Jans frikvarter
Blog
Nye tanker i en coronatid
Hvad sker der, når skolelederen ringer, for at fortælle, at man er nærkontakt med en CO-VID smittet?
Onsdag er min lange dag. Ud over almindelig undervisning har jeg også mødedag. Så efter skoletid var der møde på teams. Denne onsdag var lidt mere usædvanlig. For jeg skulle også ud og stå på en træningsbane for at vise, andre fodboldtrænere, hvordan man kan lave en sjov forboldtræning i børnenes øjne. Jeg var kørt direkte fra arbejde ud for at sætte kegler op.
Herefter gik jeg på teams og holdt lærermøde i min bil. Mødet sluttede, så jeg kunne gå direkte om og lave træning. Efter træningen, kørte jeg hjem for at spise inden jeg skulle på et nyt teamsmøde med min fodboldklub. Formanden, sportschefen og de andre cheftrænere var en del af mødet. Inden mødets start, kom der en kæk bemærkning om, at jeg havde en frisk udstråling, underforstået, at jeg så træt ud.
Da mødet havde været i gang i mindre en 5 minutter, måtte jeg afbryde det. Min leder ringede og fortalte, at jeg havde været nærkontakt med en co-vid smittet. Heldigvis havde jeg lige fået taget en PCR test samme dag. Beskeden fra min leder var, at jeg skulle gå i isolation. Under resten af mødet, sad jeg med en træthedshovedpine. Den skulle heldigvis nok forsvinde i løbet af natten.
Næste morgen, inden kl. var 7.30, kom mit svar på PCR testen. Den påviste Co-vid. Jeg var stadig træt. Hovedpinen havde ikke taget til, men den var der stadigvæk. Mine led var begyndt at gøre ondt.
Lederen blev orienteret. Sammen begyndte vi at regne baglæns på, hvem jeg havde været sammen med de sidste 48 timer. Herefter måtte jeg have fat i 2 fodboldklubber for at fortælle, hvem der skulle tage kontakt til Corona-hotlinen for at få taget hånd om mulig smitte. Kl. 08.00 ringede min læge og fortalte mig om, hvad jeg skulle gøre.
Nærkontakt, ”anden kontakt” og egen vurdering af ikke kontakt. Det var som om, at en dominoeffekt var startet. Lige der, var jeg ret glad for coronaboblerne. Tingene gik ligesom op i en højere enhed.
Jeg har haft et svært arbejdsår. Mange modsatrettede signaler. Igangsætning af skole, som bare lignede en pasningsordning frem for opdæmning af smitten. Elever, som ikke måtte være sammen i skoletiden, men lige så snart det blev SFO tid kunne blandes. Usikkerheden gjorde sårbar. I sådan en grad, at jeg ikke opdagede det. Undervejs blev jeg rystet af en enkelt elev, som jeg normalt ikke gør. Situationen betød, at jeg overvejede mit job som lærer.
Det bliver noget nemmere at håndtere. På trods af symptomerne, kan jeg allerede mærke, hvordan mine bekymringer er lettet. Når jeg kommer tilbage i skole, så bliver det med en bekymring mindre. Jeg får ikke corona, lige med det første.
