Katja Gottlieb

Blog

Kan I høre os?

Jeg ved godt, hvad det er for et samfund, jeg gerne vil efterlade til mine børn. Og det tror jeg også de mange mennesker på Sct. Annæ Plads ved.

Publiceret Senest opdateret

Katja Gottlieb

Katja Gottlieb Uddannet dansk- og historielærer fra N. Zahles Seminarium 1999, og har arbejdet 17 år som folkeskolelærer, primært i udskolingen. I øjeblikket danskstuderende ved Københavns Universitet, samt ansat som konsulent i Dansklærerforeningen, hvor jeg også er næstformand i folkeskolesektion. Desuden forfatter, debattør, foredrags- og kursusholder, blogger og klummeskribent. Kontakt: kagott@live.dk.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vejr-appen på telefonen sagde 12 grader, da vi gik hjem fra forligsen. Jeg havde ikke opdaget, at jeg var begyndt at fryse, før vi begyndte at gå. Og egentlig behøvede jeg ikke at have frosset, for der var vild gang i både sanglege og råbekor, og hvis børnene kunne finde ud af at råbe nok er nok, så kunne vi andre også... og det gjorde vi. Så det gjaldede på hele Sct. Annæ Plads. Og madrasser blev båret ind og Anders Bondo kom ud, og ham fra tv-avisen høvlede rundt for at møve sig hurtigst ind gennem mængden. Og vi spiste lakridser, som jeg havde i lommen. Og folk gik, og nye folk kom til. Og så var der ikke flere lakridser, og så var det, at vi besluttede at vende snuden hjem igen. Hen over brosten, der var slidt blanke af mange års skridt. 

Og vi talte om historien. Om gærkrisen i 1998. Og påskekrisen i 1985, som jeg ikke rigtig kunne huske, men det kunne ham den halvgamle, som jeg fulgtes med. Og så var der kanslergadeforliget, som jeg har undervist stolpe op og stolpe ned i i historietimerne. Det forlig, der var resultatet af stor politisk kløgt og vilje, og ikke mindst det selvsamme forlig, der kom til at præge samfundsudviklingen mange generationer frem. Og så var der Slaget på Fælleden 1872, der som kulminationen på en langvarig arbejdskamp, var med til at bane vejen for vedtagelsen af den danske model i 1899. Og hvad så? kan man spørge... Gamle brosten og gamle kampe. Hvad rager de mig... 

Alle de skridt, der er gået på de blanke brosten, er gået før jeg gik der. De har banet vejen. De har kæmpet de kampe, for at vi andre kunne leve i et samfund, der er bedre og mere lige, end det var før. De fleste af os havde stadig siddet sultne og snottede i syvende plovrække, hvis det ikke var fordi nogen havde taget kampene for os, når der var noget, der var værd at kæmpe for.

Der var stadig lys i vinduerne, da jeg gik fra Sct. Annæ Plads. Der var stadig faneborg, og folk der gik og folk der kom. Jeg ved godt, hvad det er for et samfund, jeg gerne vil efterlade til mine børn. Og det tror jeg også de mange mennesker på Sct. Annæ Plads ved. Og det var derfor, jeg ikke frøs, da jeg stod der. Og jeg tror godt, de kunne høre os derinde... nok er nok...