Katja Gottlieb
Blog
Søren, Mette og Lille Gaffa…
Der er sparet helt i bund på mange skoler, men alligevel kan man tilsyneladende blive ved. På nogle skoler møder eleverne ind til et totalt stop for indkøb af materialer.
Det var noget særligt at starte i skole. Det kan jeg huske. Det var august 1979, og jeg havde fået en ny skoletaske. Den var knaldblå og havde to spænder med reflekser. Pilot, stod der på den. I dagens anledning var jeg også proppet i en kjole. Det var jeg ikke glad for, for jeg brød mig ikke om kjoler. Faktisk ville jeg helst have været en dreng, for de havde elektriske tog og kunne drikke sodavand af flaskerne og spytte langspyt, uden at savlet hang i hvide striber ned af hagen på dem. Men det var det jo en særlig dag. Og så måtte man leve med den kjole.
Den første dag lærte jeg at skrive SOL. I et grønt kladdehæfte, hvor papiret gik i stykker, når man viskede for hårdt med viskelæderet. Og så fik vi en æske farvekridt, der desværre ikke var meget farve i, og et skema med den pingvin, som man kunne få som sparebøsse, hvis ens mor og far var kunder i en anden bank, end vi beklageligvis var. Og så var der jo bøgerne. Fine, nye skolebøger, som blev bundet ind i bogbind, jeg selv havde valgt. Med heste.
Og bøgerne var en særlig del af skolestarten. Med bøgerne trådte man ind over en tærskel. Døren blev åbnet til den verden, hvor man kunne læse og skrive og lægge to og to sammen. Man blev en af de store. Selvfølgelig ikke en af de rigtig store, ligesom Dennis, der kørte på orange cykel med rygstød og en rævehale blafrende efter sig i en tynd antenne. Men man blev en af de store på legepladsen derhjemme om eftermiddagen. Og man kunne også først komme ud og lege, når man havde læst lektier i de stive, nyindbundne bøger. Så der blev læst i Huset Højbo. Både forfra og bagfra, for en gang i mellem fik vi lov til at læse op på kinesisk af Fru Lisby. Det kinesiske foregik ved, at man læste baglæns højt for hele klassen. Og det skulle jo også helst lyde godt.
Forleden talte jeg med en lærer, der efter ferien var mødt ind til den besked, at der fra kommunens side var helt og aldeles lukket for indkøb af såvel skolebøger som engangsmaterialer. Der skal spares, forlød det. En besked, flere kommuner har udsendt her op til skolestart, har jeg hørt. Og lærere og elever forventes så at kunne klare sig med det, der allerede står på depoterne og læringsportaler. Det betød i det konkrete tilfælde, at man nu sad i klasserne og tapede bøger sammen med gaffatape, så alle de nye elever i 1. klasse i det mindste kunne få en nogenlunde komplet læsebog med hjem. Det siger sig selv, at det er nogle lasede og slidte og i visse tilfælde forældede materialer, eleverne nu skal arbejde med. Og hvad så? kan man spørge. Er det ikke lidt forkælet, at forvente, at man kan anskaffe tidssvarende og nye skolebøger? Er det ikke lige meget, hvilken tilstand materialerne er i? Og kan de ikke bare bruge de der portaler?
Fokus på skolen og ikke mindst elevernes faglige udbytte har formentlig aldrig været større. Men det klinger lidt hult alt sammen. Hvis vi virkelig mener, at skolen er så vigtig, så bliver vi nødt til at signalere, at vi mener det alvorligt. Vi ved, at faglige læringsmiljøer stimulerer elevernes lyst til at lære. Ligeledes ved vi en hel masse om forskellene på at læse på skærm, kontra det at læse i bøger. Jeg er muligvis til en vis grad forstokket, men jeg ønsker trods alt ikke at afskaffe skærme i skolen. Men der er forskning der tyder på, at det er en rigtig dårlig ide, at afskaffe papirbøger. Og ikke mindst; hvor alvorligt kan man tage det politiske fokus på, hvor fremragende skolen skal præstere, når der er skåret så langt ind til benet, at eleverne ikke en engang kan få de materialer, der skal til?
Nu kan de lærere, som der i øvrigt også er skåret kraftigt ned på i skolerne de seneste år, så bruge deres sparsomme tid på at kigge langt i vejviseren efter de materialer, de havde regnet med. Derpå kan de lave årsplanerne om, og så gå i gang tape gamle bøger sammen og viske dem rene for kruseduller. Hvis der er tid, kan de måske flikke materialer sammen og gå vejen til kopimaskinen. Og eleverne kan starte deres læseindlæring med at se, om de kan finde deres fars eller mors navn skrevet ind med blokbogstaver på indersiden af omslaget på de gamle bøger. Så kan de engang fortælle deres børn og børnebørn om det. Det er da en god historie...
