Noget om karriere, efteruddannelse og medarbejderafvikling

I adskillige år var det et fast punkt til min mus-samtale at meddele, at det gik fint, men at jeg gerne ville på efteruddannelse. Jeg underviste jo alligevel i adskillige klasser i kristendomskundskab, så jeg mente, det måtte være på sin plads, at jeg også blev kvalificeret til det. Derfor ville jeg gerne have et ekstra linjefag. Så grinede min leder altid og sagde, at det kunne jeg ikke få. Og det vidste jeg jo godt, at han ville sige. Og så snakkede vi om lidt løst og fast, inden jeg gik tilbage til min undervisning. Den undervisning jeg havde fået uddannelse til at varetage i årene 1995-1999 og derefter havde sejlet min egen sø i forhold til at tage kvalificeret hånd om. Som om der ikke var sket en fis inden for didaktik og teknologi og litteratur og læsning og mundtlighed og skriftlighed og hvad ved jeg, siden jeg forlod seminariet.

Det kom jeg til at tænke på i forbindelse med det tema om karriere, som Folkeskolen har kørt den seneste tid. Og så kom jeg til at tænke på, at jeg engang hørte en konsulent udtale sig om, at ‘det var utroligt, at det sad dansklærere derude, som ikke vidste, hvad det ville sige at læse med fordobling’. Bemærkningen var præget af forargelse, og blev lidt paf over den. Der meget galt med sådan en bemærkning. Først og fremmest viser den et gab mellem læreren, der står ude i hverdagen og forsøger at levere den bedst mulige undervisning inden for de rammer, der er givet, og de der udtænker retningslinjer for, hvordan læreren skal forvalte sin praksis. Men den peger også på noget af det, der er stærkt problematisk i vores arbejdsliv. At læse med fordobling er et centralt og vigtigt begreb i danskundervisningen, men hvis man ikke har fået noget som helst efteruddannelse, siden man forlod seminariet for 30 år siden, er det ikke sikkert, at man har hørt om begrebet. Det hjælper ikke noget at være forarget. Det hjælper kun noget at forstå. Og det med efteruddannelse vil jeg hermed gerne tilbyde en empirisk forankret indflyvning over.

Fresh fra seminariet-perioden

De første år i praksis havde jeg rigeligt at se til. Jeg havde meget med i rygsækken fra seminariet. Fx havde jeg virkelig godt styr på den mauriske periode i spansk historie. Og vidste også en del om Thomas Ziehe. Men jeg havde tilsyneladende været syg den dag, da vi blev undervist i, hvordan man får Ahmed til at sidde på en stol bare noget af timen. Og at det er en dårlig ide at sende halvdelen af 6. A ud på gangen, når man mangler pondus bag katederet, fandt jeg ud af på den hårde måde. I de år kan man sige, at hverdagen var efteruddannelse nok i sig selv. Og min viden fra seminariet var også ny og blank og frisk i erindring. Siden kom nogle år, hvor man kunne være heldig at få et fagligt eftermiddagskursus på det lokale pædagogiske center. Der var nogle virkelige fine kurser i mellem. Og der var også en fagkonsulent, som man kunne bestille tid hos. Og så kunne man cykle derop nogle stykker sammen og få præsenteret de nyeste undervisningsmaterialer og hjælp til årsplanen. Vi havde også tid til det. Det var alle tiders. Men så var det som om, der gik noget galt.

Jeg ved ikke, om det er en udvikling, der har været sådan i hele landet? Eller om jeg bare har været usædvanlig uheldig? Men i hvert fald forsvandt de der individuelle eftermiddagskurser. Og nu skulle vi pludselig på sådan nogle ens kurser alle sammen.

Bunke-kursernes tidsalder

Jeg kan huske en lørdag, hvor hele skolen var på kursus sammen. Det, der står tilbage, var noget med orden i garderoben (som vi ikke havde i udskolingen alligevel. Altså en garderobe), at man kunne lære eleverne at række to fingre op, når de skulle tisse og at klappe som en sæl, hvis man var enig i det, der blev sagt. På den måde behøvede alle ikke at fortælle den samme historie. Det var en lang lørdag.

