Katja Gottlieb
Blog
Det har jeg selv læst i en jumbo-bog
Man kan godt blive lidt træt i ansigtet af alt det litteratur-snobberi, der gør, at litteraturformidling endelig ikke må være banal. Eller populær...
Det er ikke så tit, jeg får sat mig ned og set et eller andet i fjernsynet. Kun Matador og Barnaby og alt sådan noget mormor-agtigt-noget, som jeg godt kan følge med i, selvom min hjerne der først på aftenen er imploderet til en køkkenmøddingagtig substans, og jeg alligevel også spiller wordfeud imens. Men forleden kunne jeg sådan set ikke dy mig alligevel.
Det var fordi, jeg havde set en trailer for det der litteraturprogram med Mick Øgendahl. Jeg havde nået at tænke, at det var en meget sjov ide, der kunne gå grusomt galt. Men som sædvanligt ikke fået noteret mig, hvornår programmet kom, og så havde jeg i øvrigt glemt alt om det. Indtil jeg altså læste anmeldelserne. Og uha-uha. Det er er ikke godt at levere ”banal og blyindfattet litteraturformidling”, det kan jeg god regne ud. Og så var det da, jeg lige skulle se, om det nu stod så slemt til, da afsnit to rullede over skærmen. Jeg havde alligevel rigtig dårlige bogstaver på samtlige plader wordfeud, og da jeg så oven i købet også kunne finde fjernbetjeningen, endte det med, at jeg fik set samtlige 30 minutter af udsendelsen om Tove Ditlevsen. Og det var godt.
Mick Øgendahl fik gennem nogle nedslag i Tove Ditlevsens forfatterskab introduceret hendes litteratur, tegnet et portræt af forfatteren, og bidrog til at bære hendes værk ind i en ny tid. Det fungerede godt, at lyrikeren Olga Ravn var med i udsendelsen. Hun har kurateret nyudgivelsen af en række Tove Ditlevsen-digte i samlingen Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, som instagram-generationen i den grad har taget til sig (søg på #toveditlevsen på instagram og se selv… Enhver dansklærer bliver helt rørt). Og desuden løftede klippene med Torben Jelsbak, der er lektor ved Københavns Universitet, udsendelsen yderligere rent fagligt. Jeg ville ikke tøve et øjeblik med at sætte udsendelsen på i 8. klasse, hvis jeg alligevel arbejdede med Tove Ditlevsens forfatterskab.
Og tilbage er der kun at se helt træt ud i ansigtet over det litteratur-snobberi, der gør, at litteraturformidling endelig ikke må være banal. Eller populær. Det er lidt det samme, der gør sig gældende, når man bliver irettesat, af de der mener, at en biografisk læsning af en forfatters arbejde, er no-go. Hvorfor i alverden er det ikke i orden at vække et ungt menneskes interesse for litteratur, gennem forfatteren som person? Det ene udelukker ikke det andet. Vi skal nok klare det med det litterære alligevel.
Mit eget møde med voksenlitteraturen fandt sted i slutningen af femte klasse, hvor bibliotekaren på vores lokale børnebibliotek sendte mig videre med ordene: ”Nu har jeg ikke mere til dig. Du har læst alt. Prøv nede i voksenafdelingen”. Så daskede jeg derop og trak en bog med Dan Turéll ud af en af reolerne. Det var ikke fordi, jeg var stærkt grebet af Dan Turélls tekster. Det var fordi, jeg havde set ham i fjernsynet og syntes, han var noget af det sejeste, jeg kunne komme i tanke om. Og jeg fik både læst Holberg og Jumbobøger i skøn forening, inden jeg forlod folkeskolen. Jeg har lært meget af det hele. Ikke mindst af Dan Turéll, der gerne og ofte slog til lyd for populærkulturen. Fx i Anders And-evangeliet, som man kan finde på YouTube:
Næh, Anders And kommer HVER uge og med nye historier HVER gang og Anders And er i farver og med masser af TEGNINGER og kommer hele verden over.
