Læs mere fra bloggen: Jans Frikvarter
Blog
Når senfølger påvirker arbejdet
Lykken er at være rask. At blive tildelt en §56 kan hjælpe på mange ting. Den gælder i 2 år. Men får man pludselig meget fravær, så bliver man indkaldt til samtale på jobcenteret. Og lige der, så går det op for en, at man ikke står et godt sted i sit arbejdsliv.
Publiceret
Senest opdateret
Jeg ved endnu ikke, om jeg er kronisk syg. Jeg lever med det. Dagen er fyldt ud med trætte ben. Og nogle dage er benene udfordret – enten pga. stive lårmuskler eller det modsatte. Ben som giver efter, som om, at musklerne er lavet af gummi.
De sværeste dage er, når kroppen gør ondt. Det kan være håndled, albueled eller benene. Nogle dage er udfordrende, når jeg har en oplevelse af, at gå rundt med trætte, tilsyrede ben. Der kan jeg ikke så meget. Så har jeg en oplevelse af, at selv en snegl kan overhale mig.
Jeg har netop været inde i en rigtig god periode. Benene har kun været trætte. Da jeg for nyligt var på Århus Universitetshospital, spurgte lægen ind til min ganghastighed. Med tilfredshed, sagde jeg, at den var normalt. Ved siden af, sad min kone. Hun var absolut ikke enig. Jeg går ikke normalt. Jeg går langsommere end andre.
Lige nu, er jeg indstillet til medicinske forsøg, hvor jeg atter skal have taget muskelbiopsier og sendt strøm gennem mine muskler.
Det gøres ved at sætte nåle ca. 1 cm ned i låret. Nålene sender strøm gennem musklerne, som så måles ved en modtagende nål. Ud fra det, kan man bestemme, om musklerne har taget skade. Ved sidste undersøgelse var overlægen meget ekstatisk. Han fortalte, at mine muskler havde taget så meget skade, at jeg med sikkerhed ville kunne få erstatning.
Bureaukratiets flimmer
Jeg har fået tildelt en §56 ordning. Den gør, at jeg med god samvittighed kan melde mig syg, når kroppen melder fra eller, hvis jeg skal til genoptræning eller undersøgelser.
Da jeg gik til genoptræning før sommerferien, oplevede jeg, at kroppen meldte fra. Da jeg gik til genoptræning 2 gange om ugen afsted førte det efterfølgende en sygedag. I samme periode, som jeg gik til genoptræning, blev jeg kontaktet af min kommune. De kunne se, at jeg havde en del sygedage. De ville gerne indkalde mig til samtale, så de kunne sikre, at jeg blev fastholdt i mit arbejde. I min verden var det totalt selvmodsigende. Jeg gik netop til genoptræning for at kunne blive ved med at arbejde.
Efter sommerferien har jeg haft en snak med min læge. En slags status på hele forløbet. Jeg blev bedt om at overveje, om jeg ikke skulle tage en sygedag om ugen for at komme godt i gang. Jeg lærte via min sommerferie, at ingen træning var godt for mig. Det har jeg holdt fast i. Indtil nu, har jeg kun haft trætte ben. Men vejrskiftene har påvirket min ben. De er blevet mere ømme og stivheden i musklerne fylder mere i hverdagen. Så nu overvejer jeg atter situationen omkring brugen af min §56.
Det, som holder mig tilbage er jobcenterets breve via E-boksen. Det virker malplaceret at indkalde mig til samtale for at fastholde mig i mit arbejde på nuværende tidspunkt. Indkaldelserne kommer alene på baggrund af for højt fravær pr. uge. Ikke fordi, at mine muskler melder fra, når jeg gør en indsats for at blive rask igen.
Måske er jeg ved indgangen til jobcenterets dør. Men den er godt nok kommet tidligere end jeg forventede. Og det kapitel føler jeg mig absolut ikke klar til. Og med lidt stressede tanker, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der er lidt sandhed over det, når folk siger om jobcentrene, at hvis ikke du er syg, så skal du nok blive det, når du kommer derind.
Nu er vi på vej mod et efterår og en vinter, hvor vi givetvis rykker sammen igen. Min bror har lige fået konstateret corona for anden gang. Jeg tror desværre ikke, at coronapandemien er slut. Jeg håber, at vi bliver passet endnu bedre på end tidligere, når vi står ude skolerne. For senfølgerne rammer også, selv om man har haft en mild corona for 17 mdr. siden.
Jeg glædes over, at få lov at være med i nogle medicinske forsøg på Skejby. Jeg venter stadig på mengraden fra AES. Den skulle være meldt ud i Juli. Jeg gætter på, at der er en flaskehals et sted. Så der er nok mange igennem systemet.
For mig er corona ikke bare en influenza. Pas på jer selv, når I står ude på skolerne.