Jeg har også været på inklusionskursus. Det skulle alle lærerne i kommunen. Men der var åbenbart ikke råd til rigtigt at sende os på kursus. Så i stedet fik vi en mappe med fotokopier, som vi fik lektier for i til hver kursusgang, hvor vi så skulle drøfte artiklerne i mindre grupper. Det varede utrolig mange kursusgange og var et meget begrænset udbytte. Især fordi det var sjældent, at nogen havde haft tid til at læse i kopierne mellem møderne. Det kan man jo mene om, hvad man vil. Men hvis man mener et kursus alvorligt, så må man jo sørge for, at vi har tid til at løse opgaven. Bare lidt tid i hvert fald. Jeg har i øvrigt skrevet pædagogisk speciale om inklusion i sin tid. Og på den baggrund vil jeg da gerne tilføje, at det med at man kalder elever med særlige behov for inklusionsbørn og så bare siger, at de sagtens kan få noget ud af at sidde i klassen uden støtte, hvis lærerne bare tænker anderledes, det i hvert fald ikke var det, vi kom frem til den gang. Men sådan er der jo så meget.

Blandede highlights

Og hvis vi fortsætter perlerækken af highlights, så har jeg siddet i en hal og hørt en fodboldtræner forklare os, hvordan vi burde bruge principper fra hans fodboldtræning i undervisningen. Så ville det hele gå meget bedre. Det var noget med disciplin, motivation og konkurrence. Jeg spekulerede over, om han var klar over forskellen på et fritidstilbud og en skole? Og om hvad han ville stille op med en elev som min Billy, der ofte mødte op uden taske og uden at have fået noget at spise? Ville han kunne rumme en sulten, forsømt dreng uden fodboldstøvler ud fra devisen, at han bare skulle motiveres korrekt? Det var naturligvis i Løkke-akademiets glansperiode, og jeg kunne ikke umiddelbart omsætte oplægsholderens input til noget relevant.

Så har jeg været på adskillige temadage, hvor vi har skullet lave samarbejdsøvelser i grupper. Sådan noget “Hvor mange ‘personaler’ kan stå på et mikroskopisk stykke voksdug, som skal vendes om, uden at nogen træder ved siden af”? Og så skulle man gå videre til en anden øvelse, hvor man skulle tage sko og strømper af og male sine fodsåler og sætte aftryk på et lærred, som så skulle hænges op på skolen og minde om noget med æstetik og samarbejde. Det var selvfølgelig næppe et kursus, men det har formentlig kostet kassen. Og man kunne måske have tænkt i noget mere relevant efteruddannelsesagtig i stedet?

And here comes skolereformen

Og så er der alle skolereformkurserne, som jeg gerne vil forbigå i tavshed. Og et mærskkursus der varede i to år og heldigvis kostede så mange årsværk, at vi undgik en del fyringer. Her skal det retfærdigvis siges, at underviserne var rigtig dygtige, men konceptet var skørt. Og så var der alt det andet. Førstehjælp og girafsprog og smartboard og meebook.

Alt det, men ikke et eneste reelt stykke faglig efteruddannelse i ti år. Og min hjerne føltes til sidst som en gammel rosin af den slags, man kan finde i bunden af et køkkenskab, når man rydder op. Den skrumpede ind omvendt proportionalt med mit blodtryk, der gik helt agurk, når der stod en konsulent og forklarede, at det nye var, at vi skulle væk fra ‘hvad skal vi lave’-tænkningen og i gang med ‘hvad skal vi lære’-tænkningen.

Og så kan man spørge, om jeg ikke bare selv kunne finde ud af læse op på alt det nye, eller selv kunne betale for et kursus her eller der… Det med selv at læse op, det har jeg forsøgt. Og jeg fik fx læst noget af Per Fibæk, som jeg havde hørt et oplæg med (det var i fagforeningsregi…), og syntes var ret klog at høre på. Og men det er svært at nå at følge med, og det blev lidt med spredhagl. Det, jeg har savnet er reel, faglige kvalitetsefteruddannelse. Gerne noget, der havde battet. Noget, der havde gjort mig bedre til mit arbejde, fået min uddannelse og min erfaring fra mange år i praksis til at gå i spil med den ny viden. Noget der havde sat ild i mine faglige gløder. Og hvis jeg ikke kunne have fået det, kunne jeg så ikke i det mindste have fået et eftermiddagskursus i multimodale tekster eller ny ungdomslitteratur bare en gang om året? Så havde jeg måske ikke tabt pusten. Min karriere i folkeskolen blev i hvert fald sat på pause som følge af den udsultning og underprioritering skoleområdet lider under. Og efteruddannelsen har jeg selv taget hånd om siden. Det skal jeg gerne følge op på i et senere blogindlæg. Men det kunne jo være dejligt, hvis medarbejderudviklingssamtaler, BLEV til udviklingssamtaler og ikke afviklingssamtaler.