Læs mere fra bloggen: Katja Gottlieb
Blog
Hvor svært kan det være?
Jeg har ikke tal på, hvor mange kommentarer jeg det seneste døgn har set om, at lærerne da 'bare' kan gå tilbage til at bruge papir og blyant, nu hvor de ikke kan bruge deres chromebooks i Helsingør. Sådan er virkeligheden desværre bare ikke.
Offentliggjort
Sidst opdateret
-Hvad skal du med dem? spurgte jeg skolebibliotekaren, som en formiddag for mange år siden var ved at bibbe grønne retskrivningsordbøger ud og nu sad og smed dem ned i en stor vogn, der bugnede af ordbøger i grøn lærredsindbinding, nogle næsten nye, andre slidte med elevkrusseduller eller frække ord skriblet udenpå.
-Ja, det ligner jo en bogafbrænding, rent barbari, sagde hun. -De skal kasseres. Alle sammen!
-Men hvad skal vi så slå op i? spugte jeg vantro, og så mit årlige ’ordbogskursus’, som jeg havde brug en årrække på at forfine til en mellemting mellem tortur og perfektion, forsvinde direkte ned i afløbet.
-Det er SLUT nu, Katja. Ordbøgerne skal kasseres, for vi går over til at bruge onlineordbøger. Det er en kommunal beslutning.
-Jamen, så lærer de jo slet ikke at bruge en ordbog, protesterede jeg…
-Det er åbenbart ikke nødvendigt i fremtidens samfund. Og du kan lige så godt forberede dig på, at det er sådan det går. Det her er KUN begyndelsen… Vil du ha’ nogle af dem til klassen? Så kan du bare forsyne dig, sagde hun og nikkede mod vognen.
Og hun havde ret. Det gik kun den vej. Vi var hurtige til at rykke på tech-fronten i Helsingør Kommune, hvor jeg var ansat. Så hurtige, at jeg faktisk i overvejende grad anvendte digitale materialer i mine klasser den gang i 2016, da jeg gjorde min sidste 9. klasse færdig. I bakspejlet var det en udvikling, der gik vanvittigt hurtigt. Præcis som min skolebibliotekar havde spået. Og det var en udvikling med nogle fordele, ikke mindst for dyslektikere, men i høj grad også en udvikling, som godt kunne have haft brug for lidt eftertanke. Måske var det derfor, jeg var en flittig gæst ved kopimaskinen. For nærlæsning kræver til tider, at man læser på papir med en blyant i hånden.
Men uanset hvad betød digitaliseringen, at jeg i stigende grad måtte sige farvel til papirmaterialer og klassesæt, simpelthen fordi, det, vi lærere blev tilbudt, nu var noget andet. Det var portaler suppleret med meebook, hvor vi kunne taste forløb ind og samle links til diverse undervisningssites. Prøvesættene flyttede også online, og vi trænede retskrivning med høretelefoner på og skulle lære at pakke zip-filer ud, så vi kunne tilgå skriftlig fremstilling. Vi flyttede blikket fra siderne i klassesættene til smartboardet, hvor min ellers pæne (og til tider detaljerede og sjove) tavleorden nu lignede en kompostbunke i modvind, for det er svært at tegne Napoleonskrigene på et smartboard. Og når vi havde set instruktioner eller små videooplæg på tavlen, kunne vi flytte blikket til elevernes individuelle skærme og fortsætte arbejdet der.
Faktum er, at i takt med at det materiale, jeg som lærer fik tilbudt, ændrede sig, ændrede min undervisning sig også. Når undervisningen bliver mere digital og mindre analog, skal jeg undervise på en anden måde. Lidt forsimplet kan man sige, at mit ordbogskursus, der skulle gøre eleverne sikre brugere af ordbogen og retskrivningsreglerne (som ældre dansklærer vil huske er trykt i ordbogen), nu var overflødigt, fordi en digital ordbog fungerer på en anden måde, som eleverne selvfølgelig også skal lære. Dertil skulle jeg nu bruge en masse tid på at lære eleverne at navigere på en skærm (nej, det kan de ikke finde ud af, bare fordi de er født med en smartphone i hånden). Men det er sådan noget man kan, når man er uddannet lærer. Vi ved, hvad der skal undervises i, vi ved hvorfor, der skal undervises i noget, og vi ved, hvordan der skal undervises i noget. Indhold og form er ikke noget, vi lige finder på, når vi står ved tavlen (selvom det jo er vanvittigt moderne at asfaltere, mens man kører…), fordi al god undervisning kræver både forberedelse og efterbehandling.
Og på den baggrund vil jeg som bosiddende i Helsingør, hvor den seneste uges hotteste emne har været chromebooks, gerne sige, at hvis man ikke ved hvad didaktik betyder, så skal man måske holde lidt igen med billige kommentarer om, at ’så må lærerne og eleverne bare tilbage til papir og pen igen’ og ’Blyant og papir har ikke skadet nogen’ ud fra devisen, hvor svært kan det lige være.
Jeg ved ikke, hvad sådanne kommentarer skal gøre godt for? Lærerne kan ikke lige trylle klassesæt frem til horder af elever, der skulle have været online. Man kan ikke flytte et geogebraforløb over i et kladdehæfte. Man kan ikke veksle sin planlægning 1:1 fra digital til analog undervisning. Elever, som kræver læse- og skriveteknologi for at få det fulde udbytte af undervisningen, bliver koblet af. Og dertil kommer, at den planlægning, som lærerne har lavet i deres sparsomme forberedelsestid, ryger i vasken, når de pludselig ikke kan gøre, hvad de har planlagt.
Jeg undrer mig ufatteligt meget over, at nogle mennesker føler sig i stand til at vurdere andre faggruppers virkelighed. Men sådan er virkeligheden måske i 2022? Hvis man føler trang til at kommentere i kommentarsporene på de sociale medier, vil jeg i stedet opfordre til, at man roser lærerne for endnu en gang at stille op og håndtere arbejdsvilkår, der bliver ændret over night og alligevel møde op i klasserne og holde undervisningen kørende på den bedst mulige måde.
Der er sgu ikke noget at sige til, at det er svært at rekruttere.
