Katja Gottlieb
Blog
Til alle de bål, der brænder derude...
Prøveperioden er i fuld gang, og det er ikke kun eleverne, der sidder og sveder derude...
Man kunne godt fornemme en vis uro bag rutinen. Den lå gemt i kommentaren ”men det kan jeg jo ikke gøre så meget mere ved nu...”, der blev serveret sammen med et skuldertræk. Og jeg hældte kaffe op, og vi snakkede videre om noget andet, som jeg har glemt nu. Men ordene blev hængende hele weekenden som en af de der løsrevne stumper sang, der pludselig dukker op i ens øregang, når man mindst venter det.
Det var en gammel kollega, der havde sagt det. En jeg engang har arbejdet tæt sammen med. Og en, som jeg kender så godt, at jeg stadig kan høre de små sprækker i stemmen, hvor et eller andet ubestemt bryder igennem overfladen. Bare et øjeblik. Som et solglimt i et vindue, der bliver lukket på den anden side af gaden. Og så er alt igen som det plejer. I morges huskede jeg, hvorfor hun havde sagt det. Det var i dag, hun skulle have en klasse op til afgangsprøve i et fag, som hun har undervist i igennem mange år. Men prøveformen er lavet om. Igen vistnok. Eller fornylig i hvert fald. Det har været svært at nå det hele. At få dagligdagen til at køre i en klasse. At holde en høj faglighed og samtidig at forsøge at ændre sin egen praksis, når meget er nyt, og man ikke har et overblik. Vi har talt om det løbende, og det har fyldt meget.
-Jeg kan ikke nå det hele, har hun sagt. Man skal faktisk nærmest undervise på en hel anden måde, for at det hænger sammen. Og så havde hun tilføjet, at det simpelthen ikke var godt nok, det hun gik og gjorde.
-Men der er jo også alle de problemer med trivslen i klassen? havde jeg sagt. Hun svarede ikke.
Og hun har knoklet. Møder med socialrådgivere, forældre, psykologer og elever. Og der var også den anden klasse, hun har. Og en makker der blev langtidssyg midt i det hele. Løse vikarer, og hvad gør man så? Som lærere flest; man forsøger at jonglere det hele på samme tid. Og det man godt ved ikke fungerer, prøver man at indhente. Om aftenen. Om søndagen. Og heldigvis havde der jo været alle helligdagene.
-Du ved, godt, at du skal holde fri, når du har fri, ikk? sagde jeg fromt, selvom jeg godt selv kan huske, hvordan det var. Det er jo ikke for at være en morakker. Men det er fordi, det er små mennesker, man har i sin hånd. Jeg ved det godt.
Hun havde især været bekymret for en af pigerne. Flittig og kvik. Og så ufattelig hårdt ramt af, at det der med at skulle præstere. Af en usikkerhed, som er svær at placere. Pigen var brudt sammen og havde grædt så meget til sin matematikprøve, at den kun med nød og næppe blev bestået.
-Hun bliver simpelthen nødt til at få en god oplevelse med en mundtlig prøve, inden det er for sent, sagde min gamle kollega. Der var sådan en rynke mellem hendes øjenbryn. Jeg vidste godt, hvad hun mente. Første gang jeg skulle ud som censor, hvad jeg spurgt en dygtig lærer på lærerværelset om råd. Det fik jeg. Og jeg husker stadig, at hun sluttede med ordene: Og husk så, det er kun folkeskolen. De skal have som fortjent, men mest af alt skal de have en god oplevelse. Og de ord, tog jeg med mig. Jeg har gentaget dem for mig hver gang, det var tid til at sende et nyt hold elever ud i verden.
Jeg sendte en sms til min gamle kollega her til eftermiddag. Hva’ så, overlevede dine elever :D? spurgte jeg frisk... Inden jeg havde lagt telefonen, ringede den. Hun nærmest knitrede af glæde, men hun var også træt. Det kunne man godt høre. Og hun fortalte. Hvad dén havde sagt. Og hvad dén havde gjort. Og censor havde sagt sådan, og så havde de også gjort sådan. Og om smertensbarnet, der havde klaret det så fint, så fint...
-Nu skal jeg have en lur, tror jeg, sluttede hun og tilføjede, at hun næsten ikke havde sovet i nat. Det havde jeg gættet. Den lur, har hun edderbrodereme fortjent. Og til alle de ildsjæle, der knokler afsted derude i disse uger, fordi I vil jeres elever det allerbedste. Held og lykke med dem. Tak for indsatsen, I gør et kæmpe stykke arbejde, som ikke altid kan ses. Og sov godt, når I kommer så langt...
