Katja Gottlieb
Blog
Prisen for det mest idiotiske spørgsmål går til...
Aviserne ser ud til at flyde over med artikler om stress og dårligt arbejdsmiljø denne weekend. Det er der nok en grund til. Pas godt på jer selv og hinanden derude.
Kiksede krydsogtværs-hæfter, ekstra uldsokker, en hel kasse med bøger, som jeg med vanlig optimisme mener at kunne nå at pløje igennem. Og så nogle flasker rødvin, der er stoppet sikkert ind mellem taskerne med skiftetøj og en pose toiletpapir, som ville være virkelig nederen at glemme. Bagagerummet i den halvgamle focus er tæt pakket, og forude venter den svenske asfalt. 250 km ligeud. Og så til højre og til højre igen ind gennem de store skove, der på denne årstid er gule og våde og dufter, som kun Småland dufter. Så er man fremme. Men først og fremmest nåede man frem til efterårsferien igen i år. Lidt for travl, lidt for snottet, og rimelig gennemtygget. Men ved godt mod.
Der var en artiklen i Politiken i dag. Den handlede om at genfinde roen i en stresset hverdag. Den kunne man ifølge artiklen finde i de svenske skove. Eller som der stod i artiklen, der i øvrigt var hamrende velskrevet: “Naturen trængte sig på, og hverdagens galop fra én tue til den næste forduftede i efterårets regn og rusk”. Og det var ikke den eneste artikel om stress, som aviserne bød på denne weekend. Måske fordi det er et reelt samfundsproblem, som vi trænger til at få gjort noget ved. Der var talrige artikler om dårligt arbejdsmiljø og om langvarige sygemeldinger. Jeg har lige læst om en kommune, der havde foreslået, at lærerne skulle undervise lidt mere og blive lidt mindre syge. Genialt skrivebordsforslag, som heldigvis blev droppet. På forsiden af folkeskolen.dk kan man klikke sig ind på en artikel om en lærer, der knækkede halsen 8 uger inde i drømmejobbet. Og regeringen har i sommer nedsat et nationalt stresspanel. Gad vide, hvad de mon kommer frem til?
For godt og vel to år siden var jeg var ved at afslutte endnu en 9. klasse og opdagede undervejs, at jeg var ved at være syg helt ind i knoglerne af den slags stress, der ikke bare kan klares med en tur til Sverige. Alle alarmknapper blinkede: Jeg kunne ikke huske. Jeg kunne ikke sove. Sengen vendte og drejede sig under en, når man lå der og forsøgte. Pulsen gav genlyd i ørerne. Og når man endelig havde ramt en dødlignende søvn, vågnede man i panik over noget af alt det, man havde glemt. Det stod på længe, og jeg tror egentlig kun, jeg nåede at reagere, fordi jeg havde været der før.
Det er mange år siden, men kroppen husker. Og den første gang nåede jeg ikke at stå af, førend det var for sent. Det var, da jeg som relativt nyuddannet lærer sad storvrælende i eftermiddagskonsultationen hos min læge. Han så uudgrundeligt på mig og så gik hen og stak hovedet ud i det stopfyldte venteværelse og meddelte de tilstedeværende, at vi nok blev ret forsinkede. Hvis man havde travlt, var man velkommen til at få en ny tid. Det er jeg ham den dag i dag meget taknemmelig for. Han tog sig tid, da jeg havde mest brug for det. Og han fik mig også lappet sammen igen og sendt mig godt tilbage i felten. Den oplevelse havde jeg ikke lyst til at prøve igen. Og derfor stod jeg af, da jeg kunne mærke, at det var tid til det.
Når man taler om stress, render man ofte ind i spørgsmålet, om der er ”noget derhjemme”? I mit tilfælde oplevede jeg også bolden spillet over til mig selv, og min situation blev foreslået at hænge sammen med mit aktive fritidsliv. ”Du har jo også gang i mange projekter” blev anvendt som en årsagsforklaring. Men det er pisseåndssvagt at forsøge det. Om jeg træner til en ironman, ser netflix eller skriver bøger i min fritid, er mit eget problem. Det er derfor, det kaldes fritid. I kraft af at vi er mennesker af kød og blod, er der vel altid ”noget derhjemme”. Sådan er livet. Der er fødsler og død, der er sygdom og skilsmisser. Der er livet på godt og ondt. Arbejds- og familielivet skal hænge sammen. Og det gør det tilsyneladende ikke optimalt i for en del mennesker i øjeblikket. Jeg håber, at regeringens stresspanel kommer frem til noget fornuftigt og også sikrer, at der bliver handlet på konklusionerne. Og mens vi venter, tjekker jeg lige ud af hverdagen for en kort bemærkning. En svensk skov kan helt sikkert ikke løse problemerne, hvis man først er rigtig ramt. Men det er dejligt at trække i en hullet sweater og et par gamle kansasbukser og tage langt væk fra alting. Pas godt på jer selv derude. Og rigtig god efterårsferie.
