Katja Gottlieb
Blog
Udsigten fra blommetræet
Offentliggjort
Sidst opdateret
“Alting former, Alting har Betydning, det, der er, og det, der drømmes, det, der vides, og det, der anes, - - det lægger hver sin let, men sikkert dragne Gang af Linier, som skal formes ud og dybes efter, som saa skal rundes bort og slettes ud.”
Alting former, alting har betydning. Sådan står der i digteren J. P. Jacobsens storværk Niels Lyhne, som jeg læste første gang for mange, mange år siden, da jeg var så ung, at jeg stadig brugte alt for meget tid på at spekulere over alting og på at forsøge at finde ud af, hvad meningen var med det hele. Den gang jeg kunne blive helt fortvivlet ved tanken om, at jeg ikke forstod verdensrummets uendelighed, og kunne bekymre mig til bevidstløshed over småting. Det med at spekulere og bekymre mig er jeg blevet ved med, men heldigvis har alderen ‘rundet’ mig lidt ud og ‘glattet’ mig lidt efter. Der er sikkert intet tidspunkt i livet, hvor der er mere på spil, end når man er teenager.
Lige netop teenageårene og de stærke følelser har få i dansk litteratur indfanget så fint som Janne Teller, der med romanen Intet (2000, Kulturministeriets børnebogspris i 2001) har sat et blivende aftryk i dansk ungdomslitteratur og også satte nye standarder for, hvad man egentlig kunne skrive i en ungdomsroman. Intet er på overfladen en realistisk fortælling, men ser man fortællingen om 7. klasse på Tæring Skole efter i sømmene, så er den mere end det. For det er, som nogle elever ind i mellem forarget konstaterer, ikke realistisk, at Pierre Anthon, som en dag beslutter sig for, at ingenting betyder noget, bare får lov til at kravle op i et blommetræ og sidde der. Hvilke forældre ville give ham lov til det? Og det er i hvert fald heller ikke realistisk, at hans klassekammerater i forsøget på at vise ham, at der ER noget, som har betydning, får lavet den der vilde bunke, uden at der er voksne, der griber ind. De kan måske gå med til, at man kan slæbe en gammel barbiedukke og et par sandaler ud af børneværelset. Men en pegefinger, en mødom og en død lillebror, DEN må jeg længere ud på landet med. Og ET MORD!!! Og at et kunstmuseum i NEW YORK ligefrem skulle købe dyngen, det er da helt åndssvagt… siger en elev ind i mellem.
Det kræver sin dansklærer at lukke Intet op, og når vi får gjort det, så sker der vilde ting. Så får vi løftet os fra ordene på linjerne, og kan læse mellem linjerne. Og to og to bliver pludselig fem. Og vi læser syndefaldsberetningen sammen med Intet. For hvad er det dog der sker i puberteten? Det er det skrækkelige fald fra uskyld til bevidsthed. Det fald, der på en gang er helt forfærdeligt, og helt nødvendigt, for at man kan blive voksen. Med ansvar følger pligter.
Noget af det, der ofte har fyldt meget i mit arbejde med Intet, er de voksne. Og det er jo sjovt. For de voksne er der stort set slet ikke. Og det er lige præcis det, der er interessant. Hvordan skulle man ellers være sluppet af sted med stjæle kristusfiguren fra kirken? Eller skære en finger af en klassekammerat? Hvis de voksne havde været der, så var det aldrig kommet dertil. Og som sagt reagerer mine elever ofte på det fravær, som mange vil kalde urealistisk.
Men skal jeg være lidt polemisk, kan man spørge, om det ikke et sådan, det er? I hvert fald for nogle af vores elever? Og i hvert fald kan man, når man læser undersøgelser, der slår fast, at mistrivslen blandt de unge er steget markant gennem de seneste fire år, godt spekulere over, hvordan det er kommet dertil? Indimellem når jeg har siddet til skolehjemsamtaler med store elever, der ikke har styr på deres skoletasker, ikke får fulgt op på aftaler og opgaver og i det hele taget roder rundt i livet, og man beder forældrene støtte op… så kender I godt de forældreryper, der siger ‘Nå. Jamen han er næsten 15, så det burde han jo selv have styr på’, eller ‘Det kan jeg ikke forstå. Det har jeg da aldrig hørt om?’ (Og man har sendt 35 mails og ringet...). Eller ‘Jamen, hun vil gerne behandles som en voksen. Så det blander vi os ikke i’… Og så vender de sig bebrejdende mod barnet og siger: ‘Hvorfor har du ikke styr på dine ting’…. Og så bliver man nødt til at sige: ‘Men hun ER ikke voksen. Og derfor beder jeg jer om at hjælpe hende med at holde styr på den taske’… Og man bander lidt for sig selv. For det er en svær snak, og det var ikke meningen at det hele skulle ende med, at mor i sin afmagt skulle placere aben hos Emily, der håndterer en 9/4-ordning, 4 halvsøskende, tre flytninger på fire år, og mors skiftende kærester. Ser vi de unge? Eller har vi ind i mellem alt for travlt med alt muligt andet?
Det kom jeg til at tænke på, da jeg for nylig så filmatiseringen af Janne Tellers roman, der har manuskript af Trine Piil (som også har lavet den bedste tv-julekalender i mands minde Absalons Hemmelighed). Det er en smuk film, som forhåbentlig vil blive set af mange 9. klasser og lægge op til mange års videre arbejde med Janne Tellers ny-klassiker, og Trine Piil er lykkedes rigtig godt med at reaktivere fortællingen i en 2022-kontekst. Jeg håber dog også, den vil blive set af alle os voksne, der har teenagere i vores liv. For alting betyder noget. Også selvom man er 14 og siger, at ingenting betyder noget som helst.
'Intet' har biografpremiere 19. maj.
