Katja Gottlieb
Blog
Når lygterne tændes, så hænger vi sgu på den igen...
Kim Larsen er her ikke mere. Og så alligevel. Hans betydning for sprog og kultur vil leve videre. I al evigheeeeed....
-Det kan godt være, du ikke gider. Men det skal du, slog jeg fast. Lidt imponeret over min egen stålsathed. Den fjortenårige rullede med øjnene, men sagde ikke noget. Og jeg nåede da at blive i tvivl om, hvorvidt det nu var helt genialt at smide en formue ud på at slæbe ham med til Kim Larsen-koncert. Nok ville det ende med at jeg fik min vilje, men jeg kender ham godt nok til at vide, at det ikke nødvendigvis ville blive en storslået oplevelse at trække en modvillig teenager med. Så for ligesom at tydeliggøre pointen tilføjede jeg: Jamen, det svarer jo nærmest til, at han sagde nej til at gå ned og høre GRUNDTVIG tale. – Nå da da, sagde hans storesøster, der måske nok syntes at den sammenligning var lige storslået nok. Og den fjortenårige var stadig ikke imponeret. Men af sted kom vi. Til Kim Larsen-koncert på havnefronten i Helsingør, hvor den gamle sanger en lun sommeraften holdt fest for næsten 7000 mennesker. Og så i dag. Lige pludselig sluttede musikken. En efterårsmorgen kort efter. Og nu er Kim Larsen her ikke mere.
Og det er lidt underligt, når man nu er vokset op til tonerne af Kim Larsen. Ikke fordi, det var noget vi hørte derhjemme. Men vi hørte det jo alligevel. Jeg har ingen anelse om, hvornår jeg første gang hørte en Kim Larsen-sang. Men jeg ved, at pladen Værsgo blev udgivet samme år, som jeg blev født. Og Joanna og alle de andre sange, kan jeg som så mange andre udenad. Personnummer –pladen med Blip-båt og Køb bananer kom samme år, som jeg startede i skole. Og vi skrålede de sange på legepladsen, uden at ane hvad det egentlig var, vi sang. Senere kom Midt om Natten. Og vi lærte alle at synge Domine et Sanctus, og salig er den der tør give det bort. Vi forstod ikke ordene. I flere år sang jeg ”Mårnu min verden bliver kold og forladt” uden at spekulere det fjerneste på, hvad ”mårnu”, det mon var. Til gengæld gættede vi helt vildt på, hvad Domine et Sanctus var, kan jeg huske. Det forlød, at det var en slags besværgelse. Lidt ligesom hokus-pokus. Men det var ikke så vigtigt. Det LØD nemlig godt. Og det var godt nok. Vi fik det ind som sprog. Som modersmål. Det aflejrede sig og faldt på plads. Ligesom Lili Marleen og hende der Fru Sauterne med hendes bolero og tango jalousie. Det sidste var jeg en af de indviede, der godt vidste, hvad var. Men det var fordi, min far insisterede på at der til det der almene dannelse, som han tilsyneladende gik op i, hørte et vis kendskab til en anden slags musik end popmusikken.
Senere kom efterårsnætter omkring et lejrskolebål, hvor man overstadigt skrålede med på mishandlingen af akkorderne til Kvinde Min, og kastede blanke blikke efter hinanden gennem aftenmørket. Og så kom gymnasiefesterne, og de rituelle danse til Rabalderstræde, hvor vi jo godt alle sammen ved, at når musikken slutter, så slutter den ikke rigtigt. Og sådan er det med Kim Larsens musik. I dag blev der stille. Men lige om lidt starter det hele igen. For vi fik en gave. Vi fik musikken. Og vi fik sproget. Og selvom jeg måske nok greb lidt til yderligheder den dag, jeg sammenlignede Kim Larsen med Grundtvig, så er der lidt om det. Som Grundtvig skrev:
Modersmaal er det Kraftens Ord,
som lever i Folkemunde;
som det elskes i Syd og Nord,
saa sjunges der sødt i Lunde.
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
sødt i Liv og sødt i Død,
sødt i Eftermælet!
Tak for musikken, Hr. Larsen. Jeg tror, du vil give genlyd mange år endnu. I al evigheeeeeed....
