Katja Gottlieb
Blog
Arsenik og appelsiner
Ord kan meget. De kan samle. Og de kan skille. Og de kan forgifte et helt folk.
Forleden tabte jeg et glas. Et af den slags, der smadrer i tusind stykker, når det falder på gulvet. Sådan et, der nærmest eksploderer ind mellem sprækker og stole og paneler, så man kan finde forvildede stumper af det i lang tid efter man egentlig troede, at man havde støvsuget det hele op. Og de lå der, glasskårene, og glitrede så pænt i lyset fra køkkenlamperne, at man næste glemte, at man kan skære sig noget så gevaldigt på sådan nogle glasskår.
Natten mellem den 9. og 10. november 1938 iscenesatte det tyske nazistparti den såkaldte krystalnat. Natten, hvor retorikken mod de tyske jøder nåede en foreløbig kulmination og op mod 7500 forretninger ødelagdes, næsten 200 synagoger blev sat i brand og over 90 mistede livet. Jeg ved ikke, hvordan glasskårne fra de mange butiksvinduer har set ud i skæret fra de brændende synagoger. Og jeg er glad for, at jeg ikke ved det. Men jeg ved, at de glasskår har været af den slags, der er nærmest umulige at feje op.
Man kan spørge sig selv, hvordan det kan komme så vidt, for det forekommer ufatteligt at had og forfølgelse på den måde kan legitimeres i et civiliseret samfund. Vel vidende at krig og folkedrab er en kæde af årsager og virkninger, så kan en dansklærer fristes til at sætte fingeren på ord, og deres betydning for den måde, vi er sammen på.
For ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel. Citatet er den tyske filolog Victor Klemperers. Han tog fra nazismens start noter om Det Tredje Riges sprog. Det blev til bogen LTI, som udkom i 1947, og minutiøst beskriver den retorik, der førte til det folkedrab, der kostede mere end 6 millioner mennesker livet.
På hjemmesiden folkedrab.dk kan man læse om folkedrabets århundrede. Og man kan læse om faserne i folkedrab, som de er beskrevet af den amerikanske forsker Gregory H. Stanton, der arbejder med otte faser; klassificering, symbolisering, dehumanisering, organisering, polarisering, forberedelse, udryddelse og sidst benægtelse. Og nok anvender man våben i de faser, men først og fremmest anvender man ord. Vi anvender ord, når vi klassificerer hinanden. Vi anvender ord til at distancere os fra andre. Og vi anvender ord til at fjerne det menneskelige. Vi anvender ord til at organisere os med. Og som Victor Klemperer skrev, så kan ord være giftige, helt uden at vi opdager det, og de billeder ord skaber, skal vi være meget bevidste om.
Den 10. november kunne være en god anledning til at støve Tove Ditlevsens gamle novelle ”Appelsiner” af. I den får vi et af Tove Ditlevsens meget fine psykologiske portrætter; den bitre grønthandler Jonassen, der i en af krigsårenes kolde vintre står og fryser med de 25 appelsiner, som han helt ekstraordinært har fået fingrene i. Og det er ikke den jødiske fru Klingspuhr, der skal have en af dem, selvom hun da er en god kunde. Det er det ikke.
I al sin fortvivlelse er "Appelsiner" en smuk novelle. Og så er vi tilbage til det ord også kan. De kan være smukke. Ord kan præcis det, som vi lader dem gøre. Så længe vi ikke lader dem sidde og gnave som troldsplinter.
