Katja Gottlieb
Blog
Sådan vil jeg være...
Cecil Bødker er død, skriver aviserne. Bødker var en af de fem store forfattere, der med deres sprog og deres syn på barnet var med til at ændre dansk børnelitteratur for altid. Men måske har hun også været med til at ændre danske børn for altid?
I morges stod vi alle sammen op til en forårsmorgen, der var så blank og fin, at man skulle tro, at dagen slet ikke havde læst sine avisoverskrifter. ’Cecil Bødker er død 93 år gammel’, stod der. Og i flere af landets storeaviser kunne vi læse om Cecil Bødkers betydning for dansk børnelitteratur. Det manglede bare. Bødker var en af de fem store forfattere, der med deres sprog og deres syn på barnet var med til at ændre dansk børnelitteratur for altid, hvad der helt konkret kan aflæses i Bødkers placering på den vejledende kanonliste, som jeg nu skal rette på den mest ærgerlige måde, inden jeg holdes mit næste kursus i kanonlitteratur: 'Cecil Bødker 1927-2020'.
Jeg læste et par af avisernes mindeord, lavede kaffe, gik i haven med hunden, og fandt en solplet i hjørnet. Hunden åd et eller andet, jeg helst ikke vil vide hvad er, fra kompostdyngen, mens gråspurvene sprudlede derudaf, og hækken sydede lysegrønt. Det er forår. Og måske fordi det var lidt koldt, lagde solen sine varme hænder om mine vinterhvide kinder. Og det slog mig, at det er stort at have haft betydning for dansk børnelitteratur, men det er måske større, at have haft betydning for flere generationer af børn, der som jeg denne morgen er et voksent menneske, der står i et hjørne af haven med en kold kop kaffe og er blevet til nogen.
Jeg læste meget som barn. Og mange forskellige genrer. Litteraturen var spændende. Et fristed. Et eventyr og lærerig. Jeg drømte om at se verden, som Jørgen i Nils Hartmanns ’Rejsen til Bantam’. Eller om at lide skibbrud, som Robinson Crusoe, og brygge en verden op på min egen øde ø. Det nærmeste, jeg kom, var en hule bag en blågran i mine bedsteforældres have, der desværre ikke var helt øde, fordi min bror også insisterede på at lide skibbrud og åbenbart havde installeret sig lidt længere nede i haven. Selvom jeg ikke kunne se ham for bar' træer, så var han der jo alligevel. Og da han under ingen omstændigheder ville være Fredag, måtte vi nøjes med at ignorere hinanden bag hvert vores træ.
Men jeg identificerede mig også voldsomt med nogle af det skikkelser, jeg mødte i bøgerne. Astrid Lindgrens Madicken, eller Grynet som hun kaldtes i min barndom. Madicken, der altid kom galt afsted, og aldrig rigtig kunne gøre for det. Madicken, der mistede sin galosche, og kom til at give skylden til den ikke-eksisterende Rikardt. Madicken, der kom til at sælge sin søster til en omrejsende slavehandler og fortrød. Og så var der Silas.
Underligt nok fandt mit første møde med Silas ikke sted gennem bøgerne. De kom først senere, i øvrigt sammen med nogle af mine favorit-Bødker-Bøger 'Marias barn – Drengen' og 'Marias barn – Manden'. Som så mange andre på min alder lærte jeg Silas at kende gennem den tyske tv-serie af samme navn, som dansk tv sendte i 1980’erne. Silas, som i et land uden navn og et sted uden tid, stak af fra både sin mor og det cirkus, hvor han blev mishandlet. Han møder en hestehandler, der i et forsøg på at narre Silas, indgår et væddemål med ham; hvis Silas kan ride den sorte hoppe over engen, må han få den. Silas vinder, men den upålidelige voksne holder ikke sit ord, og Silas tager sagen i egne hånd. Silas kan selv. Silas var stærk og fri og modig, men også fræk og sammensat. Jeg ville gerne være som Silas.
Et eller andet sted inderst ind ligger alle de sider, jeg har læst gennem årene, som aflejringer. Side for side. Og måske er det Silas, der en gang imellem stikker hovedet frem, når jeg gør som det passer mig, gør det, jeg finder rigtigt, og tænker, at det nok skal gå alt sammen.
Mens kaffen blev kold, kunne jeg næsten høre det triste tema fra Silas fløjte, som både er et symbol på kunsten, men også den magiske fløjte, han bruger i kampen mod alt det uretfærdige. Det tema klinger stadig. Tak for alle ordene, Cecil Bødker.
