Katja Gottlieb
Blog
Hvem ringer klokkerne for?
Der dukker mærkelige ting op i gemmerne i disse mærkelige tider.
I dag har jeg præcis ligesom dig arbejdet hjemme fra spisebordet. Jeg har samtidig ydet førstehjælp til en teenagedreng, som oplevede en mindre krise i forbindelse med, at han skulle læse et digt af Olga Ravn. Han mente, for at sige det pænt, at det måtte være skrevet til en anden målgruppe end lige præcis ham (Point taken). Jeg har tømt opvaskemaskine. Og fyldt opvaskemaskine. Og tændt den igen. Jeg har arbejdet noget mere. Og så jeg har tilfældigvis i en skuffe fundet en stak gamle kladdehæfter, som jeg engang for længe siden omhyggelig har udfyldt side op og side ned med citater skrevet ind med rund teenagehånd. ‘We learned more from a three-minute record, baby, Than we ever learned in school’ (Bruce Springsteen, No Surrender) står der fx. Måske har jeg håbet, at kunne kompensere for min manglede indsats i tyskundervisningen? Et andet sted står der: ‘Alting former, alting har betydning, det, der er og det, der drømmes og det, der vides og det, der anes. Det lægger hvert sin let, men sikkert dragne gang af linjer, som så skal formes ud og dybes efter, som så skal rundes bort og slettes ud’ (J. P. Jacobsen, Niels Lyhne). Og et andet sted kan man læse, at ‘Fornemmelsen havde nok været den samme, hvis jeg var trompetist’ (Kaptajn Haddock, Månen tur/retur), hvilket selvfølgelig er Haddocks passende svar til en mand, der udtaler, at det glæder ham, at der er en sømand blandt de første mennesker på månen.
Men tre fulde kladdehæfter er det altså blevet til med sangtekster, litteraturcitater, filmcitater og alle mulige citater, som jeg engang har fundet det ulejligheden værd at skrive ned. Og som i øvrigt minder om, at der var en helt anden tid, hvor man ikke kunne samle citater på Pinterest. En tid før Netflix, hvor jeg tilsyneladende har pløjet mig gennem bøger, der ville få de fleste teenagere til at blegne i dag. Ikke at alle teenagere i slutfirserne og starthalvfemserne mente, at det mest inspirerende sted i byen var det lokale centralbibliotek, men alligevel tankevækkende, så hurtigt tiden er blevet en anden. Jeg har blandt meget andet læst ‘Emile’ af Rousseau, Holberg og ‘Arternes oprindelse’. Det nye testamente og ‘Hjortens Flugt’ af Christian Winther. Det kan man se i kladdehæfterne. Og på en af siderne står John Donnes berømte tekst eller digt ‘No man is an Island’, der indleder Hemingways klassiker ‘Hvem ringer klokkerne for’. Donnes digt begynder med ordene: Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele...
Hemingways roman, der udkom i 1940, handler om den spanske borgerkrig. Om liv og død og kærlighed. Men også om vores forbundethed med hinanden. Da bogen udkom, havde fascisterne vundet den 33 måneder lange krig mellem demokrati og diktatur. En lokal krig, men også en krig der viste sig som en generalprøve på anden verdenskrig og var så vigtig, at mange udlændinge rejste ned for at kæmpe i den. Det husker vi jo fra Matador, hvor Vickis kæreste, den tyske forfatter Herbert Schmidt i skikkelse af skuespilleren Paul Hüttel, drager af sted til fronten på en sort herrecykel. Herbert kom hjem igen. Det var der mange andre, der ikke gjorde. Blandt andet den danske forfatter Gustaf Munch-Petersen, som mange danske skolebørn stadig stifter bekendtskab med, når de læser digtet 'til mine forældre'.
Hemingway havde en pointe, som anden verdenskrig slog fast; vi er forbundet af hinanden på tværs af grænser og kontinenter. Men som vi også kan se af John Donnes digt, der stammer fra 1624, er vi forbundet på tværs af tid. Beslutninger taget i dag, får betydning senere. Måske i morgen, måske først om lang tid? Men faktum er, at de muligheder jeg har fået i mit liv, er konsekvensen af beslutninger taget før min tid. Beslutninger, der har medført min personlige frihed, demokratiske rettigheder og en høj grad af tryghed. Og lige i disse dage, hvor jeg og mange andre står ved bredden på hver vores personlige ø, er det værd at huske på, at vores frihed og vores forbundenhed er to størrelser, der spiller sammen. I mellem dem står ansvarlighed og tillid. Jeg kan være fri inden for hensynet til dig. Det er mit ansvar. Og jeg har tillid til, at du gør det sammen.
Og nu står vi her i en underlig tid. Vi lægger hverdagen om. Mine venner, bekendte, kolleger og familie finder uden at kny (næsten da... apropos en teenager, der læser ny, dansk lyrik) nye måder at arbejde på, så vi i det mindste kan holde den verden, vi kender, nogenlunde igang. Og en skønne dag lukker alting op igen. Jeg håber, vi stadig har frihed, tillid og muligheder også i fremtiden.
Hemingway hentede både sin bogs motto og titel hos John Donne, der slutter sin tekst med ordene; thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig. Det var naturligvis klokkeringning ved begravelser, Donne sigtede til. Det har verden nok af i denne tid. Uden at forklejne hans ord, så ringer det forhåbentlig snart ud til forår, og ind til skole igen, så vi kan mødes ansigt til ansigt. God arbejdslyst.
Hele John Donne-citatet, der indleder ‘Hvem ringer klokkerne for?’ lyder sådan:
Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig,thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.
