Katja Gottlieb
Blog
Karma Cowboy rider stadig
Den 19. marts ville Dan Turèll være fyldt 75 år. Kan man fejre ham bedre, end ved at læse ham?
Og jeg var forfærdelig nervøs og spændt. Og begivenheden var for længst skrevet ind i min kalender. En Mayland med spiralryg, som jeg hvert år skrabede sammen til og indkøbte i den lokale boghandel og efterfølgende brugte lang tid på at dekorere med tegninger, udklip og citater. På datoen havde jeg tegnet en sort tushtegning af ham og skrevet hans navn med graffitti-typer nedenfor. ”Dan Turèll” stod der. Han skulle holde foredrag i aulaen på mit gymnasium. Og jeg var ved at omkomme af spænding.
Han var den første forfatter, jeg havde lånt en bog af, da bibliotekaren på børnebiblioteket sagde, at nu havde hun vist ikke mere til mig. Og så blev jeg sendt ned i den anden ende til voksenafdelingen, hvor reolerne stod i uendelige rækker, som en labyrint, der førte til en anden verden, jeg ikke anede hvor begyndte eller sluttede. Og mens jeg drev rundt blandt reolerne, fik jeg øje på ham. Han stod sat frem på en hylde med en cigaret mellem fingrene og cowboyhat og det hele. Jeg havde set ham på tv. Og jeg vidste ikke så meget. Men jeg vidste, at ordene, der bag røgskyerne, det VAR noget. Og i begyndelsen var læsningen af Dan Turèll øer af ord, jeg forstod, i et hav af noget jeg slet ikke forstod. Men jeg læste alligevel. Og måske er det lige præcis kernen i et forfatterskab, der på en gang er omfattende og særdeles sammensat og jonglerede med både populærkultur og avantgarde. Jeg kendte da godt Anders And, men Thelonious Monk? Ham måtte jeg selv finde ud af, hvem var. Og det var endda før google var opfundet.
At læse Dan Turèll var altså på en gang uendeligt svært og helt og aldeles ligetil. Og grænser brast, og verdener smeltede sammen. Vangede Billeder var det første af Turèlls værker, jeg sådan rigtig forstod. Ikke bare ord for ord, men helt ind i knoglerne. Og ivrig tegner som jeg er, elskede jeg Peder Bundgaards forsideillustration med tatoveringen, den fra Tranebogsudgaven. Rock’n roll og populærkultur og finkultur og alt det, jeg skulle stå på tæer for at nå som teenager, blev en hvirvelvind af betydninger. Og siden læste jeg Karma Cowboy og græd over lyden, der sejler gennem luften, mens lyset reflekterer duften af Karma Cowboys fjæs…
Dan Turèll har stadig noget at sige os i dag, og ikke mindst er hans forfatterskab en gave til eleverne i udskolingen i en multimodal tidsalder. Dan Turèll er pop og poesi, musik, spoken word og autofiktion, fra før man talte om sådan noget. Jeg husker stadig min dansklærer stående op ad katederet mens han læste op fra Vangede Billeder. Og vi sad der og hørte om bageren i Vangede, der fejede gulvet, hældte glasur på det, han fejede sammen, og kaldte det for studenterbrød. Er Vangede Billeder erindringer? Er det en roman? Er det en montage? Er det en topografisk beskrivelse? Er det overhovedet en fortælling? Jeg ved det stadig ikke. Men der er nok at tage fat i for dansklæreren. Og den 19. marts, hvor Dan Turèll ville være fyldt 75, er det en god lejlighed til at minde hinanden om det.
Og jeg sad klar med den der maylandkalender, den gang på mit gymnasium, for at se, da Dan Turèll i taxa svingede ind på parkeringspladsen foran skolen, og trådte ud i gul skjorte og sort jakkesæt. Jeg tænkte, at jeg måske turde at spørge ham om en autograf, når han kom op ad trappen. Men det turde jeg ikke. Og det var ikke meget bedre efter foredraget, så jeg blev bare stående op ad væggen for at få det hele med. Der var ellers tid nok. Han stod pænt og småsnakkede med nogle af de elever, der var meget smartere og lidt mere modige end mig. Og gradvist tyndede flokken omkring ham ud, og han stoppede sin pen i inderlommen og samlede sine ting sammen. Men jeg turde stadig ikke og havde endda stået der så længe, at jeg ville komme for sent til time. Men så skete miraklet. Han så han over på mig og vinkede mig over til bordet. Han nikkede mod min kalender og spurgte, om han skulle skrive i den. Min tunge klistrede sådan underligt i munden, så jeg nikkede bare, og Dan Turèll trak han sin pen ud af inderlommen igen. Og ventede. Og så var det, jeg indså, at jeg formentlig ville synke i jorden af skam, hvis han så den tegning, jeg havde udstyret dagen med, så i befippelse slog jeg op på en dato langt fremme i kalenderen, og klaskede kalenderen ned på bordet foran ham.
-Det der, det er jo ikke min fødselsdag… konstaterede han venligt. Og alt hvad jeg kunne sige til svar var - Tak… Og jeg har den endnu, den autograf, der blev skrevet ind på den 3. februar 1991. Men mest af alt har jeg ordene. Og allermest tak for dem.
Han synger blod i øjne
Han synger hud mod hud
Han synger kroppe nøgne
Han synger mensker Gud
Han synger nedadgåen
Han synger altings brud
Han synger genopståen
Han synger alting ud -
