Katja Gottlieb
Blog
Mors Rådgivningsbix ApS
Hvor vigtigt mener man fra politisk side egentlig, at de unges valg af ungdomsuddannelse er? Det spørgsmål kan man godt stille sig selv, når man har fuld gang i køkkenbordsrådgivningen.
På min nabos trappesten står stadig to grinende græskarmænd og lyser op i det tungsindige efterårsgrå. Jeg nåede aldrig at få gravet vores hjemmelavede gravsten og det blandede udvalg af afhuggede lemmer ud af kasserne i kælderen, og nu har min lokale netto allerede stablet en hel ø med kalenderlys og kirsebærsovs op lige inden for indgangen. Tiden går. Og ind i mellem synes jeg, den går lidt for stærkt. Ham den lille fyr uden fortænder, som altid havde en skruetrækker og en rulle gaffatape i skoletasken, er nu et ordentligt lokum, der bruger størrelse 45 ½ i sko. Regnorme og gamle papkasser er ikke længere hans førsteprioritet. Han går i 9. klasse, og lige om lidt er skolen slut. Erfaringsmæssigt ved man, når man er skolelærer, at der er tryk på her i løbet af foråret, og køkkenbordsforhørene om fremtidsplanerne har stået på længe. Det mest hyppige svar har været -Det ved jeg ikke. I hans optik er der lang tid, til klokken ringer ud for aller, aller sidste gang. Og det er også en smule urimeligt, at man i en alder af femten, skal tage stilling til, hvad resten livet skal bruges på, det kan jeg godt se. Men jeg spørger alligevel.
-Hvis du ikke siger, noget, så ender det med, at der er andre, der tager beslutningen for dig altså, har jeg sagt. Ligesom jeg har sagt til så mange af de drenge, jeg har undervist gennem tiden, når de, som min egen, har trukket på skuldrene, hver gang talen er faldet på valg af ungdomsuddannelse. Og så har han trukket på skuldrene igen. -Vil du være håndværker, måske? Tømrer? har jeg spurgt, for jeg har læst at det er vigtigt, at man rådgiver sine børn om, at der findes andre valg end gymnasiet. Og fordi jeg tænker, at træ dufter godt, og det måske godt kunne være at skrammeldrengen havde lyst til en håndværksuddannelse. Så har han trukket på skuldrene igen-igen. -Du kan osse måske blive noget med computere, har jeg foreslået i et naivt håb, om at hovedinteressen kan tænkes omsat til noget fornuftigt. Heller ikke det har tændt lys i øjnene.
Og faktum er, at jeg som de fleste mødre ikke er uu-vejleder. Og alligevel er det i høj grad os mødre, de unge er henvist til. Jeg slår det dog gerne fast: Jeg aner ikke en fløjtende fis om uu-vejledning. Det eneste, jeg ved en smule om, er gymnasiet, for det har jeg selv gået i, og det er svært at pege andre retninger ud, når man ikke rigtig kan forklare, hvad det går ud på. Og det er ikke fordi, der er noget galt med at ville i gymnasiet. Hans interesse for verdensrummet og hvordan man laver krudt og knaldgasmotorer kan formentlig også ganske glimrende udfoldes af en fysiklærer, der som knægten har været lige så begejstret for salpeter og kalcineret soda i sine unge dage. Men måske det er på sin plads her lige før niende årgang igen-igen skal søge ind på ungdomsuddannelserne, og erhvervslivet endnu en gang beklager sig over, at der er for få, der vælger en erhvervsuddannelse, og politikerne igen går ud og siger, at det godt nok osse er ærgerligt, at man tror, at man kun bliver lykkelig af at vælge STX, og aviserne igen-igen laver morsomme overskrifter om mødrenes manglende evner som uu-vejledere, at slå et slag for, at man fra politisk side får handlet på det og lader alle elever få reel uddannelsesvejledning. Uanset om de er vurderet uddannelsesparate eller ej. Tiden går. Lige om lidt er det marts måned igen.
