photo by Fusion Medical Animation on Unsplash
Photo by Fusion Medical Animation on Unsplash

Den uvished fylder selvfølgelig. For andre, som også skal slås med deres usikkerhed om deres arbejdssituation oven i. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

Powered by Labrador CMS