Katja Gottlieb
Blog
Ikke for skolen, men for livet…
Det er nu de mennesker, der har valgt at tage et stort samfundsmæssigt ansvar på deres skuldre i form af politisk arbejde, skal træde i karakter...
Egentlig troede jeg, at det var ved at være forår. For fuglene lød som forsigtigt forår i weekenden. Og det duftede som forår. Den der kolde, fugtige og lidt muldne duft, som stadig kan give mig gåsehud af gensynsglæde. Men så begyndte det at sne, og jeg fandt mig selv stående foran terrassedøren, hvor tykke, næste aakjærske sneflokke væltede rundt i verden uden for. Sådan kan årstiden pludselig spille én et puds. Lige som at tiden kan spille en et puds. Og selvom jeg ind i mellem synes, den går for hurtigt den tid, så sætter jeg pris på den alligevel. Og ikke mindst på, at jeg er en del af den. En del af helheden. Og at jeg har en funktion i at få det hele til at dreje rundt. Som et tandhjul i et urværk.
Jeg gik i skole den gang formålsparagraffen for folkeskolen sagde, at skolen skulle forberede eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati. Jeg blev opdraget til samfundsborger. Til at tage selvstændigt ansvar. Til at indgå i et demokrati. Og jeg gjorde egentlig det, man skal gøre. Kom på gymnasiet og valgte efter lidt svinkeærinder at læse til lærer. Og ansvarsfølelsen kom med tiden. Den lå der og bankede på katederet, da man pludselig stod alene med 25 små mennesker med store øjne og ingen fortænder. Og for første gang i sit liv følte man sig rigtig voksen. På en gang stolt. Og tynget af alvoren.
Jeg var mange år om at blive en dygtig lærer. Men det kom. Med erfaringen. Med de første grå hår. Med at blive betragtet gennem sine elevers øjne. Men at føle, at man gjorde en forskel. Og måske var det også derfor, det gjorde ekstra ondt, da jeg i sommeren ’16 nedlagde kridtet, pakkede min skoletaske og gik hjem fra skole for sidste gang. En beslutning, der var en direkte udløber af det overgreb, folkeskolen blev udsat for i foråret ’13. Jeg synes ellers, jeg havde givet det en chance. Jeg mødte op i min klasse efter lockouten og forsøgte sammen med mine kolleger at levere et godt stykke arbejde inden for de rammer, vi fik. Det kan man ikke. Man kan levere et stykke så-godt-som-man-kan-arbejde. Men ikke et godt arbejde.
Det er nu de mennesker, der har valgt at tage et stort samfundsmæssigt ansvar på deres skuldre i form af politisk arbejde, skal træde i karakter. Måske troede man reelt på, at man gjorde samfundet en tjeneste, ved at gennemtvinge en skolereform, der er et stykke politisk makværk og en faglig katastrofe? Måske mente man reelt, at det ikke udgjorde et demokratisk problem, at sætte vores aftalesystem ud af drift? Jeg har svært ved at forstå det, men hvis vi skal se fremad, så er det nu I skal spørge jer selv, hvad det for en skole, I gerne vil? Og hvad er det for et samfund, I drømmer om? Jeg håber, det er demokratiet. Jeg håber, det er et samfund med borgere, der har rum til at handle og modet til medansvar for løsningen af fælles opgaver? Det er nu, I kan vise, at I gør, som I siger. Tiden går.
