Læs mere fra bloggen: Katja Gottlieb
Blog
For mange af os er løsningen på de urimelige vilkår og manglen på efteruddannelse et farvel til folkeskolen
Ti år efter... Hvad så? Ministeren foreslår, at man får flere til at vælge lærerjobbet til og skrivebordet fra. Men det er ikke nok, når skolerne ikke kan holde på de uddannede lærere. Det er sikkert komplekst, men hvorfor taler ingen om reel efteruddannelse?
Offentliggjort
Sidst opdateret
I dag har det sneet en lille smule. Små fine snefnug hvirvlede rundt i eftermiddagsblæsten ude foran mit vindue, hvor vintergækkerne stod og trykkede sig lidt. Det kunne jeg se fra mit skrivebord, hvor jeg sad og arbejdede. Også selvom det var søndag.
På den måde er der ikke så meget der er anderledes, end det altid har været. Eller i hvert fald har været, siden jeg kom ud fra seminariet og fik mit første rigtige voksenarbejde. Det var i 1999.
Det var ikke fordi, det var nemt at blive lærer. Man var jo i hvert fald ikke særlig kompetent, bare fordi man havde fire års uddannelse i bagagen og et eksamensbevis med monogram og rødt stempel.
Men papiret dokumenterede trods alt, at man havde forudsætningerne i orden. Og det var fedt at være nogens lærer.
Og selvom det var svært, så fandt man jo ud af det. Noget på den hårde måde, som fx at det er en virkelig dårlig ide at sende en halv klasse ud på gangen, fordi ens klasseledelsesevner kan ligge på et ret lille sted. Eller at det er en god ide at huske at bestille transport til lejrskoler i så god tid, at man kan få frirejse med DSB. At man ikke skal give skideballer, når man er småsur i forvejen. Og at den knold på bagerste række i din nye klasse, som selvfølgelig er ham, som du starter med at lægge dig allermest ud med, ender med at være ham, du næsten holder allermest af, den dag klokken ringer ud for sidste gang.
Og sådan voksede man fra at være en, der gik på arbejde, til at være en, der ER lærer. Man blev erfaren og rutineret. Og det var rigtig fedt at være nogens lærer.
Nu kunne man så også kende forskel på nye bling-begreber som fx ‘læring’ og ‘skills’ i modsætning til fx ‘undervisning’ og ‘kundskaber’, og man kunne gennemskue, at læringsmålstyret undervisning var en fis i en balje vand, der aldrig kunne give mening i kulturbærende fag.
Og man blev lidt træt. Ikke mindst af den såkaldte efteruddannelse, man fik tilbudt. Nu lå seminariet pludselig mange år væk, og det havde været rart med reel faglig opdatering, så man vidste, hvad der skete i ens fag. I stedet fik man tilbudt besynderlige bunkeforløb, som var noget byrådet havde fundet ud af lød smart og innovativt på trods af konceptets umiskendeligt præg af pølsefabrik og meningsløshed.
Man forsøgte at følge lidt med i det nye i fagene i sin fritid, men det var nærmest umuligt, for fordi man nu havde så mange undervisningslektioner, at man blev nødt til at piratforberede sig uden for arbejdstid, hvis det hele ikke skulle gå op i improviserede ”Luk-portalen-op- og-fortæl-mig-hvor-vi-kom-til”-lektioner, som man klamrede sig til som en sømand til et lokumsbræt i hård sø.
Og så en dag, var det alligevel ikke så fedt at være nogens lærer…
I et interview til folkeskolen.dk peger den nyeste undervisningsminister på, at det er et problem, at så få vælger læreruddannelsen. “Rigtigt mange løber ind bag skrivebordet, før de har mødt børnene. Det er et generelt problem i vores velfærdssamfund,” siger han.
Jeg er rørende enig, men jeg tror desværre ikke på, at det er nok, at få flere kanaliseret den vej til at starte med, og så huske at lade være med at tale skolen ned under gulvbrædderne, som ministeren tillige foreslår.
Der er noget rent strukturelt med den måde vi driver skolen på, som skal løses, for at vi kan holde på de lærere, som er kommet ud i skolen. Jeg har set tal, der peger på, at hver sjette nyuddannede stopper indenfor de første to år, og at 40% af lærerne har forladt jobbet indenfor de første 6 år. Og så er der sådan nogle som mig, der har nået 17, 20 eller måske 25 år i grundskolen, inden de søger videre.
Jeg skal bare kigge rundt i min nærmeste omgangskreds for at finde en håndfuld. Vi har formået at navigere gennem alt for mange lektioner, for høje følelsesmæssige krav, for mange forkromede kommunale projekter og alligevel fået det til at hænge sammen.
Men jeg tror, at de urimelige vilkår kombineret med den eklatante mangel på efteruddannelsesmuligheder, har slået hovedet på sømmet for mange af os. Når man først er kommet ud fra seminariet, så er man rent fagligt overladt til sig selv.
Hvis man har en ambitiøs leder eller er læsevejleder, så er sagen måske en anden. Men os almindelige lærere uden specialfunktioner, vi er prisgivet os selv og de besynderligheder, kommunen nu udsætter os for.
Det har mange af os fundet en løsning på. Men for en stor dels vedkommende førte den vej ud af folkeskolen. Det skulle man måske se lidt nærmere på. For i bund og grund er det ret fedt at være nogens lærer.
