Katja Gottlieb
Blog
Om håndværk og åndværk
I virkeligheden burde de praktisk-musiske fag fylde nøjagtig lige så meget på skemaet som skolens øvrige fag.
-Hvad har du lavet i skolen i dag? spørger den håbefulde mor, da lyden af den 14-åriges skoletaske, der med et tungt klask rammer gulvet i entreen, høres sidst på eftermiddagen.
-Ikk’ noget, lyder det rutinemæssige svar i samme nu som cykelhjelmen ryger samme vej. Nu er han en mand af få ord, og jeg ved udmærket godt, at han har lavet et eller andet i skolen i dag. Ikk’ noget betyder sædvanligvis noget i retning af det kan jeg ikke huske, har vi noget kakaomælk? og mens han har hele overkroppen inde i køleskabet, forsøger jeg mig ud i at repetere dagen på baggrund af intras sparsomme oplysninger.
-Der stod, du skulle have uddannelsesvejledning... fisker jeg. Han skovler fire spiseskefulde kakaopulver i en kop og topper med en sjat mælk. Så hiver han en skål madrester fra i går ud af køleskabet.
-Nej, siger han bare...
-Hvad nej?
-Nej... Vi har ikke haft uddannelsesvejledning. Vi har erhvervsuddannelsesvejledning. De kalder det bare uddannelsesvejledning. Hver gang man spørger, hvordan man kan blive ingeniør eller arkitekt eller noget som helst, så siger de, at man bare kan ta’ en erhvervsuddannelse. Han griner og skovler en mundfuld kold pasta med kødsovs indenbords.
-Jeg skal op og spille... Han stikker en halv pakke chokoladekiks i lommen, mens han tror, jeg ikke ser det. Og så forsvinder han. Ud af køkkenet og op på sit værelse. Audiensen er slut.
Hatten af for uu-vejlederen, der kæmper en noget ulige kamp. I mange år troede jeg faktisk, at knægten skulle have en erhvervsuddannelse. Drengen, der altid ønskede sig gaffatape i fødselsdagsgave, og i en alder af syv byggede en elektromagnetisk kran af en juicekarton, gamle ledninger og batterier. Drengen, der beklageligvis kan opskriften på krudt og har haft sin egen økse, siden han var ganske lille. Nu går han i ottende klasse, og synes ikke længere, erhvervsuddannelse lyder som en mulighed. Luften gik ud af ballonen omtrent samtidig med, at de praktisk-musiske fag forsvandt ud af en udsultet skolehverdag, hvor ikke bare ånd, men også hånd er ramt af politiske visioner om, hvad fremtidens arbejdsmarked har brug for. Og bizart nok er de praktisk-musiske fag nærmest svundet ind til det rene ingenting, mens der bliver skreget på fremtidige håndværkere og innovation. I virkeligheden, og af mange forskellige årsager, burde de praktisk-musiskfag fylde ligeså meget på skemaet som skolens øvrige fag. Det håber jeg, man huske på Christiansborg i disse timer. Men jeg håber også, man husker, at god og varieret undervisning kræver, at lærerne får tid og rum til at skabe. Og ikke mindst midler. Man kan meget med kasserede mælkekartoner og papirklips, men alligevel...
Heldigvis er skrammelgutten i mødet med en lærer, der kan tænde andet end bunsenbrændere, ramt af fysik-kemiens forunderligheder. Skidt pyt med, at der er cementpletter på tøjet ind i mellem, og der var vist også noget med noget knaldgas i sidste uge, som jeg ikke helt fik fat i hvad var. Men i fremtiden kan man måske drive bilmotorer på det, sagde han. Det vil jeg så vælge at tro på.
