Blog
Herfra hvor vi står
I sidste uge fik vi tallene for årets kvote 2-optag på læreruddannelsen.
Offentliggjort
Sidst opdateret
Jeg har lige mødt Pedes far. Det var længe siden. Og det er osse længe siden, jeg sidst har set Pede. Egentlig hedder Pede Petrine, men i alle de år jeg kan huske, er hun aldrig blevet kaldt andet en Pede. Og selvom det regnede lidt, selvom og det var sidst på dagen, blev vi stående på hjørnet af Møllebakken med vores cykler, fordi vi skulle høre, hvordan det stod til med alting. Og Pede er ved at læse til sygeplejerske, fortalte hendes far. Og måske er det fordi, jeg er ved at blive halvgammel. Eller måske er det bare fordi, det er sådan, der er med os lærere. Men jeg bliver altid så glad over at høre, at mine gamle elever er kommet godt i vej. Jeg er helt sikker på, at Pede bliver en fantastisk sygeplejerske. Det talte vi lidt om. Og så talte vi lidt om, at hun vist også havde overvejet at læse til lærer eller pædagog på et tidspunkt. Og så grinede vi lidt af DET. Som hendes far sagde, så var det GODT, at hun var kommet fra den ide. Og jeg vidste godt, hvad han mente med det. Begge Pedes forældre ved i øvrigt også godt, hvad de taler om.
I sidste uge blev tallene for årets kvote 2-optag offentliggjort. Og det kom egentlig lidt bag på mig, at antallet af personer, der har søgt ind på læreruddannelsen på kvote 2, er faldet med 17 procent. Jeg havde håbet, at vi var på vej i den rigtige retning igen. Det tegner ikke godt. Ikke mindst fordi der allerede nu mangler uddannede lærere. I 2030 anslår man, at der vil mangle omkring 13.000 lærere på landsplan. Pede kunne være blevet en god lærer. Men nu har hun fravalgt det. Og det er ikke så mærkeligt. Hun er vokset op i skyggen af den negative fortælling om folkeskolen, som jeg første hørte, da vi i 2004 blev hængt ud i folketingssalen for at bedrive rundkredspædagogik og ikke levere faglig undervisning. Jeg var ny lærer dengang og havde stadig meget at lære. Men det var ikke det, jeg så mine kolleger lave. Og jeg behøver sikkert ikke at minde om, at det hele kulminerede i 2013 med en planlagt lockout, hvor vi vendte tilbage til en folkeskole, der var tømt for indhold, og i stedet plastret til i løfter det var lige så tomme som de fuglehuse, vi alligevel ikke havde materialer til at bygge.
Siden er vi mange, der har forsøgt at vende skuden med gode ord fra hverdagen i klasselokalerne og et helhjertet forsøg på at få enderne til at nå sammen. Men det er svært. Ikke mindst fordi, folks billede af skolen ofte er identisk med den skole, de selv har gået i, kombineret med det billede, der tegnes i medierne og fra politisk hold. Vi kan ikke selv løfte den opgave, det er, at få flere til at vælge og forblive i faget. Og jeg kan godt afsløre, at det ikke hjælper at sende dyre konsulenter ud på skolerne, for at skabe gode fortællinger og værdier og visioner på et lærerværelse. Man skaber ikke gode fortællinger ved at trække et koncept ned over hovedet på folk og håbe, det passer.
Herfra hvor jeg står, er jeg ikke i tvivl om, at det er i det politiske niveau, vi skal finde roden til den situation, vi nu er havnet i og løsningen. For det betyder noget, når statsministre fra talerstolen i folketinget hænger skolen som institution ud. Det betyder noget, når man tager skolen som gidsel i en valgkamp, fordi man trænger til at markere sig på det værdipolitiske område. Og det betyder noget, når ministre uden pædagogik erfaring tænker, at det er skidesmart at opfinde fag og indkøbe læringskoncepter, som ikke har gang i praksis. Det betyder noget, når man forvansker inklusionsbegrebet til en slet skjult spareøvelse, og det betyder noget, når man som lærer ikke ser skyggen af reel efteruddannelse fra det øjeblik, man forlader læreruddannelsen, men i stedet kan opleve at blive sendt på mystiske bunkekurser, hvor man skal lære noget med at trække en post-it seddel og sidde i… ja, rundkreds.
Jeg synes, der er ved at ske noget i det politiske niveau, men det går langsomt. Jeg ved ikke, hvordan man forestiller sig, at vi skal hænge sammen som samfund i tider, som vi kalder senmoderne og pluralistiske, uden en folkeskole? Men jeg ved, at det kræver politisk handling, hvis vi skal sikre, at folkeskolen som institution også står i 2030. Jeg ville ønske, jeg havde kunnet sige til Pede, at hun endelig skulle læse til lærer. Det er det vigtigste arbejde i hele verden.
PS: Jeg vil gerne undskylde overfor evt. læsere af denne blog, hvis det hele ser lidt mærkeligt ud. Jeg har nu læst en 12 sider lang instruktion i betjening af det nye blogging-system. Jeg er sikker på, at det nok skal blive fint og godt. Og helt sikker på, at jeg skal have gevaldig meget efteruddannelse, hvis jeg skal mestre teknologiforståelse... Men det er nok en by i Rusland... Eller noget. Tak, fordi du læste med i hvert fald.
KH Katja
