Jans frikvarter

Jans frikvarter

Blog

Når plusopgaver ikke indoktrinerer

Indoktrinering er en svær størrelse. Jeg forstår ikke helt, hvad politikerne snakker om. Måske, fordi jeg ikke har tid til at sætte mig ind i det. Eller også forstår politikerne bare ikke lærerlivet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg sidder sammen med Karl fra 1. klasse. Vi er omgivet af 22 andre elever, som regner løs på nogle ”nemme” matematikopgaver . Inden Karl satte sig op til hjælpebordet, var hele klassen instrueret i, hvordan de allerede kendte opgaver skulle bearbejdes. Jeg viste, forklarede og viste igen, hvor nem opgaven var. Det var en meget lavpraktisk opgave, som hovedparten fangede med det samme.  

Alligevel havnede Karl hos mig, fordi han var udfordret på opgaven. Opgaven handlede om, at man skulle knække nogle plusopgaver. En stang med 10 klodser skulle brækkes i to bunker for at blive talt op i to talbunker og lægges sammen. Eksempelvis 6+4 eller 7+3. Alle observationerne skulle skrives op, som plusopgaver, fordi vi arbejdede med 10’er venner.

Temaet var, hvilket plusopgaver giver 10, så man kunne genkende dem i fremtidige plusopgaver.

Jans frikvarter

Lærer og meningsdanner. Arbejder i indskolingen, hvor matematik og idræt fylder rigtig meget. Idræt er hjertefaget. Men matematikundervisningen ligger også under huden og kribler. Jeg elsker at prøve at forstå elevernes udfordringer med matematikken og samtidig gøre faget så forståelig og konkret som muligt for det enkelte barn. For mig er idræt bare en magisk verden. Som jeg er nødt til at dele med børnene. Jeg er indskolingslærer pga. børnenes umiddelbarhed og ligefremhed. Ingen er mere begejstrede og fantastiske til at udfylde livsglæde end indskolingsbørn. Mit yndlingsmotto er: ”Længe leve barndommen”. Og netop i undervisningen præsenterer børnene barndommen for mig, når jeg mindst venter det. Og via denne blog håber jeg at kunne dele nogle af disse oplevelser. Jans frikvarter handler hovedsageligt om børn. Men i og med, at bloggen hedder Jans frikvarter, så kan der komme et enkelt pip om andre ting, hvis NEJ-hatten falder for tungt ned over øjnene. For på vores skole bruger vi også frikvarterne på at læsse af på kollegaerne, hvis der er behov for det.

Karl var udfordret. Man kunne se, at hans hjerne arbejdede på højtryk. Og processen var svær. For man skulle både brække stangen i to bunker, tælle de to bunker og huske, hvordan tallene så ud for så efterfølgende skrive tallene. En meget lang proces for ham.

Som lærer, valgte jeg at hjælpe ham med strategien. Overfør hele tiden en brik fra den ene bunke til den anden. Håbet var, at han ville opdage systematikken til at få følgende plusstykker: 10+0, 9+1, 8+2 …….. skrevet ned. På et tidspunkt genkender han mønstret for en stund. Han udbryder ivrigt, at det var lige de to tal han tænkte på, inden vi brækkede klodserne i to bunker. Han spørger herefter glad om, hvordan tallet 6 ser ud. Inden jeg når at svare ham, bliver vi afbrudt af en tredje elev, som bare ville høre, om han måtte løse næste sides opgaver. Opgaver, som eleverne endnu ikke var instrueret i, men som han selvfølgelig havde forstået, da de lignede nogle gamle opgaver meget.

Inden jeg når at få svaret, bliver jeg mødt af en vedvarende prikken af den kommende 12 tals pige, fra den anden side. Hun spørger, om hun må gå videre. Begge elever får ja. Tilbage til Karl.

Karl havde selv fået skrevet 6 tallet. Spejlvendt selvfølgelig. Endnu et udtryk for, at der bliver arbejdet på højtryk. Vi arbejder videre og jeg prøver forsigtigt at give slip for ham, så han selv kan løse opgaverne. Det lader til, at han har fanget systematikken i opgaven. Hans sidekammerat, som kom undervejs, spørger til en opgave, som ligner den foregående. I stedet for at plusopgaverne skal give 10, skal de give 11. Han har løst alle 10’er vennerne rigtigt. Men ikke systematisk. Rækkefølgen var meget tilfældig. 10+0, 3+7, 5+5 osv. Men han havde forstået opgaven. Efter en kort forklaring af, hvordan tingene hænger sammen, er han i gang med at løse opgaver, som giver 11. Nu med systematisk tilgang. Og så går det stærkt for ham.

2 andre elever kommer forbi, fordi de gerne vil sidde sammen. De får et ja. Karl er gået i stå og jeg vender tilbage for at hjælpe ham. Igen bliver vi afbrudt. Enten af tvivlende elever, som prøver sig af i den svære kunst, at arbejde selvstændigt.  Eller også af andre elever, som spørger til nye opgaver. De sidste 25 minutter var ved at være gået. Og da jeg kikker rundt i klassen, kan jeg se, at hovedparten af eleverne har løst opgaverne rigtigt.

Karl nåede to opgave rækker. Mens den første dreng, som måtte arbejde videre selv, nåede 6 sider. Jeg blev overrasket over, at tiden løb så stærkt. Mit hoved summede. Jeg var glad for at pausen var på vej. For jeg havde virkelig været på. Den kvikke dreng var glad, Han havde nået 6 sider. Karl var også glad, for han havde forstået og løst opgaven på den første side.

I mit stille sind tænkte jeg på, at Alex Ahrendtsen ikke var lærer. Der var ikke tid til at indoktrinere i denne time. Kun læring. Lige som i de andre fag.

Powered by Labrador CMS