Jans frikvarter
Blog
Klare coronaregler efterlyses
Hvor er vi på vej hen? Det er som om, at vinden er afgørende for, om båden sejler mod nye mål, frem for at vi sætter målet og sejler op imod coronavinden. Hvor er min kaptajn?
Da Mette lukkede samfundet ned i starten af marts, var der ingen der var forberedt på, hvor slemt det stod til. Corona var noget, som skete ude i verden og ikke ved vores gadekær. Heldigvis tog landet godt imod Mettes lederskab, samtidig med, at vi rystede på hovedet af USA's manglende ditto. Vi følte os trygge i Mettes favn.
I dag virker lederskabet mindre klart. Nuvel, corona er på mange måder stadig et ukendt land. Jeg anerkender, at det er godt, at stikke en finger i jorden, og vurdere coronasituationens udvikling. Men ærlig talt. Coronalandkortet er omskifteligt. Fyldt med mange modsatrettede pile. Det synes som om, at Mettes lederskab er forsvundet i et økonomisk fundament styret alene af et enkelt parti med mange forskellige holdninger. Retningslinjerne er diffuse. Ikke alt virker klart og logisk. Den som lavede rutevejledningen var rundtosset den dag, dataerne blev lagt ind i gps landskabet for Coronaland.
Lær af folkeskolen - hvis du tør!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi er nødt til at kikke mod folkeskolen. Det virker som om, at man har fundet et refugium mod corona. I hvert fald virker det sådan, at når man træder ind på en skole, så er man sikret mod corona. For værnsmidlerne er ikke som mange andre steder.
Rengøringsniveauet ligner det gamle. Eneste forskel er, at man også i 0. klasse, selv skal spritte bordene af.
Åbenbart har man stadig den holdning, at unge mennesker ikke bliver syge. De få værnsmidler, som findes, er håndsprit eller håndvask. Men ikke afstand! Det findes kun, hvis der er plads til det i klassen. Heldigvis, så har vi en undervisningsminister, som udviser stor handling og mod.
Et brev blev sendt ud til forældrene. Budskabet her var fornuftigt nok. Hold afstand. Undlad at holde klassefester var et af budskaberne. Et godt billede på, at i skolen er man immun. Og uden for skolen er det farligt. For børn leger på kryds og tværs i skolengården. De sidder tæt i klassen. De har idræt på kryds og tværs af klasserne. Uden hensyn til afstand.
Et andet billede på, at børn ikke bliver ramt er, at når vi skal til svømning med vores 4. klasser. En hel klasse kører afsted uden mundbind. Kun lærer og chauffør skal have mundbind på. Lige netop på de små 4 km frem og tilbage, er chancen for at blive ramt, som voksen stor. Men heldigvis virker det til, at børn er usårlige.
Klare retningslinjer efterlyses
Er situationen dårligere end før 11 marts? Hvorfor har vi så ikke nødundervisning? Spørgsmålene er mange. Retningslinjerne diffuse. Jeg ville ønske, at man kunne lave et regelsæt, som var gældende for alle skoler. Pt. giver tolkningerne på de forskellige regler forskellige restriktioner. Skolernes motionsløb er et godt eksempel. På en skole må klasserne ikke blandes. En anden skole blander rask væk 200 elever med hinanden under et løb. I øvrigt, hvordan er det lige med reglerne for forsamling uden for skolerne, når motionsløbet starter?
Jeg er forvirret. Bekymret og forundret.
Jeg kan godt forstå, at medarbejdere fra undervisningsministeriet ikke turde møde op til en forsamling med lærere. De sagde selv, at de var bekymret for det stigende smittetryk. Men jeg tror, at de var bange for at blive smittet af lærerne. Bare rolig. Folkeskolen er et helle mod corona. Vi smitter ikke. I hvert fald ikke børnene. Lærerne? Jeg er i tvivl. Forvirret?? Jeg er!