Katja Gottlieb
Blog
Mellem linjerne...
Litteraturen bliver aldrig nyttig. Men det gør den ikke mindre nødvendig...
Man kan streame alt. Alt hvad hjertet begærer. Lige når man har lyst. Om det så er Paradise Hotel, eller en youtube-video, der viser, hvad der sker, når man nedsænker en dåse coca-cola i varm lava. Det med colaen og lavaen er betydeligt mere interessant end det med Paradise, kan jeg afsløre, hvis man skulle have noget af det til gode. Og når den ene video slutter, så starter den næste, og det hele flyder forbi en i en behagelig strøm. Man anede slet ikke, at man havde lyst til at sidde og se en blæksprutte i et akvarie skue låget af et syltetøjsglas, eller hvad den næste video, der nu popper op, tilfældigvis handler om. På samme måde som de unge heller ikke aner, hvad de går glip af ved ikke at læse, for ifølge nye undersøgelser, dropper de bøgerne. Men derfor vil jeg nu stadig gerne slå en lille blækklat for litteraturen.
Som det er med så meget andet her i livet, har vi hver især vores særegne interesser. Nogle opsøger vi selv, andet introduceres vi til. Vores motivation kan være forskellig, og det er ikke altid til at sige, hvorfor man bliver begejstret. Men det er nødvendigt, at der finder et møde sted, før vi kan begejstres, opsluges og endda gide at tage de kampe, der skal til for at blive gode til noget. Om det så er karate, computerspil eller at læse litteratur. Det er vores eget frie valg, hvad vi interesserer os for, og det er godt og vigtigt med det frie valg. Men ligesom når vi opdrager vores børn, vil en ansvarlig forælder nok i en eller anden udstrækning forsøge at sætte en retning for barnet i mange sammenhænge. Det er i hvert fald almindeligt, at man forsøger at få sit barn til at spise broccoli. Eller ærter. Eller i det mindste agurker. Også selvom barnet helst vil spise skumbananer. Simpelthen fordi vi godt ved, at mennesket ikke lever af skumbananer alene.
Og sådan er det også lidt med litteraturen og det der med streamingtjenester. Det er let og lækkert at streame. En glæde købt og ædt, som Michels Strunge skrev. Men måske skal vi skubbe lidt på, for litteraturen er med til at danne os som mennesker. Både som individer, men også som en del af de fællesskaber, vi hele vores liv skal indgå i. Litteraturen kan være noget, vi mødes i, og noget vi mødes om. Og litteraturen er nødvendig for, at vi kan gebærde os i andre sammenhænge her i livet. Litteraturen er ikke nyttig, og heldigvis for det. Men kendskabet til litteraturen og dens koder afgørende for, at man agere i samfundet.
Vi lever i en tid, hvor genrer og medier er i opbrud. Gammel og nyt smelter sammen til et tredje, og nye genrer opstår. Og det går stærkt. Vi opererer med mockumentary og reality. Genrer, der mere eller mindre åbenlyst afprøver grænserne mellem virkelighed og fantasi. Youtubere, som de yngste medieforbrugere kommer til at betragte næsten som virkelige venner, selvom mange af dem ofte også sælger en vare til seerne på børneværelserne. Vi forventer, at borgere er i stand til forholde sig til falske nyheder, som breder sig hastigt, bl.a. gennem de sociale medier, som er en integreret del af vores hverdag. Hvad er sandt? Og hvad er falsk? Hvad er reklame? Hvem er afsenderen, og hvad er hensigten bag? Det er noget af det, de unge hver dag skal forholde sig til. Selv en gammel og velkendt genre som dokumentaren læner sig op ad fiktionen ved ofte at være stærkt sansende og dramatiserende.
Og så er der et program som Paradise Hotel, ville de fleste uden at blinke sige, at det var reality. Men hvad er reality? Er det, som navnet antyder, virkelighed? Vi voksne ved det godt. Under hele konceptet ligger fiktionen fed og blank, og heldigvis ved mange 14-årige det også godt. Men spørg på et lærerværelse: Børn helt ned til 9-10 årsalderen ser med, og dertil kommer, at meget tv-sening streames på forskellige devices, som man ofte sidder alene med på sit værelse. Jeg skal ikke forholde mig til, hvorvidt små børn skal se Paradise Hotel. Det må forældre selv tage stilling til. Men det er de færreste 3.-4. klasses elever, der er i stand til at forstå, hvad det er, de har med at gøre, når virkeligheden på den måde iscenesættes. For at kunne forstå det, er det et godt udgangspunkt at have et litterært fundament. For hvis der er noget Paradise Hotel trækker på, er det eventyrgenren: Arketyperne, det gode, det onde, prøverne, jagten på prinsessen og det halve kongerige, kønsroller og selve kompositionen. Man kan blive ved. Og det samme gør sig gældende i mange andre sammenhænge. Så selv den ikke er nyttig, den litteratur, så er den altså nødvendig. Så læs for pokker. Læs for livet...
