Katja Gottlieb
Blog
Et lidt for langt brev til en kollega
En mail om IT i undervisningen fra dansklærer og it-vejleder Pernille Hedevang Erck-Termansen blev til nogle betragtninger om det digitale i dansk. Og forhåbentlig til et videre afsæt for samtalen om noget, der kan være svært at nå at forholde sig til i en travl hverdag...
Forleden skrev jeg med dansklærer og it-vejleder Pernille Hedevang Erck-Termansen fra Ådalens Skole, Frederikssund, der har fået til opgave at holde et oplæg for sine danskkolleger ud fra overskriften: Hvordan inddrager jeg IT i undervisningen? En opgave, den Pernille havde gjort sig en del tanker om, men syntes, det kunne være sjovt også at høre mit bud på. Men også en svær opgave, for som læreren ganske rigtigt påpegede, bruger vi jo IT til rigtig mange ting i dag, og IT er på mange måder med til at tegne vores tid. Men vi er også et sted, hvor vi på mange måder stadig står famlende overfor fænomenet. Er det et mål? Er det et middel? Er vi begjestrede? Bekymrede? Eller bare bedøvende ligeglade?
Selv har jeg et ret ambivalent forhold til IT. Jeg har svært ved at forestille mig en verden uden, samtidig får jeg indimellem lyst til at trække sølvpapirhatten helt ned over øjnene og kan undre mig over, at vi ikke er mere kritiske. Men der er for mig ingen tvivl om, at jeg som dansklærer bliver nødt til at forholde mig til IT.
Slår man IT op i en ordbog, vil man se, at det er forkortelse af informationsteknologi, der er udstyr, teknikker og værktøjer til behandling og distribution af data, information og viden. Og der står også, at IT er tæt knyttet til brugen af computere og lignende former for hardware, samt den software, der er en forudsætning for anvendelsen af dette udstyr. Det ved vi godt, og vi ved også at IT allerede er tilstede ude på vores skoler og i vores klasselokaler. Det kan jeg ved selvsyn konstatere, når jeg hvert år besøger skoler over hele i landet. Og ud over den hardware og software vi fra skolens side selv bygger undervisningen op omkring, eller på forskellig måde lader indgå i undervisningen, er der den, eleverne selv bringer med ind i klasselokalet hver dag i form af deres telefoner. Det er i dag ikke bare telefoner, men computere, som på mange måder betyder en overskridelse af rum og tid. De skaber et rum, der er parallelt med klasselokalet og skolegården, men samtidig også et rum, vi som lærere ikke har adgang til. Det er formentlig ikke bare mig, der har oplevet at være i gang med at undervise, mens der er foregået en hel masse på messenger eller snapchat, som både har været forstyrrende og ekskluderende? Eller har skullet bruge tid på at forsøge at løse konflikter, der har fundet sted på de sociale medier? Den virkelighed findes.
Når jeg som dansklærer vender mig mod læseplanen for dansk, finder jeg også i læseplanens tekstbegreb et afsæt for mit arbejde med IT. Heri beskrives tekster som ’skrevne, mundtlige og billedbårne tekster, digitale samt analoge tekster, lineære og ikke-lineære tekster. Det indbefatter også multimodale tekster, idet multimodalitet defineres som tekster, der skaber betydning ved mere end en modalitet, fx kombinerer ord, lyd, billeder, layout eller typografi.’. Og i de stadig bindede kompetencemål står IT også centralt. Selvfølgelig, fristes man til at sige; for som vi ved fra den store læsevaneundersøgelse fra 2017, så er beskeder på sociale medier, og tekst på websider, den type digitale tekster, børn læser mest. Og YouTube og lignende streamingtjenester er overordnet den type medier, børn bruger mest tid på i fritiden.
Som dansklærer ville det være utænkeligt, hvis dette ikke afspejlede sig i min undervisning. Hvordan skulle jeg ellers kunne forberede til et liv med deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter? På samme måde som jeg gennem min undervisning skal lukke litteraturen op for mine elever, skal jeg lære dem at bruge og begå sig på nettet, så de kan forstå og gennemskue det digitale rum, jeg lige har postuleret, på godt og ondt er en forlængelse af deres fysiske tilstedeværelse i verden.
I virkeligheden tror jeg, at vi som lærere skal forholde os til, hvordan og hvornår, det digitale giver mening. Den klassiske skelnen mellem læremiddeltyperne, didaktiske, semantiske og funktionelle læremidler er måske et godt udgangspunkt. IT vil ofte i sig selv være et funktionelt læremiddel, fx vores smartboard eller den computer, hvorpå vi læser, den tekst, vi skal undervise i.
Når vi så arbejder med sådan noget som blogs eller vlogs i undervisningen, arbejder vi også med IT. Vi vil formentlig besøge YouTube eller en bloggers hjemmeside, for at undersøge genrerne, og de eksempler vi arbejder med, vil så optræde som semantiske læremidler. De er ikke skabt som læremidler, men når vi inddrager dem, bliver de til læremidler. Det vil være mærkeligt at undervise i disse genrer, uden at inddrage IT. Når vi så senere læser Hosekræmmeren eller Lynkineser, kan vi klappe skærmene ned. Måske skal de åbnes igen, når vi skal lave nogle opgaver? Det må vi overveje, når vi tilrettelægger undervisningen og spørger: Hvad, hvordan og hvorfor?
Sidst men ikke mindst har vi de didaktiske læremidler, som er læremidler, der er sat i verden, for at blive brugt i undervisningen. Det er bogsystemer som Fandango og Læsefidusen, men også læremiddelportaler, som vel efterhånden fylder meget ude i undervisningen. Det har de tidligere også gjort i min undervisning. I starten havde de nyhedens interesse både for mig og eleverne. Siden blev de min redningskrans i en alt for presset hverdag. Men mange lærere har det vist som jeg; det er rigtig fint med portaler, men som med alt andet, skal det varieres.
Jeg tror, at svaret er, at vi sætter tydelige rammer for vores brug af it i undervisningen. Mange skoler samler telefoner sammen, når undervisningen starter, og markerer dermed grænserne for rummet. Hvis de skal bruges i undervisningen, kan de blive delt ud igen. Og så tror jeg på dansklærernes professionelle dømmekraft. Jeg tror på, at vi har øje for det hele fag, og er i stand til at stille de spørgsmål til undervisningen, som gør den varieret, levende og relevant for vores elever. Ind i mellem få vi lavet et brag af et forløb, og indimellem er der plads til forbedring. Det lærer vi af, og så kommer vi videre. Uanset hvad er IT nok kommet for at blive. Jeg er spændt på, hvad Pernille og hende kolleger finder ud af.
