Jans frikvarter
Blog
Fritidsrefleksion
Der er håb. Og nogle gange er det givende at se hele barnets hverdag. Ikke kun, hvordan de håndterer at sidde bag et skolebord i løbet af en skoledag.
Selv om man har diagnoser kan man sagtens være succesfuld i sit liv
En af mine gode venner har en diagnose. Og jeg har altid værdsat ham for hans mange ideer og hans energi. Opgaven var tidligere at styre hans spontanitet, når vi arbejdede sammen, men samtidig give plads til hans mange ideer. Kemien og selskabet var altid godt. I dag kan der gå halve år inden vi snakker sammen i telefon. Men når vi gør, så snakker vi sammen i lang tid. Jeg har aldrig forbundet hans væsen med ADHD.
En hverdags oplevelse til reflektion
Jeg stod med en vis spænding og betragtede disse fodboldspillere. Det var et handicaphold, bestående af udviklingshæmmede og unge mennesker med forskellige diagnoser. Og lige netop i dag, skulle jeg være træner for dem alle. Og jeg var helt uforberedt på gruppen.
Belært af min tid som folkeskolelærer ved jeg, hvad der kan ske, når et barn ikke magter en ramme, som det bliver sat i. Jeg har set og mærket på egen krop, hvad der kan ske, når et barn bliver udad reagerende. Og det har gjort ondt på mig i mere end en forstand.
Og det var det, som jeg havde i baghovedet, da jeg stod parat med kegler, bolde og veste. Spillerne kikkede alle tilbage på mig med respekt og spænding. For der var kommet en udefra, som skulle forestå en træning med dem.
Selve træningen forløb godt. Det var ligesom at træne andre børn. De var måske mere kantede og udtryktsfrie i deres væsen. Og de afspejlede en livsglæde, som var smittende for alle. På intet tidspunkt var der konflikter. Det var spillere, som gik til den fodboldmæssigt og havde en kort vej til smil og latter. Og selv om udfordringerne for nogen var store, så blev der gået til den med krum hals. Alle var accepteret for, hvad de kunne.
Efter træningen fik jeg en snak med trænerne, som fortalte, at der stort set aldrig var konflikter. Både spillere og trænere havde til gengæld en masse gode oplevelser. De mente selv, at hemmeligheden lå i, at alle vidste, at hverdagen i almindelighed kunne være svær, men når man trådte ind over kridtstregen, så handlede det om at være fri for de besnærende bånd, der måske opleves i skoleverden. Aftalen, indbyrdes mellem spillerne og trænerne, var at man lod problemstillingerne blive uden for kridtstregen. Og det var faktisk lykkedes.
Da jeg tog hjem fra træningen var jeg opløftet. Reflekterende over, at min gode ven havde fået succes i sit eget liv. Så stor, at jeg ikke så hans diagnose. Samtidig så viste en stor gruppe drenge mig, at skolelæreren ser eleven i skoletiden og ikke det hele menneske, som også har en hverdag, der går ud over skoletiden. Drengene viste mig, at der findes en verden, hvor alle kan lykkes, hvis rammerne er til det. Tak for det.
