Katja Gottlieb
Blog
En bombe i turbanen
Uanset hvor meget en sag ligger os på sinde, er der en fejl, vi ikke må begå.
Jeg havde sådan set slået lidt op med twitter i løbet af den seneste uges tid. Selvfølgelig synes jeg, det er vigtigt at der er fokus på krænkelseskultur, men det er ligesom om at udsagn som ’Hvem skal vi så få ned med nakken i dag?’, og hvad der ellers kan dukke op i ens twitter-feed i kølvandet på magtfulde mænds fald, ikke føles særlig rare. Jeg har sagt til mig selv, at det sikkert kan svært at formulere sig fyldestgørende på de sølle 280 tegn, som twitter giver afsenderne mulighed for at boltre sig på. Og jeg har også tænkt over, om det måske er fordi, jeg mangler humoristisk sans. Alligevel synes jeg, at tonen er ubehagelig hård på de sociale medier ind i mellem. Nå, men i går fik jeg alligevel lige vovet mig ind for at se, hvad der var på færde i twitterland. Om ikke andet er der altid en eller anden, der har delt en video med kattekillinger eller noget andet, der ikke gør så ondt.
Gårsdagens twitterbesøg bød dog ikke på kattekillinger. Til gengæld var der noget overraskende fokus på folkeskolen i en lang række tweets, der taktfast skreg på ’FAST PENSUM’. Baggrunden var naturligvis det afskyelige mord på en fransk kollega, der helt uhørt mistede livet, fordi han i et undervisningsforløb om ytringsfrihed havde vist tegninger af profeten Muhammed. En begivenhed, der har fyldt meget i min bevidsthed hen over weekenden. Det er forfærdeligt for både læreren og hans familie, og samtidig føler jeg mig vred og berørt på min stands vegne. Men jeg er også forarget over det angreb på den helt centrale rettighed, som ytringsfriheden udgør i vores samfund. Drabet har ganske berettiget også fået mange til at reagere. Det er vigtigt.
Det, der til gengæld ikke er så fremragende, er det ikke overraskende krav, der nu stilles fra flere sider, om at vi i Danmark gør Muhammed-tegningerne til fast pensum i folkeskolen. Et forslag blandt andet både Politiken og Jyllands-Posten har rejst i går, og som i dag følges op fra politisk hold.
Lad mig slå fast, at jeg ikke synes, det er morsomt at skulle være i en situation, hvor jeg skal overveje, om jeg kan tillade mig at undervise i noget, fordi jeg frygter for mit liv. Jeg vil gerne overveje, om jeg skal vise et billede, en film eller bruge en tekst, eller måske lade være, af respekt for andre. Måske kan det være en ide at lade være med at vise Drengen der gik baglæns i en klasse, hvor en elev lige har mistet en søskende? Måske kan det være en god ide? Det kan jeg kun vurdere i situationen, og der er det, jeg har min professionelle dømmekraft for. Men jeg vil ikke lade være, fordi jeg er bange for mit liv. Det er én diskussion.
En anden diskussion er det dog at tale om fast pensum. Det har vi ikke i den danske folkeskole, og det skal vi heller ikke have, uanset hvor meget en hvilken som helst aktuel sag ligger nogen på sinde. Det er vanvittigt vigtigt at forstå, at det ikke er en størrelse, vi opererer med. For en lærer, der bare har en håndfuld års erfaring fra folkeskolen, skal der ikke meget fantasi til for at forestille sig, hvilket mareridt af en politiske slagmark, det kan udarte sig til. Jeg håber, man vil fortsætte samtalen, men lade være med at anvende termen fast pensum.Fast pensum er en bombe i turbanen på lige præcis det, vi gerne vil beskytte, nemlig den demokratiske, danske skoletradition.
