Katja Gottlieb
Blog
For en præstation under middel
Det mærkelige lag i bunden af en skoletaske kan tilsyneladende godt få det til at stikke lidt af for mig...
Bitter erfaring har lært mig at rydde op i skoletasker, når en ferie står for døren. Det var godt nok kun en juleferie, der var skyld i, at jeg har lært denne lektie, men jeg havde engang taget en stak stile med hjem, der skulle sætte lidt spræl på juledagene. Som altid havde jeg først tid til at se på dem, da vi for længst var kommet forbi flæskesteg og flitterstads, og af den grund blev det en pinlig omgang, da jeg efter nytår skulle returnere dem til mine elever. Jeg havde den sidste dag før ferien tilsyneladende ment, det var en god ide at medbringe en hel peberfrugt (så det ud som om), som jeg så ikke havde fået spist til frokost. Den var i mellemtiden omkommet på bunden af en mine mange, festlige og fornuftige muleposer. Desværre havde den valgt at lægge sig til at dø i selskab med klassens stile. Og jeg kan godt sige det; kønt så det ikke ud. Hvis jeg så endda havde været biologilærer, havde jeg måske kunnet spinde en ende over pletterne på de forreste stile. Men det er jeg ikke. Nu var jeg bare en klam dansklærer. Og der var kun en løsning: At lægge sig fladt ned, og så købe en stribe citronmåner som aflad.
Men i hvert fald tømmer vi altid tasker herhjemme op til en ferie. Og det er stadig ikke 13-åringens spidskompetence at huske det, så i morges tog jeg lige et smugkik i tasken, hvor en meget officiel kuvert fra barnets skole lå og så meget glemt ud.
Den viste sig at indeholde resultaterne af hans seneste nationale test. Til hans forsvar skal man måske sige, at der kommer en del af de der testresultater. Både de frivillige og de obligatoriske dukker op med jævne mellemrum, og det er ikke ligefrem fordi, jeg rammer dem ind og gemmer dem. Jeg har fint fornemmelse af hans faglige niveau, og lægger altså ikke meget vægt på de udskrifter, der kommer hjem ind i mellem. Hvis jeg selv skal sige det. Men det afholdt mig alligevel ikke fra at bringe resultatet op, da vi senere sad midt i spaghetti bolognesen.
-Hvad i alverden er det for en skod-test, du er kommet hjem med? huskede jeg at spørge, mens jeg dryssede parmesan ud over kødsovsen. Det var nu ikke fordi, den var specielt skidt, men jeg har lige set det afsnit af Matador, hvor Mads Skjern spørger Daniel, hvorfor han er sløjet af i regning. Så inspireret deraf fik kødsovsen lige et par ekstra dramatiske drys, for ligesom at understrege alvoren. Barnet så dog ikke ud som om, han anede, hvad jeg talte om.
-Den der nationale test… Hvorfor er den så dårlig?
-Er den dårlig? spurgte han. Jeg havde to minutter forinden spurgt, hvad han havde lavet i skolen i dag. Og det kunne han ikke huske. Måske var det alligevel for meget forlangt, at forvente, at han overhovedet kunne huske, at han havde taget en national test? Det kunne jo være både 14 dage eller tre uger siden.
-Ja, du har ikke klaret den særlig godt, i forhold til hvad du plejer. Gik der noget galt eller hvad?
Her vendte han det hvide ud af øjnene og tog en stor mundfuld pasta. Det nærmeste jeg kom et svar var en skuldertrækning. Og jeg tog en dyb indånding med den hensigt at fortsætte inkvisitionen, men blev afbrudt af hans storesøster.
-Så er det godt nok heldigt for dig, lillebror, at din mor mener, at de nationale test er en slags vanvittig gættekonkurrence, der ikke siger noget som helst fornuftigt om dit faglige niveau, og desuden ikke er noget værd i forhold til alle de andre slags test en lærer kan vælge at bruge i undervisningen. Må jeg bede om parmesanen, mor? Godt, I fik tømt den taske…
Jep. Godt, vi fik tømt den taske. Og godt vi har en storesøster, der kan minde mig om, hvad jeg mener. Og min egen præstation? Den var vist et godt stykke under middel.
Og husk så at tømme de tasker inden ferien…
