Katja Gottlieb
Blog
Et par ord om at mangle ord...
Ind i mellem føler man sig lille på den lille måde. Det kan man godt tænke lidt over, når man føler sig lille på den store måde.
Jeg ville ønske, at jeg var i stand til at sætte ord på, hvor smuk himlen var over Helsingør her til morgen, hvor luften bed en smule i fingrene, og efterårsmørket var så tæt, at jeg kun kunne ane en hvid halespids på den skrækkelige hvalpe-pelstot, som i disse uger er årsagen til at hele familien render ind og ud mellem stuen og haven på alle tænkelige tidspunkter af døgnet i et desperat forsøg på at opretholde en vis standard på husets tæpper og gulve. Og altså osse klokken lidt i fem om morgenen på sådan en helt almindelig hverdag, hvor det altså var usædvanligt klart, og stjernerne hang så underligt tæt på jorden som ranker af tidlige julelys spændt ud over det dybe blækblå. Og dér under himlen stod jeg i tøfler og en sweater med huller på albuen og faldt op i al uendeligheden. I en flig af et øjeblik kunne man, hvis man lyttede godt efter, høre, hvor lille man er. Men så klingede det ud og tilbage var kun erindringen og følelsen af, hvor utilstrækkeligligt mit sprog egentlig er, når det kommer til at beskrive noget af alt det, der får hjertet til at banke. Jeg ville ønske, jeg havde ord. Men det har jeg ikke.
I går talte jeg med en god ven om vores kærlighed til folkeskolen. Om det, hun på et tidspunkt kaldte vores umulige kærlighed. Hun er engageret. Erfaren og dygtig. Og hun tror på folkeskolen. Alligevel er hun fortvivlet over den hverdag i stål og glas og data, som hun hver dag skal kæmpe med. Over læringskoncepter og dataindsamling. Over mangfoldige og innovative og fremtidssikrede læringsmiljøer, meningsløse pseudomøder og endeløs refleksion over egen praksis. Over at skulle virke i et system, der er så gennemsyret af den new public management-tænkning og den mistillid, som statsministeren netop beskrev i sin åbningstale, at det er svært at levere det stykke arbejde, man egentlig kom for at gøre. Både fordi man har for travlt, men også fordi mistilliden langsomt vasker motivationen væk skvulp for skvulp, så man til sidst står slukøret tilbage. Og så kan man godt føle sig lidt lille på den ensomme måde, og ikke mindst forundret over, hvor det er, man midt i alt det meningsløse, finder motivationen til at blive ved. Men det blev jeg heldigvis også mindet om, da jeg læste den tale, som Dansklærerforeningens Jens Raahauge holdt i forbindelse med, at han fik tildelt STINUS-Prisen. Prisen bliver hvert år uddelt på Danmarks Lærerforenings kongres og gives til en person, der har bidraget til udviklingen af folkeskolen. Og prisen var fortjent. Jens har om nogen virket utrætteligt både for danskfaget, for skolen, for demokratiet, for samtalen. Og han har til tider gjort det på trods…
Og lige præcis det med at virke på trods er måske kernen i det der med den umulige kærlighed. Og så er jeg tilbage til det, med at mangle ord. Jeg ville ønske, jeg kunne sætte ord på, hvad det betyder for os alle sammen at blive mødt med tillid. Men det er også svært. Måske en dag de frie, ansvarlige og myndige borgere, som har valgt at tage den opgave at danne andre frie og ansvarlige myndige borgere på os, kan få rum til at lykkes med opgaven. Der kræver tillid. Det kræver frihed. Og det kræver, at man holder blikket stift rettet mod det, der er formålet med det hele. Også selvom, det ikke kan formuleres med ord.
