Katja Gottlieb
Blog
Og den nærmest fløj af sted....
Jeg håber, du har haft en dejlig ferie? At du har fået ladet batterierne lidt op? Spist is. Læst bøger. Været ude og bade og alt det der, man gør, når det er ferie. Det har jeg. Eller rettere...
Jeg har læst og spist is i ferien, men er sådan en, der synes, det er rigelig afvaskning at blive våd til anklerne. Derfor ender jeg altid med at sjoske rundt i vandkanten og ligne en bretonsk muslingesamler med skørterne kilet godt sammen om knæene og blikket stift rettet mod havbunden, når jeg er på stranden. Man kunne jo komme til at træde på en fjæsing og dø af det, som Laust Sand gør det i Hans Kirks Fiskerne. Selvom Laust Sand jo på en måde selv var ude om det, hvad nogen måske vil huske. Også selvom det måske ikke ligefrem vrimler med fjæsinger i Øresund, men man ved jo aldrig. Min søn, der tilsyneladende ikke er bekendt med min barndoms slogan “kun en tåbe frygter ikke havet”, forsvandt i retning mod sejlrenden og den svenske kyst, hurtigere end jeg kunne nå at råbe portugisisk orlogsmand efter ham. Og så stod jeg der i vand til anklerne og nynnede en løsrevet stump af en sang, jeg troede, jeg havde glemt, da en gammel forælder dukkede op ud af det sommerblå, og endte med at folde hele sensommerens politiske debat om folkeskolen ud på et helt lavpraktisk realplan.
Det var længe siden, jeg havde set ham, og jeg fik et kram og fik til gengæld trådt ham lidt akavet over tæerne, men han tog det pænt. Og så stod vi der. Emily var flyttet til Jylland for at studere, fortalte han. Og det gik godt. Og jeg huskede en en pige med store, alvorlige øjne, og et smukt smil, som vi så alt for sjældent. Et af de svære skoleforløb, som alle lærere kender. Et af de forløb, hvor man nærmest er ved at gå ud af sit gode skind, fordi man ikke ved, hvad man til sidst skal gøre og gribe i, for at få det til at lykkes. Emily var i den grad i mistrivsel, da vi mødte hende i 7. klasse. Udelukket af klassens sociale fælleskab var skoledagen nærmest umulig at komme igennem. Fagligheden gled i baggrunden og til sidst var det nemmere at blive hjemme, end at gå i skole og se alle nederlagene i øjnene. Og Emilys forældre stod magtesløse over for en pige, der kæmpede imod med næb og klør for at passe på sig selv. Vi var ved at tabe Emily alle sammen.
Men alle lærere kender også de der møder, hvor der opstår et eller andet ubestemmeligt; hvor alt på en eller anden måde bliver bragt i de rigtige svingninger. Det punkt, hvor brikkerne falder på plads. Og det gjorde de også for Emily. I min erindring var det Emilys forældre, og ikke mindst Emily selv, der leverede den afgørende indsats. I Emilys fars erindring var det klassens lærere. Men måske ligger sandheden et eller andet sted midt i mellem? Det er sådan noget, der er svært at måle og veje.
De seneste par uger har budt på en række indslag i debatten om, hvordan vi kan styrke folkeskolen, og ikke mindst skabe rammer for en god skolegang for alle elever. Hvis man opsummerer debatten, så tegner både problemerne og løsningen i forhold til Emilys svære skoletid sig.
Vores nye undervisningsminister sætter i et velkomstbrev fokus på nødvendigheden af, at elever trives i skolen. Det er essentielt, for vi kender alle til sammenhængen mellem trivsel og faglighed, nysgerrighed og lyst til at lære. Emily var ikke i trivsel. På ingen måde. Hun valgte selvfølgelig den løsning, som så mange, der ikke trives, at blive væk fra skole. At straffe hendes forældre økonomisk, som nu er en mulighed, havde på ingen måde løst situationen. Ingen ville hellere have Emilys skolegang til at lykkes, end hendes forældre, som i øvrigt tillidsfuldt rakte hånden ud til os lærere og bad og hjælp og i øvrigt strakte sig meget langt for at samarbejde. Det var tilliden og relationen, der blev afgørende.
Det peger også i retning af sensommerens store skoletema. SF’s Jacob Mark, der ved noget om skole, og derfor har det med at komme med politiske forslag, der giver mening, var ude og fremhæve vigtigheden af klasselærerfunktionen. En del steder i landet er den erstattet af en strømlinet kontaktlærer, som er sådan en fidus, der ser skide smart ud på papir, men ikke nødvendigvis fungerer i virkeligheden. Hovedstyrelsens Jeanette Sjøberg var i tv og skære pointerne ud i pap. Og så er vi tilbage ved bundlinjen. At drive skole er en vigtig samfundsopgave. Det der foregår i skolen, skal ruste eleverne til at klare sig videre i livet. I det arbejde spiller læreren en vigtig rolle. Hvis skolens opgave skal lykkes, skal læreren gives mulighed for at lykkes. Her er klasselæreren en vigtig brik i forhold til samarbejde om den enkelte elev, klassen og med teamet. Hvis de har tid til at løse opgaven, altså.
Da Emilys far var gået, stod jeg stadig der i vandkanten. Nogens gamle klasselærer. Et eller andet sted ude under solen kunne jeg måske se min søns mørke hårtop. Og bølger skyllede op på stranden. Og bølger gled tilbage i vandet igen. Sådan som bølger har gjort så mange gange før. Og lige om lidt er sommeren forbi, men den kommer igen til næste år, som den har gjort så mange gange før. Det der aldrig kommer igen er et barns skoletid. Vi skylder at gøre det godt.
Tomhændet står du tilbage og ka' slet ikke følge med...
